Hvorfor er jeg pludselig i tvivl om vores forhold?

Vis spørgsmål

Jeg er en kvinde på 23 år, og jeg har en fantastisk kæreste, som elsker mig, og jeg elsker ham. Han forstår mig og kan med få undtagelser altid gøre mig glad igen, når jeg er ked af det eller sur. Han er bare den bedste og er der altid for mig.

Nu har vi så været sammen i godt to år og har boet sammen i to år, og jeg er begyndt at have en følelse af, at der måske mangler noget. Jeg ved ikke, hvad det er, og jeg synes virkelig, jeg har prøvet at tænke meget over det. Nogle gange føles det, som om følelserne fra min side mangler. Min kæreste og jeg har snakket meget om det og er nået frem til, at det nok bare er fordi, vi er ved at være forbi forelskelsesfasen, og det jeg skal vænne mig til. 

Jeg har ikke før været i et langt og seriøst forhold. Derfor vil jeg bare gerne spørge, om det er sådan at være i et seriøst forhold? Min kæreste og jeg har også snakket om at tage næste skridt og starte en familie. Tidligere har jeg været super klar, og det kunne ikke ske for hurtigt. Jeg kunne virkelig ikke forstille mig at gøre det med nogen anden, og jeg glædede mig og havde ikke spor af tvivl. Så lige pludselig syntes jeg, det var skræmmende og vidste ikke, om det var det, jeg ville, og om det var ham, jeg ville det med, selvom jeg godt vidste, at det var det jo.

Jeg er blevet bange for, at jeg kommer til at fortryde, det var ham, jeg valgte at tilbringe mit liv sammen med, og at jeg vågner op om fem eller ti år og indser, at ikke var det rigtige, jeg gjorde. Jeg er bange for, at den tanke betyder, at jeg i min underbevidsthed måske ikke vil være sammen med min kæreste, for det vil jeg; han er jo det bedste, der er sket for mig. Jeg er også bange for at gå fra ham og groft sagt se, om jeg kan finde noget bedre. For det første fordi jeg næsten ved, at det kan jeg ikke; jeg ser mig selv som utrolig heldig at have ham som kæreste. For det andet fordi jeg er bange for at indse, at det bare er sådan her, det er at være i et langt og seriøst forhold, og hvis jeg så finder en ny kæreste og ender med at have det sådan her igen, så kunne jeg ligeså godt blive sammen med den fantastiske kæreste, jeg har nu. Og for det tredje fordi jeg er bange for, at hvis jeg går fra min kæreste, kan jeg ikke nå at få børn, fordi jeg har turner-mosaik syndrom, som betyder, at jeg godt kan få børn men højst sandsynligt ikke i en særlig lang periode. Det er også grunden til, at jeg og min kæreste er lidt hurtige til at tale om at få børn.

Men er det normalt at have det, som jeg har det? Hvorfor har jeg pludselig den her tvivl om vores forhold, som ikke vil gå væk? Er det bare, fordi jeg er bange for, hvad der kommer til ske? Går tvivlen væk igen, og hvad nu, hvis den ikke gør?

Håber, I kan hjælpe mig.

Hilsen Turner-pigen, 23 år 


SVAR:

Kære Turner-pige

Tak for dit brev og dine spørgsmål.

Jeg vil begynde med at ønske dig et stort tillykke med, at du er elsket af en fantastisk kæreste, som gør dig lykkelig, glad og forstår dig også på svære dage.

Forskellen på forelskelse og kærlighed

Hvad er forskellen på forelskelse og kærlighed? Jeg hørte for nylig dette ordsprog; “Kærlighed gør os seende, forelskelse gør blind.” Og det er netop, hvad der sker, når den første stormfulde forelskelsen går over. I forelskelsens rus kan vi opleve at være temmelig overbærende, fordi vi ikke ser den andens fejl. Men når hverdagen melder sig igen efter forelskelsens rus, opdager vi pludselig, at han ikke altid er en superhelt. Og her er kærligheden er altafgørende, for den får os til at se den anden, som han er, og til at elske på trods af fejl og mangler.
Jeg vil i det følgende give mine bud på dine spørgsmål.

Dine følelser er helt normale

“Men er det normalt, at have det som jeg har det?” Ja, det er helt normalt at have de følelser, du har, for der er dage i et seriøst parforhold, hvor der skal kæmpes ekstra meget for at få øje på kærligheden og grunden til, at man er sammen med netop den person. Et seriøst parforhold består ikke kun af forelskelse og sex, men det indebærer også hverdage, hvor der skal gøres rent og laves mad, vaskes op og tjenes penge, besøge familie og venner osv. Og ja, så bliver dagene måske lidt stressede og overskuddet lidt mindre til kærligheden. Men midt i alt dette er det vigtigt at huske på, hvorfor man er sammen, og hvad det var, man forelskede sig i fra starten. Det er også godt at minde sig selv om, at til et godt og sundt parforhold hører også et godt og fortroligt venskab, fuld af respekt og tillid. Du skriver selv, at du ikke tror, du kan finde dig en bedre kæreste og ven, og det er da fantastisk at høre.

