Er religiøs og ser porno og onanerer – er det forkert?

Vis spørgsmål

Hej! Jeg er født i en katolsk familie, og er selv religiøs. I den katolske verden og min egen kultur er der en masse regler, om ingen kæreste, ingen sex eller intet, der har noget med piger at gøre.

Som dreng, har man jo sine lyster, og derfor ser jeg porno og onanerer. Vil det være forkert, at gøre det, da jeg ved, at jeg ikke har forkerte tanker. Men det er bare svært at holde hormoner ude, når man slet ikke må noget.

Fortvivlede, 23 år


SVAR:

Kære fortvivlede

Jeg er ikke vokset op i en katolsk kultur, men alligevel i et miljø, hvor der også var mange regler og forbud, og ikke mindst i et miljø, hvor der var meget tabu omkring seksualitet. Derfor kan jeg meget godt følge dig.

Du skriver, at du ser porno og onanerer og spørger, om det er forkert. Når du spørger sådan, tænker jeg, at du selv må opleve det som et problem. Derfor synes jeg, det er et alvorligt spørgsmål.

Porno ødelægger

Når det gælder porno, har jeg selv det synspunkt, at porno er skadelig på flere områder. Først og fremmest er det skadeligt for de personer, der er aktive enten i bladet eller i filmen, fordi det gør seksualiteten til en vare og en udstillingsgenstand, mens Guds tanke med seksualiteten er, at det er en gave, som er forbeholdt mand og kvinde i trygge private forhold i ægteskabet.

Porno er efter min mening også skadelig for samfundet, fordi det er med til at gøre hele kulturen meget sexfikseret, og dermed vanskeliggør det et ligefremt og åbent fællesskab af mænd og kvinder.

Men i denne sammenhæng er det mest alvorligt, at porno efter min opfattelse også er skadelig for den, der ser på, fordi den påvirker din opfattelse af sex. Pornoen giver helt falske billeder af, hvad god sex er, og dermed kan den let kommet til at give for høje eller forkerte forventninger både til dig selv og din partner.

Du kan læse et par gode artikler om porno her:

Porno ødelægger

Jeg er afhængig af porno

Onani

Med hensyn til onani er det svært at give et helt klart svar. Mange oplever skyldfølelse og tomhed i forbindelse med onani, og det skyldes sikkert det forhold, at seksuel tilfredsstillelse hører sammen med et intimt fællesskab med et andet menneske. Derfor er det som om, der mangler noget – eller rettere der mangler en.

Bibelen udtaler sig faktisk ikke direkte om onani, selvom navnet kommer fra en bibelsk person, Onan, men historien om Onan i 1. Mosebog kapitel 38 vers 9 handler ikke om Onani. Den handler om afbrudt samleje.

Som du selv skriver i dit spørgsmål, så er hormonerne og lysten jo en del af det at være menneske. Derfor mener jeg at onani, som alt andet, kan være et problem, hvis vi lader det tage magten over os, så vi nærmest bliver afhængige af det. Du kan læse mere om onani her:

Onani

Tak for spørgsmål

Bjarne Hougaard


Bjarne Hougaard

Skrevet af:

Bjarne Hougaard

Præst

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK