Kan I svare mig vedr. onani og følelser og så min forelskelse?

Vis spørgsmål

Jeg er 19 år og har haft problemer med onani og har det meget bedre, når jeg ikke gør det. Jeg har bedt Gud om tilgivelse, og han skal da nok have tilgivet mig, selvom at jeg ikke selv kan føle det. Jeg er forelsket i en dreng, som er et år yngre end mig. Jeg kan sagtens forestille mig en fremtid og familie med ham, og det har jeg aldrig kunnet med en dreng før. Min bekymring er, om han er klar til at få en kæreste og om jeg så er nødt til at fortælle ham, at jeg har onaneret. Og kan jeg ikke komme sammen med ham, hvis jeg aldrig fortæller ham, at jeg har onaneret? Ville det være forkert at komme sammen med ham så? Jeg har virkelig brug for at høre andres meninger omkring min situation og tanker.

(forkortet af redaktionen)

Læs hele spørgsmålet her:

Hej Adam&Eva.dk. Jeg er 19 år og har haft problemer med onani i to perioder af mit liv. Jeg tror, der var ca. 2 års mellemrum. Hver gang jeg har gjort det, har jeg altid tænkt bagefter, at jeg ikke vil gøre det, men hver gang er jeg faldet i igen. Jeg er stoppet nu, og jeg håber virkelig, at jeg aldrig gør det igen. Jeg har det meget bedre, når jeg ikke gør det. Når jeg har gjort det, har det ofte været i forbindelse med, at jeg har været ked af det, og jeg synes, det er ulækkert og klamt, og jeg afskyr det lidt, for jeg ved at kærlighed ikke er sådan i virkeligheden, og jeg ønsker slet ikke sådan en kærlighed. Jeg har bedt Gud om tilgivelse, og han skal da nok have tilgivet mig, selvom at jeg ikke selv kan føle det.

Jeg har ikke fortalt det til en eneste person, fordi jeg synes, det er så pinligt, og fordi jeg er bange for, at folk bare tro,r at jeg er pervers eller sådan noget i den retning. Men det plager mig også, at jeg ikke har fortalt det, fordi jeg ikke rigtig føler, at jeg kan få Guds tilgivelse, hvis jeg fortæller det til nogen, men jeg har heller ikke lyst til at fortælle det til nogen. Jeg vil helst bare komme videre selv.

Derudover er jeg også forelsket i en dreng, som er et år yngre end mig. Vi gik på efterskole sammen, og jeg har været forelsket i ham næsten hele tiden siden. Der var en periode sidste år, hvor jeg ikke kunne lide ham. Men så så jeg ham igen, og så kom alle følelserne igen. De er virkelig bare blevet stærkere og stærkere. Jeg kan sagtens forestille mig en fremtid og familie med ham, og det har jeg aldrig kunnet med,en dreng før. Vi skriver aldrig sammen, men vi er rigtig gode venner, og snakker meget, når vi er de samme steder som fx. å-festival. Vi har også nogle af de samme venner.

Jeg ved ikke, om han kan lide mig, men nogle gange virker det som om, at han kan lide mig, og andre gange virker han ligeglad med mig. Nogle af mine veninder siger, at de tror, at der kan være en mulighed for, at han kan lide mig, fordi de synes, han er anderledes overfor mig end overfor dem, og fordi han ser anderledes på mig end på dem. Men ligemeget hvad, så er jeg kommet til det punkt, hvor jeg gerne vil sige det til ham, fordi tingene har udviklet sig sådan, at jeg tror, det er bedst for mig selv at fortælle ham det, og mange af mine veninder synes også, det ville være en god idé ligemeget hvad.

Men herefter følger der bare 2 meget store bekymringer, hvis det viser sig, at han kan lide mig: Er han klar til at få en kæreste, som er så følelsesladet som mig (jeg er også en stærk person). Her tænker jeg især på, at han er yngre end mig og det der med at drenge ikke er ligeså hurtige til at udvikle sig som piger. Han er godt nok meget moden af sin alder, synes jeg.

Den anden ting er, at jeg nok bliver nødt til at fortælle ham, at jeg har onaneret, men jeg har bare ikke lyst. Jeg har mest lyst til at "leve et langt liv" med ham, uden at han ved, at jeg har onaneret. Men jeg er også bange for, at Gud ikke vil velsigne vores forhold, hvis jeg ikke fortæller det. Jeg går nok og tænker lidt, at Gud vil "straffe mig," hvis jeg ikke gør tingene efter hans plan, selvom det ved jeg, at det vil han ikke gøre.

Jeg kan virkelig godt lide ham drengen. Han får mig til at føle mig værdifuld, og han er bare helt nede på jorden. Når jeg er sammen med ham, bliver der ikke stillet krav, som man ellers godt kan føle, at der bliver, når man er sammen med andre. Jeg bliver altid glad, når jeg ser ham, lige meget hvor ked af det, jeg er, når jeg ser ham. Jeg er ved at læse de 5 kærlighedssprog for singler, og der tænker jeg meget på ham imens. Når vi er steder henne, hvor der er møder, kan jeg slet ikke lytte til taleren, fordi jeg tænker på ham, og det er jeg egentlig ret ked af. Så han fylder meget.

