Hvordan få svigermor til at acceptere sin datters valg?

Vis spørgsmål

Hej. Min kæreste og jeg har fået et stort problem, og det er, at hendes mor ikke synes, at det er nogen god idé, at vi er blevet kærester igen.

For 5 år siden blev jeg kæreste med den meste fantastiske pige, og dengang havde jeg et rigtig godt forhold til min svigermor. Efter ca. 1 år inde i vores forhold bliver jeg meget brutalt og helt umotiveret overfaldet af en grupe indvandrere på vej til at hente min kæreste efter en fest, hun var til. Min kæreste og hendes familie var der 100% for mig, da jeg havde allermest brug for det.

De sidste 2 år af vores forhold var jeg ikke rigtig til stede, jeg havde lukket mig inde i min egen lille bobbel på grund af den meget traumatiske oplevelse, og jeg forstod ikke at værdsætte min kæreste og hendes kærlighed til mig, og hun mistede kærligheden til mig over et længere stykke tid, hvor hun havde prøvede at få mig igang igen, uden jeg forstod det. Så det endte med, hun måtte slå op til sidst efter 4 år og 9 mdr., hvilket jeg godt forstod men selvfølgelig var meget ulykkelig over. Men det, at hun slog op med mig, var samtidigt det wake up call, der fik mig igang igen. Det gjorde, at jeg igen blev en aktiv person og begyndte at gøre noget ud af mig selv.

Nu her 2,5 måned efter, vi ikke har været kærester, har jeg endelig fået hende tilbage. Hun har igen set den person, hun blev forelsket i for 5 år siden, og følelserne for mig er igen blomstret op, hvilket jeg er fantastisk lykkelig over, for hun er mit livs kærlighed. Men nu er der det problem, at hendes mor ikke synes, at det er nogen god idé, for hun tror ikke på, at jeg er kommet ud af starthullet og ser anderledes på livet nu. Hun tror, at jeg vil falde tilbage i den gamle rille og bare synke hen og tage min kæreste for givet igen, når jeg lige er kommet ind i varmen. Og det vil jeg aldrig nogensinde udsætte min kæreste for igen. For jeg har prøvet at miste mit livs kærlighed en gang på grund af det, og jeg har tænkt meget over tingene, siden hun slog op og har indset, at man ikke bare kan tage kærligheden og livet for givet. Et forhold skal passes og plejes ligesom alt andet her i livet.

Nå, men nu til det store spørgsmål. Hvad kan jeg gøre for at overbevise min svigermor om, at jeg ikke vil tage hendes datter for givet igen og få hende til at acceptere vores forhold? For det betyder rigtig meget for min kæreste, at hendes familie og kæreste kan tale og være sammen, og det betyder også rigtig meget for mig at få et godt forhold til min svigerfamilie igen. Håber meget I kan hjælpe mig, så vi alle igen kan have det godt sammen. På forhånd tak.

Den ulykkelige svigersøn, 29 år 


SVAR:

Kære Ulykkelige svigersøn

Hvor er det dejligt, at du opsøger hjælp for at få et godt forhold til vigtige personer i dit liv. Du ønsker at få et godt forhold til din svigermor, og jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. Jeg har desværre ingen nemme løsninger, men jeg vil pege på områder, som jeg tror, er vigtige for dig.

Svigermødre

Der er skrevet mange vittigheder om svigermødre, og det er nok fordi, der er lidt om det, og fordi de kan blande sig uhensigtsmæssigt i et kærestepars forhold. Mødre kan have urealistiske ønsker og drømme for sit barn, også selv om det er voksen. Det er svigermors opgave at overgive ansvaret for sin datters velbefindende til hende selv eller hendes ægtefælle. Ofte ses det, at mødre ikke helt kan slippe deres voksne børn. En mor kan have bekymringer for sit voksne barn. Det kan være begrundet eller helt ubegrundet. Det betyder, at hvis din kæreste har valgt dig, så er det jer to, som skal hjælpe og bære hinanden. Det betyder, at hvad din svigermor tænker, ikke er vigtig. Jeres forhold bliver ikke godt af at have svigermor som tredje part. Hun skal smides ud. Hun skal ikke bestemme, det gør I sammen. I har sammen ansvaret for hinanden.

Intet bliver som før

Og alligevel kan I bruge hende til noget. Tillykke med at du ønsker en god relation til hende. Flot at du ikke har opgivet hende. Hun skal lære at acceptere, at det er jer to, som holder sammen. Men jeg kan godt være nysgerrig på, hvad hendes bekymringer handler om. Hvad er det, din svigermor ser, og som du ikke ser, og måske heller ikke din kæreste? Hvordan har I det med hinanden? Tag en snak med hinanden om det? Hvilken betydning har dit traume haft på jeres forhold? Giver hændelsen dig symptomer i dag i form af angst eller depression? For så må du tale med din læge om at få hjælp hos en psykolog. Jeg ved ikke, hvordan du takler svære ting, men mange mænd tror, de skal kunne klare alt. Du skal ikke kunne klare alt, men som par kan I dele byrder ved at fortælle om det, som er svært. Det betyder ikke, at alle problemer kan løses, men de kan lettes ved at fortælle dem til hinanden. Og så er der problemer, som ikke kan løses, men skal bæres.

Et godt parforhold er et arbejde

Mit bedste råd til dig er, at du viser, at I holder sammen, og at I viser, at I har det godt sammen. At I ikke kun taler TIL hinanden; men også MED hinanden og evner at lytte til hinanden - også til det, som er svært. Når I viser, at I holder sammen og støtter hinanden, så vil svigermor med tiden se, at du er en god mand til hendes datter. For det er ikke sikkert, at du kan gøre svigermor tilfreds.

Hvad gør jeg, når svigermor siger: ”Du dur ikke?”

Når svigermor siger, du ikke kan tage ved lære af livet, så lyt ikke til hende. Lyt til din kæreste, når hun siger, du dur. Lyt til hendes stemme, når hun siger: ”Jeg savner din opmærksomhed og kærlighed, ”eller” Jeg bekymrer mig for, hvordan du har det,” eller siger: ”Jeg er stolt af den måde, du kæmper for vores forhold på.” Gør det til en vane at sige anerkendende ord til hinanden.

Hvad kan du så sige til svigermor?

Du kan ikke love svigermor, at du aldrig igen tager din kæreste for givet, men du kan love, at du vil lytte til din kæreste, når hun siger, at hun savner dig og din kærlighed. Du kan love, at du vil elske hende, og det betyder ikke, at du altid har varme følelser for hende, men at du vil gøre, hvad der står i din magt, for at hun skal have det godt. Du kan ikke love, at du aldrig vil skændes med hende, men du kan love, at du er villig til at lytte til hendes mening og til at give udtryk for din egen mening. Du skriver selv, at et parforhold skal plejes, og det har du så sandelig ret i. Det vigtigste råd til dig er, at have fokus på din kæreste først og fremmest, og så må det med svigermor komme senere.
Har mit svar givet dig yderligere spørgsmål, så bare spørg igen.

Med kærlig hilsen Erna Nielsen


Erna Nielsen

Skrevet af:

Erna Nielsen

Diakon og familieterapeut

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK