Ked af min vægt, har I nogle gode kostråd?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en pige på 17, som altid har været slank og lille af størrelse. Men de sidste år har jeg taget en del på. Jeg ved ikke hvor meget, men jeg ser ikke ud som jeg har gjort, og som jeg gerne vil. Jeg har fået nogle rigtig dårlige madvaner, og har prøvet at stille en masse regler op for mig selv, som jeg hele tiden bryder. Det er svært, for jeg føler mig sulten hele tiden.

Det påvirker mig rigtig meget, og jeg vil så gerne have nogle gode råd til, hvordan jeg kan begynde at spise sundt. Jeg er sikker på, at jeg så også vil få det bedre med mig selv.

vh Hannah 17 år.

- stærkt forkortet af redaktionen.

- læs hele spørgsmålet herunder, eller scroll ned og læs svaret.

Hej. Jeg er en pige på 17, som altid har været slank og lille af størrelse. Jeg har gået et år på efterskole, og allerede inden kunne jeg godt se på min krop, at den ikke var så slank, som den engang har været. På det tidspunkt var det noget jeg kunne leve med, da jeg selv syntes, det så almindeligt ud for piger på min alder. Man siger, at man gennemsnitligt tager 6 kg. på sådan et efterskoleår. Jeg er ikke sikker på, hvor meget jeg har taget på, men det er sikkert, at jeg ikke ser ud, som jeg har gjort, og som jeg gerne vil se ud! Især ikke i forhold til min højde (1,60).

Jeg ved godt, at det her nok et meget typisk pigedilemma, og at I sikkert har haft mange andre, der har skrevet ind med samme problem. Derfor har jeg prøvet at søge i alle jeres svar og artikler, men jeg kunne ikke rigtigt finde et søgeord, der gav resultater.

Jeg er meget glad for mad! Og jeg har rigtig svært ved at styre mine madvaner! - Det skal lige siges, at jeg er udmærket klar over, at jeg ikke er direkte tyk. Der er bare nogle alarmer, der ringer hos mig, fordi jeg godt ved, at jeg kun vil tage mere på, hvis jeg fortsætter mine dårlige madvaner. Jeg har nemlig rigtig svært ved at stoppe med at spise, hvis jeg først er begyndt. Jeg føler mig stort set sulten 24/7, og er ofte oppustet og overmæt. Jeg lave nye regler for mig selv konstant, men jeg kan virkelig ikke finde ud af at overholde dem! Og jeg ender næsten altid med at have dårlig samvittighed, når jeg går i seng om aftenen og især efter aftensmaden.

Jeg har efterhånden fundet ud af, at de her selvopfunde regler for hvordan jeg skal spise, ikke rigtigt holder særlig langt.

Har I nogle gode råd til mig? Det har plaget mig rigtig længe nu, og det tager hårdt på mig sådan forgæves at gå og bekymre mig om det hver dag. Jeg vil gøre meget for at få svar på/hjælp til mit problem! Jeg ved bare med mig selv, at hvis jeg bare fik styr på mine spisevaner, ville jeg få det bedre med mig selv - også selvom jeg måske ikke tabte mig af det med det samme. Men visheden om at være sund, giver i sig selv godt selvværd synes jeg. Jeg er bare i tvivl om HVORDAN en sund kost ser ud? Hvordan holder man styr på det, uden at det tager overhånd? (- Hvilket det jo allerede er på vej til at gøre, siden det kan tynge mig så meget ned)

Jeg håber I kan hjælpe mig, eller i det mindste lede mig på vej eller give et godt råd eller to.

I er seje, og jeg elsker denne her side!

Kærligst Hannah


SVAR:

Kære Hannah

Tak for dit spørgsmål til AogE. Det er rigtig fint, at du her får sat ord på det, du går og spekulerer på.

Du berører en problematik der, som du selv nævner, er noget mange piger er optaget af.

Du nævner hvor høj du er, men ikke hvad du vejer. I virkeligheden er det vel også lige meget, hvad du vejer.. Det der tæller er, at du ikke selv er tilfreds med din krop og synes den har udviklet sig på en måde, som du ikke synes den skal fortsætte med.

Et godt selvværd er godt

Jeg fornemmer på dit brev at du egl. har det godt med dig selv, men at du bare har et problem du gerne vil have løst. Det er dejligt at mærke, at du har det sådan, så ved du også, at din værdi som menneske ikke ændres bare fordi du ser anderledes ud udenpå, og det er rigtig vigtigt.

Godt at være obs på sin vægt

Det er jo rigtig fint at være bevidst om sin vægt og være obs. på ikke at veje for meget. Det er vigtigt, fordi de vaner man tillægger sig, når man er ung, er ofte dem man fortsætter med også når man bliver ældre. Det er også fint, du selv tager ansvar for din krop og er bevidst om, at du vil bremse den udvikling inden det går ”af sporet” for dig.

Jeg har en fornemmelse af, at du endnu sagtens kan vende det og komme tilbage til din idealvægt igen. Lige nu er du er så fokuseret på din vægt, og på det der ikke lykkes for dig, og netop derfor bliver det endnu sværere, og du bliver træt af dig selv.

Nogle enkle principper

Der er nogle enkle principper jeg synes, du skal prøve at følge. Du skal for det første give slip på alle dine selvopfundne regler og ”nulstille hele systemet”. Du stiller for høje krav til dig selv, som du alligevel ikke kan følge.

Du skal involvere en anden i dine tanker om din krop og din vægt, så der er nogen at dele det med (måske din mor).

Du skal ikke gå på uduelige slankekure, men derimod skal du sætte enkle regler for dig selv. F.eks hver gang du har lyst til at spise et eller andet skal du spørge dig selv: ”På en skala fra 1 til 10, hvor sulten er jeg så egl. nu” og ”hvad kan jeg spise nu, som jeg har lyst til og som er lidt sundere?” det er ud fra princippet om ”små skridt til vægttab der holder” (Denne pjece kan du finde på nettet på sundhedsoplysning. dk). Ved små ændringer, får man et varigt vægttab, der holder.

Jeg ved ikke om du dyrker idræt? Det er godt at finde noget sport, som du kunne blive glad for. Det er vigtigt at det ikke er en sur pligt at bevæge sig, men først og fremmest skal det være sjovt.

Man taber sig ikke direkte af at dyrke motion, men det er med til at øge forbrændingen og man bliver stærkere i sin krop, får mere energi og bliver gladere.

Håber du kan bruge mit svar til et eller andet og at det giver mening for dig..

Se også disse andre svar til piger, som er bekymret for deres vægt:

Er jeg for tyk?

Hvordan taber jeg mig så jeg får det bedre med mig selv?

Er jeg overvægtig?

Føler mig stadig tyk trods vægttab - er det en spiseforstyrrelse?

Kan motion hindre kvindelige former?

Vægttab og manglende appetit - hvordan tage på igen?

Kærlig hilsen Marianne


Marianne Martinsen

Skrevet af:

Marianne Martinsen

sundhedsplejerske

adamogeva.dk

Annoncer