Når tanken, om han nu også er den rigtige for dig, melder sig, er det værd at overveje, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side af hegnet. Sørg i stedet for at vande græsset på din egen side, og pas godt på din kæreste og kærligheden. Jeg tror ikke, der findes nogle parforhold, som er perfekte – i så fald er det kun på film! I et hvert parforhold vil der komme grå hverdage, hvor kærlighedslivet ikke stråler så meget, men ligesom på en skyet dag kan det være godt at tænke på, at solen (kærligheden) findes et sted bag skyerne.

Kærlighed handler om at ville 

“Hvorfor har jeg pludselig den her tvivl om vores forhold, som ikke vil gå væk?” Når du kommer i tvivl, tænker jeg, det handler om, at det er blevet hverdag, som du skriver, og I er ved at være forbi forelskelsesperioden. Jeg tænker, I er kommet til det punkt, hvor kærligheden er ved at fordele sig ud i alle afkroge, og hvor I får øje på de sider ved hinanden, som ikke er perfekte, men som hører med til det at lære et andet menneske at kende både indvendig og udvendig. Tvivlsspørgsmål som: “Er han nu den rigtige?” “Hvad nu, hvis der findes en anden”, osv. opstår hos mange par. Til det vil jeg blot sige, at kærlighed i et parforhold også handler om at turde tage nogle valg og vælge ens partner til med alt, hvad det indebærer samt turde tage ansvar for det valg, også når tvivlen rammer. Kærlighed handler ikke altid om at føle, men om at kæmpe og ville hinanden uanset hvad.

Tal om frygten for fremtiden

“Er det bare, fordi jeg er bange for, hvad der kommer til ske?” Der kan være mange grunde til at frygte fremtiden, og du har dine. Ingen af os kan vide, hvad fremtiden indebærer, men det kan være en hjælp at tale med andre om den frygt, for så kommer du ikke til at gå alene med det. Jeg fornemmer, at du har et fortroligt forhold til din kæreste, og at I kan tale om tingene, så fortsæt endelig med det. Måske kunne det også være en idé, at I finder en at tale med, som I har tillid til, hvis I har brug for at få hjælp til jeres tanker og tvivl. Der findes også en del terapeuter, som man kan tale med, hvis problemet virker for stort. Du kan evt. se under Ressourcer, hvilke terapeuter AdamogEva.dk henviser til.

Du nævner, at du gerne vil have børn i en tidlig alder pga. turner-mosaik. Det kan jeg godt følge dig i, og det er måske også en faktor, der spiller ind, når du bliver bange for fremtiden. Jeg kan ikke lade være med at nævne, at det kan være en god idé at blive gift, inden man stifter familie. For mig er det en god ramme at begynde en familie i, da det markerer et synligt valg af hinanden og en forpligtigelse i forhold til at blive sammen. I kan evt. tage det med i jeres overvejelser, når I taler om at få børn.

Gør noget godt for din kæreste

“Går tvivlen væk igen, og hvad nu, hvis den ikke gør?” Ja, din tvivl går væk igen, hvis du er indstillet på, at kærlighedslivet og følelserne kan svinge. I de perioder, hvor du ikke kan mærke nogle følelser, kan det være en god idé, at du sørger for at gøre livet godt for din kæreste. Du kan fx invitere ham ud, gøre små, gode ting for ham i løbet af dagen: sende en sød sms, give ham massage, servere en god kop kaffe eller hvad han nu godt kan lide. Nogle gange hjælper det at gøre nogle af de ting, man selv sætter pris på. Det samme kan din kæreste gøre for dig.

Jeg vil anbefale jer at læse bogen “Pas på parforholdet, mens I stadig elsker hinanden” af Mathias Due, da den netop sætter spot på de spørgsmål, du stiller i dit brev.

Jeg håber, du har fået svar på dine spørgsmål, og at du kan bruge det til at komme videre i dit forhold, ellers er du velkommen til at skrive igen. Du kan evt. vise din kæreste dette svar og tale med ham om, hvordan I kan passe på hinanden og hjælpes ad, også når I ikke har de vilde følelser for hinanden.

Kærlig hilsen
Annette Hassingboe


Annette Hassingboe

Skrevet af:

Annette Hassingboe

Lærer og psykoterapeut

adamogeva.dk

Annoncer