På P-piller og han trak sig ud - kan jeg være gravid?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er nok lidt paranoid, men jeg er nervøs for, om jeg er gravid. Jeg har været sammen med en fyr uden kondom. Jeg er på p-piller og han trak sig ud, inden han kom.

Men for tiden er jeg rigtig træt og synes, at jeg er begyndt at se tykkere ud (ved ikke om jeg bare har taget på). Vi var sammen d. 12/4.

Det skal også siges, at vi havde sex i slutningen af februar også, men der kom han slet ikke.

Mvh mig, 18 år


SVAR:

Kære du!

Svaret er ganske enkelt, at hvis du bruger p-piller og tager dem rigtigt (husker at tage en pille hver dag), så er du ikke gravid.

Afbrudt samleje hedder det, når fyren trækker sig ud, inden han kommer. Det er IKKE en sikker præventionsform og du skal derfor fortsætte med dine p-piller, hvis I vil fortsætte med at dyrke sex.

Hvis du skulle glemme en p-pille, skal du tage den, så snart du kommer i tanke om det. Om p-pillerne fortsat er sikre, hvis du har glemt en pille, kan du tjekke på indlægssedlen, der er i pakken.

Læs mere om P-piller i disse artikler:
Info om p-piller
Rod med p-pillerne!

Jeg vil også meget anbefale dig/jer at bruge kondom, da det er den eneste præventionsform, der kan beskytte dig mod seksuelt overførte sygdomme, som senere i livet kan få store konsekvenser for dig!

Venlig hilsen
Ida Secher Rom 


Ida Secher Rom

Skrevet af:

Ida Secher Rom

jordemoder

adamogeva.dk

Annoncer