Hvorfor kan jeg ikke binde mig til en dreng?

Vis spørgsmål

Kære adamogeva

Jeg er en glad 17-årig pige, som går på efterskole.

I meget lang tid har jeg ønsket mig en kæreste og små-forelsker mig faktisk ret nemt. Jeg elsker det at skulle flirte og få en dreng til at blive vild med mig, og hele “legen” op til at skulle skabe et forhold.

MEN! Jeg har virkelig svært ved at binde mig, føler jeg. Mange drenge vil gerne være kæreste med mig, og det lyder nok lidt dumt det her, men hver gang de vil noget seriøst, er det, som om min forelskelse forsvinder med ét, og så vil jeg ikke længere være sammen med ham. Hver gang jeg så er sammen med ham, får jeg det sådan helt dårligt ved tanken om at være sammen med ham faktisk.

Jeg føler mig så ond og fortvivlet over, at jeg opfører mig, som om jeg gerne vil have noget med dem, for så i det sekund de vil noget seriøst (eller fysisk) flygter jeg skrigende bort. Jeg har såret alt for mange her på efterskolen, og det har jeg det virkeligt dårligt med.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør, som jeg gør, og hvorfor jeg bare ikke kan binde mig seriøst med en dreng.

Det har heller ikke noget at gøre med, at jeg er bange for at være fysisk med dem og kysse dem og det, for det har jeg før gjort til fester og sådan (altså ikke sex). Så derfor ved jeg ikke, hvad der er skyld i det. Og hvordan det i det hele taget nogensinde skal lykkedes mig at få en kæreste ...

 

Kærlig hilsen M, 17 år


SVAR:

Kære M

Dejligt, du er er glad og virker til at have det godt, og det er måske netop dette overskud, der får dig til at tænke disse gode tanker om det at knytte sig – om det at være i et forhold.

Naturligt at reagere på opmærksomhed

Jeg kan godt forstå, du bliver tiltrukket af den opmærksomhed, du får af drengene, og at du synes, det er spændende. Som pige er det naturligt at føle sig charmeret af de drenge, der sender signaler om, at de synes, man er interessant. Og ja, det er da nemt som pige at flirte med og føle, at man har noget særligt med en dreng. For her er det typisk gennem andre handlinger, man viser, at man finder den anden interessant, da man jo ikke siger tingene direkte, så længe man flirter.

Ansvar

Du har et ansvar, der består i at stoppe med at flirte i det øjeblik, du ikke føler, du vil mere end blot være venner. Det er så vigtigt at respektere den andens følelser ved ikke at sende vildledende signaler. Det ansvar går begge veje, for det er også helt ok, at du siger nej, så du ikke går længere med en dreng, end du har lyst til – og det finder man jo først ud af efter noget tid med flirten. Dermed mener jeg, det er helt ok at flirte, indtil du finder ud af, hvad du vil.
Jeg har svært ved at vurdere, om du føler dig forpligtet til at gå længere med drengene, fordi du har flirtet med dem. Men jeg har lyst til at sige, at du ikke er forpligtet til at gå længere med dem, bare fordi du har dårlig samvittighed over, at du har flirtet med dem.

Hvis du gerne vil læse mere om flirt og følelser, vil jeg anbefale artiklerne
Flirt – den vilde jagt efter en kæreste
Kærestepotentiale … eller en god ven?
Forelsket – en fantastisk følelse

Ønske om en kæreste

Jeg kan godt forstå, du gerne vil have en kæreste og gerne vil binde dig. Samtidig er det vigtigt, at du ikke bare får en kæreste, fordi du gerne vil. Jeg vil opfordre dig til at vende det om og i stedet prøve at tænke, at du vil have en kæreste, når du finder den person, det skal være. Du går på efterskole nu, og derfor kan jeg forestille mig, at du de næste mange år kommer til at indgå i mange forskellige sammenhænge, hvor der er mulighed for at møde mange nye mennesker.
Med det vil jeg sige: Tag dig god tid. Du har god tid til at finde en kæreste. Prøv at se, om du kan flytte fokus og bare være til stede, der hvor du er.

Måske kan du få noget ud af at læse artiklerne Slå koldt vand i blodet og Slip angsten – giv nærheden en chance.

Jeg vil gerne rose dig for din bevidsthed om, at det kan gøre ondt på drengene, hvis de føler, der bliver leget med deres følelser. Overvej, hver gang du bliver i tvivl, om du bliver tiltrukket af selve opmærksomheden, eller af drengen, der giver dig opmærksomheden.

Jeg håber, du vil tage dig god tid til at finde en kæreste, og at du fortsat vil være opmærksom på, at de signaler, du sender, har indflydelse på den anden person.

Mvh. Malene


Malene Futtrup Fibiger

Skrevet af:

Malene Futtrup Fibiger

stud.pæd.ant.

adamogeva.dk

Annoncer