Vil kun have mig, hvis hun skal kæmpe for mig - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej A&E, jeg skriver fordi at jeg har mødt en rigtig sød pige. Vi står i den situation, at vi begge to godt kan lide at kæmpe lidt for at få den, vi vil have. Dvs. for mig er det egentlig ligemeget, om det er mig, der kæmper eller ej, men hun har rigtig svært ved at falde for en fyr, som hun ikke skal kæmpe for.

Problemet er, at jeg måske har lagt ud med at signalere, at jeg kæmper for hende, og er derfor bange for at det hele bare skal munde ud i absolut ingenting.

Hvordan skal jeg takle den her situation? Skal jeg begynde så småt at ignorere hende ud af det blå?

På forhånd mange tak!

Bedste hilsner,

Don, 19 år

SVAR:

Kære Don.

Du forklarer, at du har mødt en rigtig sød pige, som du gerne vil noget mere med end at være venner. Du beskriver, at I begge godt kan lide, at kæmpe lidt for den, I vil have. Særligt oplever du, at det er vigtigt for pigen at kæmpe for den fyr, hun vil have. Som jeg forstår dig, har du givet hende et tydeligt signal om, at du gerne vil hende og er bange for, at det kan betyde, at hun ikke vil dig. Som jeg forstår det, er du bange for, at når hun ved, at hun ikke skal kæmpe for dig, er du måske ikke interessant mere.

Du spørger, hvad du skal gøre og om det ville være en ide at ignorere hende. Jeg kan ikke give dig et nøjagtigt svar på, hvad der ville være bedst at gøre, men jeg vil dele nogle refleksioner med dig, der måske kan lede dig nærmere en beslutning om, hvad du vil gøre.

Ignorere hende?

Umiddelbart ligger svaret for mig at se ikke i at ignorere hende. Jeg kan godt forstå, at du får tanken, at det ville være en god ide. Jeg forestiller mig, at du kan tænke, at ved at ignorere hende, skal hun igen til at kæmpe for dig, og så bliver du interessant igen. Men muligheden for, at hun ikke begynder at kæmpe er også nærværende, hvilket vil føre jer længere væk fra hinanden. Hvis I begge bruger den strategi, der hedder at ignorere hinanden og vente på, at den anden kæmper, kommer I ikke tættere på hinanden.

At kæmpe for hinanden

I har begge et ønske om at kæmpe for kærligheden. Dette ønske er meget naturligt. Når man skal kæmpe for noget, vil man typisk se det som et tegn på, at det man kæmper for er noget meget værdifuldt, som man skal yde noget ekstra for at opnå. Det kan både være tilfredsstillende at være den, der kæmper og den der bliver kæmpet for.

Et eksempel kan være, at hvis jeg kæmper for en pige og får fat i hende, har jeg bevist mit værd som mand og kan opnå en tilfredsstillelse ved, at pigen ønsker at være sammen med mig. Hvis der omvendt er en pige, der kæmper for mig, kan jeg opleve at være værdifuld i og med, at der er en dreng der vil kæmpe for mig. Kampen og det resultat, den medfører, hvis det er succesfuldt, kan altså give en oplevelse af værdi.

Omvendt kan kampen, hvis den ikke fører til noget, give en oplevelse af ikke at være god nok. Hvis du kæmper, uden at hun viser tegn på interesse, kan du komme til at føle, at du ikke er god nok til hende – at hun ikke vil dig.

Et bud på hvorfor du har lyst til at trække dig lige nu kan være, at du er bange for, at hun ikke ønsker at være kærester. Frygten for ikke at blive mødt i sine følelser kan være rigtig stor. Faktisk kan man sige, at ligeså stort ønsket om at være kærester er tilstede, lige så stor kan frygten være for den andens afvisning. Frygten kan afholde dig fra at handle. Den kan gøre, at du ikke tager skridt i retning af det, du faktisk ønsker.

Hvordan tage skridt i retning af det, jeg ønsker?

Jeg forestiller mig, at du ønsker at komme tættere på pigen. En mulighed for at komme tættere på hende er at snakke med hende om, hvordan du har det. At snakke med hende indebærer en risiko, som du skal vurdere med dig selv, om du er villig til at tage. Vi kan ikke vide, hvad hun siger eller hvordan hun vil reagere, men vi kan konstatere, at hvis ikke nogen af jer gør noget, så sker der i hvert fald ikke noget. Lige nu har hun ikke gjort noget aktivt for at komme tættere på dig. Dvs. bolden ligger hos dig, og du har et aktivt valg, ift. om du vil nærme dig hende med de risici, det indebærer.

Muligheden for, at hun vil opleve sig værdifuld i og med der er en, der vil kæmpe for hende foreligger.

Jeg ønsker dig alt godt.

Vh. Stine

Annoncer