Kære 16-årige pige
Tak for dit brev. Når jeg læser det, får jeg en følelse af at sidde over for en usikker, men sød og køn pige, som savner, at der er nogle, der ser og fortæller dig, at du er perfekt, som du er. Du skriver, at du savner at blive set og bekræftet i, at du ser godt ud, og på den måde oplever du måske, at du ikke er særlig værdifuld? Men din følelse af værdi – eller din følelse af mangel på værdi – siger ikke noget om, hvor værdifuld du rent faktisk er! Jeg vil i mit svar prøve at give dig en anden måde at tænke om dig selv på, men det kræver, at du er villig til at turde se på dig selv med nye øjne.
Lær dig selv at kende
Det tager tid at lære et andet menneske at kende. Men at lære sig selv at kende er også en vigtig del af det at blive voksen. Det er vigtigt indimellem at standse op og tænke efter. Hvem er jeg egentlig? Hvad synes jeg om? Hvad vil jeg? De små og store valg du tager, former dig til den, du bliver.
Alle mennesker længes efter at blive elsket og føle sig ønsket af andre. Måske kender du til at bruge tid og kræfter på at få bekræftelse og passe ind og gøre, som du tror andre vil have, i stedet for at gøre det, du selv føler er rigtigt.
At turde være den man er, kan være vildt svært, men det handler om, at du giver sig selv lov til at være anderledes og være dig selv med de meninger og værdier, du har. Det handler også om, at du giver dig selv lov til at nyde det, du selv kan lide at gøre, frem for hvad andre synes, du skal gøre. Jeg får lyst til at sige: “Hvis du kan lide at have et uglattet, stort, vildt hår, så hold fast i det, selvom veninderne siger noget andet!”
Du er værdifuld
Hvis dit selvværd siger, at du ikke er værd at elske, og at du ikke dur til noget, er det løgn! Du er unik og uendelig værdifuld! Et lavt selvværd kan få dig til at gøre ting, du egentlig ikke vil eller har lyst til. Her er det vigtigt, du lærer at sætte grænser for, hvad du vil.
For at kunne sætte grænser er det vigtigt at lytte til dine følelser. Følelser er gode og hjælpsomme, de kan nemlig vise os, hvordan vi har det med de situationer, vi er i, om vi er trygge eller utrygge, og på den måde kan vi få hjælp til bedre forstå os selv og turde stå ved det, vi selv mener og føler.
Prøv at gøre noget andet
Her får du en lille øvelse, hvor du i løbet af den næste uges tid kan gøre følgende:
- Skriv alle de ting ned, du selv synes du er god til, og føj gerne nye til. (Hvis det er svært, er det okay at få hjælp af dine forældre, en bedstemor, lærer eller god veninde)
- Læg mærke til ting, du lykkes med, og husk at give dig selv lov til at være glad for det!
Din krop forandrer sig
Teenageårene er præget af forandringer på alle mulige måder. Din krop går lige nu gennem en stor forandring, fordi den befinder sig i overgangen fra at være en pige til at blive en kvinde. Måske oplever du, det kan være svært at genkende din krop, når den forandrer sig så hurtigt, og måske bliver du let usikker på din krop og på dig selv. Alt det, som sker i din krop i denne tid, er normalt. Så når du spørger, om det er det normalt at være så forvirret i sin krop, så er svaret: “Ja, det er det!”
Hvis du kan acceptere, at du er under “ombygning”, tror jeg også, du vil finde mere ro og affinde dig med det. Jeg synes bestemt ikke, du skal begynde på en slankekur, da det lyder til, at din vægt følger din højdekurve på normal vis. Men du kunne måske i stedet begynde at dyrke noget idræt, fx dans. Dans er en god måde at lære den “nye” krop at kende, og lære at acceptere og bruge den på en ny måde.
Tryghed, selvtillid og mod
Du spørger, hvordan du kan få mere selvtillid og måske en dag så meget mod, at du tør vise dig i undertøj foran et andet menneske og føle dig lækker, attraktiv og smuk. For det første tror jeg på, at mod kommer af at være tryg. Og tryghed kommer af at lære et andet menneske godt at kende, hvilket kan tage lang tid. Så når du en dag møder en sød fyr, som du lærer godt at kende og bliver tryg ved, vil han forhåbentlig ikke kun se på dit udseende, men også på hvem du er som menneske.
Opsamling
Mit overordnede råd til dig er: Styrk dit selvværd og begynd at turde tro på, at du er værdifuld uanset hvad. Det betyder, at du skal begynde at sætte pris på dine styrkesider og på den, du er! Hvis du ikke ved, hvordan du skal styrke denne side af dig selv, vil jeg råde dig til at tale med nogle, du har tillid til. Det kan være dine forældre, en lærer, bedstemor eller måske sundhedsplejersken eller en voksen på din skole, som taler med eleverne om trivsel.
Måske kan din mor fortælle dig om, hvordan hun havde det, da hun var på din alder. Hun kan sikkert huske noget af den usikkerhed, hun selv oplevede.
Hvis du har mod på at læse lidt mere, er der nogle artikler, jeg gerne vil anbefale:
Du er meget værd
Fra pige til kvinde
Du er smuk som du er!
Håber, du kan bruge mit svar til at begynde at se på dig selv med nye, gode øjne, som ikke er så selvkritiske.
Held og lykke med at lære dig selv bedre at kende.
Annette Hassingboe