Vores samliv fungerer ikke - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg håber I kan hjælpe mig med det her. Mig og min kæreste har nu været sammen i 1 år og 1måned og vi bor sammen, men ærligt talt, vores sexliv er dødt, og jeg frygter, at han ikke længere tænder på mig eller har lyst til mig, da vi op til flere gange kan gå i en måned uden sex (jeg lægger HVER AFTEN op til sex ).

Som sagt når jeg hver aften lægger op til sex, kommer han med "nej skat er for træt".... han siger godt nok, at han har lyst, men hvordan det, hvis han aldrig gider????.... må indrømme, at jeg ikke er utro, da jeg elsker ham ALT FOR MEGET. Men frygter at det ikke er gengældt, at han har en anden, da han hele tiden sidder med mobilen eller computener, når han er hjemme. Mange af mine veninder forstår ikke, hvorfor jeg ikke er skredet, men mest fordi vi har haft nogle voldsomme skænderier

Den forvirrede, 19 år

SVAR:

Kære ‘Den forvirrede’

Tak for din mail til AdamogEva.

Min kæreste siger han er for træt til sex

Du fortæller, at du har haft en kæreste gennem godt og vel et år. Du er frustreret og forvirret over dette forhold, da I ikke har sex med hinanden ret tit i forhold til, hvad du gerne vil. Din kæreste undskylder sig med, at han er træt, siger du. Nogle gange kan der gå en måned mellem I har sex med hinanden.

Han siger, at han egentlig har lyst, men det er svært for dig at forholde dig til, når I jo rent faktisk ikke er sammen særlig tit.

Jeg kan godt forstå, at det er forvirrende. Hvis han har lyst til at være sammen med dig, så kunne han vel også prøve at være lidt mere aktiv, skulle man synes.

Hvad er han træt af?

Han siger, at han er træt. Træthed kan jo være mange ting og du kommer ikke nærmere ind på, hvad han mener med det. Måske du heller ikke selv ved, hvad han mener med at være træt. Har I talt sammen om det?

Som sagt, træthed kan jo komme af mange ting. For eksempel:

  • Et stort eller hårdt arbejdspres
  • Opstart på nyt studie eller job, som tager mange psykiske ressourcer.
  • Tristhed eller depression
  • For lidt søvn
  • Sygdom

Du er usikker på, om han er utro. Hvis han er det, kunne den træthed han taler om måske være, at han er træt af jeres forhold.

Hvad har han lyst til?

Han siger, at han har lyst, fortæller du.

Hvad har han lyst til?

Har han lyst til sex? Har han lyst til dig? Har han lyst til at være kæreste med dig? Har han lyst til at fortælle dig om, hvad der foregår?

Tal med hinanden om, hvad der sker i jeres forhold

Mit råd til dig er:

Forsøg at få gang i en dialog om, hvad der foregår. Det er mit indtryk, at I har brug for at tale med hinanden om det. Der er to emner, som jeg synes, du kunne prøve at dykke ned i til en start. Det er de to emner, som jeg kredser om ovenfor, nemlig trætheden og lysten.

Tal med ham om, hvad det er for en træthed, han har. Snak om, hvornår den er opstået, hvornår indfinder den sig i døgnet, hvad vil han aktivt gøre, for at få den til at gå væk osv. Forsøg at blive klog på, hvilken slags træthed det handler om. Er det en af dem jeg nævner ovenfor eller en hel anden slags?

Tal også med ham om lysten. Hvad betyder det, at han siger, han har lyst? Lyst til hvad? Hvis han har lyst til dig, hvorfor kaster han sig så ikke over dig? Er trætheden større end lysten? Hvordan kan det være? Har han mere lyst til en anden?

Hvis I ikke taler med hinanden om disse ting, er du jo nødt til at gætte dig frem. Det medfører en risiko for, at du gætter forkert og drager en forkert konklusion. Måske er der noget helt andet i spil, end du tror. Måske har han mere brug for at tale med dig end for at have sex med dig lige nu. Efter min mening har du lige nu mere brug for at tale med ham, end for at have sex med ham, som du beskriver jeres situation. Det er vigtigt, at du lytter til den ‘forvirring’, du mærker. I er nødt til at få talt sammen om den, så den kan opløses.

Måske går din kæreste og grubler over, om I er de rette for hinanden. Måske er han mere berørt af de skænderier, I har haft, end du umiddelbart er klar over. Måske er det noget helt andet, han går og tumler med. Det kan du kun finde ud af, ved at I taler ud med hinanden om, hvad der foregår lige nu. Det synes jeg, I skal gøre.

Jeg ønsker det bedste for dig og jeres forhold og at I må få taget hul på en vigtig snak.

Med venlig hilsen Benny 

Leksikon

Læs mere her

Er du glad for dig selv?

Annoncer