Hvad er et "booty call"?

Vis spørgsmål

I min klasse begyndte vi at snakke om sex på grund af uge sex, vi har på vores skole, og vi snakkede om et booty call og overvejede, hvad det var.
Så mit spørgsmål er: Hvad er et Booty call?

E, 12 år


SVAR:

Hej E

Ja, der er mange engelske ord, der popper op rundt omkring os. Mange gange så bruger vi ordene uden at ane, hvad det i virkeligheden betyder. Så du skal have tak, fordi du spørger. Jeg er sikker på, at du ikke er den eneste, der ikke helt ved, hvad ordet indebærer.

Booty call betyder "tilfældig og uforpligtende sex"

Booty call betyder ”at have tilfældig sex”. Det er også det, man kalder ”friends with benefits”/"venner med fordele", ”bollevenner” m.m.
Det foregår på den måde, at man ringer, sender en sms eller en mail, med det ene formål at invitere til hurtig og uforpligtende sex.

Det er blevet et meget brugt udtryk i de seneste par år på film og faktisk også blandt unge og voksne i virkeligheden.

Flere unge ”har noget” sammen. De er ikke kærester, men de ”har noget”. Det kan være meget forvirrende for følelserne, fordi der bliver delt en masse intime/private oplevelser med et andet menneske, uden at man kan være sikker på, at den anden er trofast. Det kan komme til at gøre meget ondt indeni, når man oplever, at én, man var meget tæt sammen med, pludselig også er sammen med en anden.

Tilfældig og uforpligtende sex gør ondt

Nogle mennesker bruger som undskyldning, at de ikke lige orker at have noget forpligtende kørende, men man kan ALDRIG slippe for at blive berørt følelsesmæssigt. Det kommer altid til at gøre ondt, og det kommer altid til at såre nogen, når man har tilfældige partnere, når man skifter lidt rundt imellem, hvem man kysser med og går i seng med. Det betyder noget, og derfor gør det ondt, når det foregår på en tilfældig måde.

Pas rigtig godt på dig selv, og skriv endelig igen, hvis du har andre spørgsmål.

Mange hilsner

Anja


Anja Kaas

Skrevet af:

Anja Kaas

psyko- og familieterapeut

adamogeva.dk

Annoncer