Jeg har bedt Gud om det her meget. Især om han ikke vil fjerne mine følelser fra ham drengen, hvis det ikke skal være ham og mig. Han har ikke gjort det nu, så derfor tror jeg også lidt, at det Guds plan, at det skal være mig og ham. Jeg tror også Gud vil have, at jeg skal fortælle ham, at jeg kan lide ham. Men generelt har jeg svært ved at se, hvad Guds plan er med mig. Idag fik jeg SMS-andagt med verset fra højsangen: Du skal ikke vække kærligheden, før den er klar eller sådan noget. Og så stod der noget med, at man skulle have et sundt forhold til sin egen og andres seksualitet og at man skulle tænke over, hvem man flirtede med. Det første jeg tænkte var: Nu siger Gud til mig, at jeg ikke skal fortælle drengen, at jeg kan lide ham, og at jeg har en dårligt forhold til seksualitet og at jeg ikke kan komme sammen med ham, før jeg er parat til at fortælle ham, at jeg har onaneret. - Men egentlig er jeg bare klar til at fortælle ham, at jeg kan lide ham næste gang jeg ser ham - uanset hans reaktion.

Er det sådan, det skal fortolkes? Og kan jeg ikke komme sammen med ham, hvis jeg aldrig fortæller ham, at jeg har onaneret? Ville det være forkert at komme sammen med ham så?

Jeg håber virkelig, at I vil svare på det her, især fordi at jeg har så svært ved at snakke om onani. Jeg har virkelig brug for at høre andres meninger omkring min situation og tanker.

Tak.


SVAR:

Tak for din henvendelse!

Indledningsvis kan jeg ikke lade være med, at kommentere på en af dine sætninger, fordi den udtrykker en vigtig pointe. Du skriver: ”Jeg har bedt Gud om tilgivelse, og han skal da nok have tilgivet mig, selv om at jeg ikke selv kan føle det”.

Det er en rigtig god sætning. For når vi beder Gud om tilgivelse for vore fejltrin, så har vi Bibelens ord for, at han tilgiver os. Men hans tilgivelse er ikke afhængig af, om vi føler os tilgivet eller ikke, men alene af at Jesus har taget vores synd på sig og taget straffen for den. Derfor kan vi ånde frit og leve vore liv med stor frimodighed! Og dét på trods af, at vi er fejlbarlige mennesker, som gør ting, som vi godt ved, vi ikke skulle gøre.

Onani og tilgivelse

Du skriver, at du i perioder har haft problemer med onani, og at du er stoppet med at onanere. Men nu har spørgsmålet meldt sig hos dig, om du kan få Guds tilgivelse, hvis du ikke fortæller nogen om dit problem med onani. Det kan du! For lige så lidt som Guds tilgivelse afhænger af, hvad du føler eller ikke føler, - lige så lidt afhænger Guds tilgivelse af, om du fortæller andre mennesker om dit problem med onani. Det er vigtigt for dig – ikke bare med hensyn til det, som er din problematik lige nu – men for dit fremtidige liv som kristen, at du holder Bibelens ord for sandt, når den skriver om baggrunden for Guds tilgivelse af os mennesker. Friheden for et menneske består i, at Gud tilgiver os for Jesu skyld. I Bibelen står der f.eks. (i Paulus´ 2.Brev til Korintherne, kap.5, vers 21): ”Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”.

Overvej en samtale med en sjælesørger

Jeg ser ikke nogen pointe i, at du fortæller om dit tidligere problem med onani til en veninde eller - for den sags skyld – til din (måske) kommende kæreste. Hvem skulle kunne have gavn og glæde af det? Derimod tror jeg, du kunne have stor gavn og glæde af, at tale med en præst eller en anden sjælesørger / skriftefar om Jesus, din tro og dine tanker omkring onani. En sjælesørger / skriftefar har tavshedspligt, hvilket giver dig friheden til at fortælle hvad som helst om dit liv og dine tanker. For du ved, at det, du siger, aldrig bliver kendt for andre.

Måske ved du allerede, hvad de to ord, sjælesørger og skriftefar, betyder. En sjælesørger er et kristent menneske, som stiller sig til rådighed for samtaler med andre mennesker om det, at leve som et kristent menneske. En person, der – som selve ordet ”sjælesørger” betyder - har omsorg for andre sjæle, d.v.s. mennesker. En skriftefar er næsten det samme. Betegnelsen understreger blot, at det er et menneske, som du kan fortælle om de ting, som du har gjort galt og som tynger dig (d.v.s.: skrifte), og derefter kan vedkommende (eventuelt mens vedkommende lægger sin hånd på dit hoved eller på din skulder) tilsige dig dine synders forladelse i Jesu navn. Som sagt, tror jeg, du kan have stor gavn og glæde af, at tage en snak med sådan en!

Fortæl ham om dine følelser

Og så fortæller du om din forelskelse i en dreng – eller: en ung mand. Det er vel det, man er, når man er 18 år! Sådan som du beskriver ham og dine følelser for ham, vil jeg gerne støtte dig i, at du fortæller ham om dine følelser for ham. Det kunne være forløsende for dig, at få en afklaring, - og måske viser det sig, at dine følelser er gengældte.

Bekymringer

Du skriver, at du har to store bekymringer i den forbindelse. For det første spørger du: ”Er han klar til at få en kæreste, som er så følelsesladet som mig?”. Det kan jeg selvfølgelig ikke svare på, men til gengæld er jeg ret sikker på, at dette spørgsmål ikke vil være det afgørende for din (måske) kommende kæreste. Hvis han vil ha´ dig som kæreste, er det fordi, han kan li´ dig, som du er! Måske er dét, at du er en person, som er meget følelsesladet, en egenskab som han sætter pris på. Måske er det andre egenskaber hos dig, han sætter pris på. Der er sikkert også egenskaber ved den unge mand, som du er forelsket i, som du bedre kan li´ end andre af hans egenskaber. Men det ændrer ikke på, at du gerne vil ha´, at han bliver din! Det, at han er et år yngre end dig, tror jeg bestemt ikke vil betyde noget.

Vent til rette tid måske byder sig

Din anden bekymring er – som du skriver: ”at jeg så nok bliver nødt til at fortælle ham, at jeg har onaneret, men det har jeg bare ikke lyst til…. Jeg er også bange for, at Gud ikke vil velsigne vores forhold, hvis jeg ikke fortæller det”. Jeg mener ikke, det vil være til gavn for hverken dig eller din (måske) kommende kæreste, at du fortæller ham, at du engang har onaneret. Og jeg er helt sikker på, at Guds velsignelse over jeres forhold ikke er afhængig af, om du fortæller ham om netop den problematik. Måske vil det være relevant, at du om mange år, når I kender hinanden langt bedre, end I gør i dag, fortæller om de problemer, du engang havde med onani. Måske. Jeg tror problematikken vil komme til at fylde mere i jeres forhold end godt er, hvis den problematik er noget af det første, du fortæller din (måske) kommende kæreste. Fortæl ham hellere om nogle af alle de andre ting, som optager dig og som du går og tænker på .

Hvad er din motivation?

Du stiller to helt konkrete spørgsmål: ”Kan jeg ikke komme sammen med ham, hvis jeg aldrig fortæller ham, at jeg har onaneret? Ville det være forkert at komme sammen med ham så?”. Jeg mener – som sagt, at det ville være forstyrrende for jeres (måske) kommende forhold, hvis du – som noget af det første – fortæller ham om dine tidligere problemer med onani. Når I er kommet sammen med hinanden i lang tid, kan du fortælle ham om det, hvis du tror, det ville være til gavn for jer. Spørg eventuelt dig selv, hvad din motivation er for at fortælle din (måske) kommende mand herom.

Guds planer og vi menneskers ideer

Mod slutningen af dit brev skriver du, at du ”generelt har svært ved at se, hvad Guds plan er med dig”. I vores Bibel står der (Jeremias Bog kap.29, vers 11): ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og håb”. Det er Gud, der siger sådan til sit folk, israelitterne, og det han siger, gælder tillige i hans forhold til os.

Vores oplevelse kan være, at vi synes, at vi nogle gange kan se Guds plan i vore liv og se, hvordan han leder os. Andre gange synes vi slet ikke, vi kan. Det er, når tingene udvikler sig på en anden måde, end vi havde håbet på og måske bedt om. Virkeligheden er, at vi mennesker ikke er i stand til at kikke Gud over skulderen og på den måde se og forstå hans tanker og hans planer med os. Hverken når vores oplevelse er, at vi ikke kan, eller når vi føler vi kan. Til gengæld kan vi trygt regne med, at Gud véd, hvilke planer han har for hver enkelt af os – og at disse planer går ud på at give os lykke, fremtid og håb. På den baggrund modtager vi vore liv – dag for dag – fra vores Gud og Far. Både det, som vi kan forstå sker i vore liv, og det som vi ikke kan forstå.

Guds gave og Guds udfordring til os

Gud har skabt os mennesker med følelser (for, at vi skal lytte til dem), fornuft (for, at vi skal bruge den) og frihed (så, at vi er i stand til at vælge til og fra). Og så har han givet os sit ord – Bibelen, som afgiver os de rammer, som vi skal udfolde vore liv i.

Vore tanker er anderledes end Guds tanker

Du skriver om, hvad din første tanke var, da du læste en SMS-andagt, og om, hvad du tror, Gud ville sige dig gennem den. Jeg tror, det vil være til gavn og glæde for dig, ikke at tage din første tanke for gode varer, men i stedet at tage Gud på ordet, når han siger: ”Jeg ved, hvilke planer, jeg har lagt for dig, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give dig en fremtid og håb”.

Flemming H. Møller, præst og psykoterapeut


Flemming Harpøth Møller

Skrevet af:

Flemming Harpøth Møller

psykoterapeut, præst

adamogeva.dk

Annoncer