Eliteidræt og ingen menstruation - kan jeg komme på P-piller?

Vis spørgsmål

Hejsa! Jeg sidder lidt med et dilemma lige pt. Jeg er en pige, som er sportsligt aktiv. Jeg træner flere gange om ugen på et højt konkurrence-niveau. Problemet, jeg sidder med, er, at min menstruation er udeblevet i 7 måneder nu.

 

Jeg er i midten af 2. g på gymnasiet, så stress, motion og evt. mit stop med p-piller (efter min kæreste og jeg gik fra hinanden), er hovedfaktorerne for min manglede cyklus.

 

Tænker jeg tilbage, stoppede min menstruation efter mit stop med p-pillerne. Men jeg er en meget paranoid type, hvad angår graviditet og sex. Jeg vil helst være på p-piller, da jeg foretrækker det frem for kondom. Men er det stadig muligt for mig at blive gravid, selvom jeg ikke har haft menstruation (samt æggeløsning) for en lang periode? Og er det muligt for mig at komme på p-pillerne igen, selv om jeg ikke aner, hvornår min menstruation vender tilbage.

 

Jeg håber, I har tid til at besvare mit spørgsmål! Synes ikke min læge svarede grundigt nok på det, så håber at få lidt bedre svar herinde :-)

 

Mange tak!

Natasja, 17 år


SVAR:

Kære Natasja

Du har ret i, at din manglende menstruation nok primært skyldes din elitesport, men også andre stressfaktorer.

Gravid

Som jeg forstår dit spørgsmål, er du nervøs for, om du nogensinde bliver i stand til at få børn, siden din menstruation udebliver så længe. Det er klart, at så længe man ikke har menstruationer, har man heller ikke ægløsninger og kan dermed heller ikke blive gravid. Men når det er sagt, er det slet ikke ualmindeligt at unge piger i din situation senere i livet får regelmæssig menstruation eller i hvert fald hormonelt kan hjælpes til at få det. Så det synes jeg ikke, der er grund til at bekymre sig over nu.

Menstruation og p-piller

Det er sådan, at p-piller holder "kunstigt" gang i dine menstruationer. Så der er sådan set ikke noget mærkeligt i, at det var lige dér, det stoppede. Du kan sagtens starte på p-piller igen og så vil din menstruation også på den måde komme tilbage. Normalt starter man på menstruationens første dag, for at de beskytter mod graviditet fra dag 1. Man kan også vælge at starte på et vilkårligt tidspunkt, hvorved man først opnår beskyttelse mod graviditet, når man begynder på næste blisterpakning.

Håber det var svar nok til dig, ellers er du velkommen til at vende tilbage.

Sluttelig vil jeg minde dig om, at p-piller jo ikke beskytter mod kønssygdomme, derfor kan det være en god ide at bruge kondom.

Mvh Mette 


Mette Morre Aabenhus

Skrevet af:

Mette Morre Aabenhus

læge

adamogeva.dk

Annoncer