15 år og er blevet alt for bevidst om mig selv - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej adam&eva. Jeg er en pige på 15 år og det her spørgsmål er nok ikke så slemt, som dem I plejer at få, men det ville alligevel være rart, hvis I kunne stille svar til rådighed for mit problem.

På det sidste er jeg blevet meget bevidst om mig selv, jeg sidder hele tiden og tænker på, hvad andre synes om mig og hvad jeg kan gøre, for at få andre til at kunne lide mig. Jeg føler, jeg glider væk fra den person, jeg engang var, og derved mister mit rigtige jeg. Jeg ved godt, at med puberteten udvikler man sig, men jeg kan ikke lide den person, jeg er ved at blive til.

Har I måske nogle ideer, eventuelt øvelser, så jeg kan berolige mig selv og ikke blive så bevidst om mig selv?

15 år


SVAR:

Hej med dig,

Tak fordi du skriver. Dit problem er faktisk noget af det, jeg oftest forholder mig til i forhold til teenagere. Følelsen af at man ikke er lige så interessant som andre, ikke er god nok osv.

Der sker meget i løbet at teenagetiden, det er rigtigt. Du skriver også, at du er blevet mere bevidst om dig selv. Det er en naturlig udvikling. Det lille barn er optaget af sig selv og sin mor. Pludselig vender det hovedet væk og ser på verden omkring. Vi lærer os selv at kende i kraft af vores samvær med andre, og når vi ser på andre. Vi finder ud af, hvad vi mener, om det de gør og siger, og så tager vi stilling til, hvad vi selv synes. På den måde finder vi os selv.

Nogle gange bliver vi usikre, og følger strømmen og bliver som de andre, men det kan vi faktisk ikke lide. Jeg synes, det er rigtig flot, at du er blevet opmærksom på, at du ikke følger det, du egentlig gerne ville, så du kommer til at blive én, du ikke kan lide.

Kærligheden til dig selv er vigtigst

Det er allervigtigst, at vi elsker os selv, så det er rigtig godt, at du er opmærksom på, hvor du er på vej hen. Måske kan det skyldes usikkerhed på dig selv, når du vælger noget, som egentlig ikke er dig. Måske synes du ikke, at du er så stærk som de andre, når de melder deres meninger og holdninger ud. Det kan være svært at mene eller gøre noget andet, end det de fleste vælger at mene eller gøre. Dog er det måske alligevel det, du skal.

Smag er forskellig

”Hvad jeg kan gøre for at få andre til at lide mig”. Du skal ikke gå ind i den kamp, fordi hvad man kan lide, er et spørgsmål om smag. Nogle af dine drengevenner kan lide én ting, og andre noget andet. Nogle af dine pigevenner kan lide én ting, og de andre noget andet. Derudover er der alle de voksne omkring dig, de har også en smag omkring: hvad du siger, gør, hvordan du går klædt og hvad du mener. ALT kan vi have en mening om, og vi er IKKE enige. Derfor kan du ikke gøre alle tilpas.

Fokuser på, hvad du selv kan lide

Hvis du i stedet forsøger at være opmærksom på, hvad DU selv kan lide, og så er sådan, så kan du også lettere finde ud af, hvem det er godt for dig at være sammen med, for det er dem, der kan lide dig, og som accepterer dig, som du er, når du er dig selv.

Jeg har tidligere lavet nogle svar her på siden, hvor jeg har skrevet om det med at forsøge at gøre andre tilpas, om værdier, lavt selvværd og om at de andre har det lige så svært som dig. Hvis du hele tiden vil lave dig om for andres skyld, bliver det er en kamp, der er umulig at vinde, og du ender med at blive så forvirret over, hvem du selv er, at du får svært ved at kende dig selv.

Læs mere

Om at være bedre til at tale med andre (være god nok til dem):

Hvordan bliver jeg bedre til samtale og socialt liv?

Om selvværd/selvtillid og krop:                                                                    

Hvad stiller jeg op når min selvtillid svigter?

Om at de andre er lige så nervøse og usikre som dig:                                

Genert og ondt i maven, hvad gør jeg?   

Om indre og ydre værdier:                                                                              

Er jeg selvglad eller lider af komplekser?

Om at spille roller og gøre de andre tilfredse (for at få opmærksomhed):

Hvordan ved jeg, om han virkelig er lidt lun på mig?

Vær dig selv

Uanset hvor meget, du prøver at tilpasse dig, hvad andre synes, så tror jeg ikke, at det giver dig flere venner og mere opmærksomhed på lang sigt. En dag er der måske én, der opdager, at du går og spiller forskellige roller for at tilpasse flere forskellige grupper, og så vil andre måske ikke længere stole på dig.

Gå i stedet på opdagelse i, hvem du er, og hvad du står for. Lad andre lære dig at kende, for den du er. Find ud af, hvem der kan lide at være sammen med dig, når du er dig. Vi inspireres af andre til at finde ud af, hvad vi mener, men vi beslutter selv, HVEM vi er.

Held og lykke med at finde ind til, hvem du er, og tusind tak fordi du skrev. Det var vigtigt at sætte fokus på.

kærlig hilsen Anja


Anja Kaas

Skrevet af:

Anja Kaas

Psyko- og familieterapeut

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK