Nybegynder med sex - gør vi det rigtigt?

Vis spørgsmål

Jeg er en pige på 15 år, som for ikke mindre end et par dage siden har haft samleje for første gang med min kæreste. (+ vi var sammen nogle flere gange i løbet af weekenden). Vi havde talt meget omkring det, op til den weekend. Vi havde planlagt, hvordan det skulle ske, stearinlys, hygge, vi havde skam også talt om vores forventninger, og hvordan det skulle være. Altså at det selvfølgelig ville være akavet i starten, men at man bare skulle kunne grine sammen ad det og få en god aften - for selvfølgelig ville det ikke være fuldstændig perfekt allerførste gang.

Det gjorde riiimelig ondt i starten, men for det meste er det først når han lige skal ind i mig til at starte med. Jeg bliver øm af det, og kan stadig mærke det dagen efter.

Jeg håber vel, at det kommer til at gøre knap så ondt i løbet af noget tid? Jeg tror nemlig også sidst, vi var sammen, jeg sprang min jomfruhinde, da jeg blødte.

Jeg tager p-piller og under samlejet anvender han også kondom. Da ingen af os har haft sex før er der vel ikke en risiko for kønssygdomme? Vi kunne nemlig godt tænke os at forsøge uden kondom på et tidspunkt.

Med hensyn til det, ville jeg også lige høre om, hvad der kan ske ved at han "kommer" inde i mig? Han havde nemlig snakket noget om, at jeg kunne få svamp ved det? Og det vil jeg jo helst, meget helst gerne undgå. Så jeg ville lige høre, hvad I ved om det, og om i evt. havde nogle forslag til, hvad vi ellers kunne gøre i tilfælde af, at han ikke må "komme" i mig.

vh anonym, 15 år


SVAR:

Kære anonyme!

Først vil jeg sige, at jeg synes det er godt at høre, at I har kunnet snakke så meget om det, før I er startet med at have sex med hinanden. Det er nemlig rigtig vigtigt, at man har de samme forventninger, og at I begge er forberedt på, at det jo ikke er så nemt i starten. Det betyder nemlig også, at I har været enige om det, og at den ene ikke har følt sig presset ud i noget vedkommende ikke var klar til. Alligevel bliver jeg lidt bekymret for dig/jer, men det vender jeg tilbage til. Først svar på dine konkrete spørgsmål.

Vigtig beskyttelse

Du har ret i, at der ikke er nogen risiko for kønssygdomme, når I ikke har været sammen med nogen andre, men der er stadig gode grunde til, at han bruger kondom. For det første er det en dobbelt sikring mod, at du bliver gravid, det er rigtig vigtigt, fordi I er så unge, og ikke er klar til at blive forældre. For det andet beskytter det jer mod at overføre bakterier eller virus til hinanden, det er godt nok ikke kønssygdomme, men kan give irritationer og ubehag.

Du kan ikke få svamp ved, at han kommer inde i dig, så af den grund kan I godt have samleje uden kondom, men jeg vil nu alligevel opfordre jeg til at fortsætte med at sikre jer så godt, som I gør. I har som jeg skrev før været meget gode til at snakke om tingene, det er godt fordi det også viser, at I har omsorg og respekt for hinanden.

Overvejelser om tidlig debut

Det er meget vigtigt, at I passer godt på jeres krop og sexualitet, så det får lov at udvikle sig stille og roligt I et tempo, hvor jeres ”sjæl” kan følge med.

Selvom jeg synes, I lyder meget fornuftige, så er min største bekymring for jer alligevel, at I er så tidligt på den. Det er meget tidligt, at indlede et seksuelt samvær når man kun er 15 år.

I skal tænke fremad, og er I klar til at knytte de bånd, som sex skaber? Der sker meget i jeres liv endnu, som vil påvirke jer i jeres udvikling. I er ikke voksne endnu, og det største problem, som jeg ser det, ved at starte så tidligt på et seksuelt forhold, er at sandsynligheden for at I kommer til at have seksuelle erfaringer med flere op gennem jeres ungdom, den er højere. Det kommer til at påvirke dig, for sex gør noget ved os på et meget dybt plan - der bindes nogle bånd, som ikke bare sådan kan rives over igen, uden at noget går i stykker. Det er noget af den kraft der ligger i det seksuelle samvær. Det er ikke bare at hygge sig sammen og gøre noget godt for hinanden. Sex binder... og derfor skal der en høj grad af tryghed og gensidig forpligtelse til. Jeg ved, det er nogle store ord. Men det er min oprigtige holdning til sex. Du har et langt liv for dig - og hvem er det, du gerne vil dele det med? og hvad skal sex betyde i det fællesskab?"

Derfor synes jeg alligevel, at I skal overveje, hvad sex gør ved jer? Og om det er det I har brug for nu i jeres forhold, og om I er klar til det.?

Prøv og læs disse artikler her:

Pas godt på dit sexliv

Sex og følelser

Jo tættere jo bedre – med omtanke

De bedste ønsker for jer begge

Kirsten.


Kirsten Kirk Christensen

Skrevet af:

Kirsten Kirk Christensen

Sygeplejerske, familieterapeut

adamogeva.dk

Annoncer