Ven vil noget andet - hvordan fortsætte livet nu?

Vis spørgsmål

Jeg er en fyr på 23, som de sidste 3 år har haft et forhold til min bedste kammerat. Vi har fungeret som kærester og de sidste 2 år boet sammen. Vi arbejder samme sted, har fælles omgangskreds og ingen kender til vores forhold. Min ven vil nu videre og ønsker at stifte familie med kone og børn. Min ven vil mig det godt, men vil bare ikke være kærester. Jeg har planer om at flytte til en lejlighed tæt på. Jeg er helt slået ud og kan slet ikke forestille mig et liv uden ham. Jeg har ingen venner, som jeg klikker/kommunikerer så godt med, men det er ikke realistisk, at vi forsat ser hinanden, det vil være for svært for mig. ( kort resume ved redaktionen)

Læs hele spørgsmålet her:

Jeg skriver her, fordi jeg ikke aner, hvor jeg ellers skal henvende mig. Jeg synes alt virker håbløst og uoverskueligt. Min situation er sikkert ikke meget anderledes end den situation mange andre står i. Men for mig er den helt speciel og unik, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal bearbejde de følelser, der er involveret. Det har taget mig utrolig lang tid at formulere nedenstående, idet jeg har haft ekstremt svært ved at fokusere undervejs!

Jeg er en fyr på 23 år, der til daglig arbejder i et typisk mandefag. De sidste 3 år har jeg haft et forhold til min bedste kammerat, der er et par år ældre, og som jeg lærte at kende gennem vores begges arbejde for flere år tilbage. Vi har fungeret som kærester, og de sidste 2 år har vi boet sammen. Ingen ved, at vi har været kærester, ingen ved, at jeg er biseksuel, og ingen ved, at han blot var sammen med mig, men derudover kun er til kvinder (siger han). Det lyder mærkeligt, og det er det også!

Vi har mange fælles venner – alle mine venner også er hans venner. Men nu er jeg skrottet, og har været det i efterhånden 7 måneder. Han siger, at han jo skal videre, og det her går ikke. Han skal jo have en kone og nogle børn. Vi bor stadigvæk sammen i hans lejlighed. Vi laver mange fælles ting – og bliver inviteret til de samme fester med fælles venner osv. Og vi er stadigvæk ”bedste venner”, eller hvad man skal kalde det! Og hverdagen fungerer også helt fint!

Når vi er ude sammen er det tydeligt, at han ”hungrer” efter sex og opsøger selv kvinder – men er ikke sammen med dem. Jeg er vel som en musvåge – og er over ham hele tiden! Det er forfærdeligt. Bare tanken om, at han skulle være sammen med en anden, gør mig ekstremt utilpas. Jeg fortæller ham ærligt, hvordan jeg har det, og at det ville være svært for mig, hvis han var sammen med en anden – bare tanken får mig næsten til at kaste op. Og det afholder ham også fra at være sammen med en anden (hvad jeg ved af). Vi bor trods alt sammen mv., så jeg har en forholdsvis god fornemmelse for, hvad der foregår. - men det er jo heller ikke holdbart. Selvfølgelig skal han være sammen med andre!

Det er vigtigt at nævne, at han på ingen måder vil mig det skidt. Han er bare ikke interesseret i, at vi skal være kærester. Jeg er på vej til at flytte i en anden lejlighed, som er under renovering – så jeg kan ikke flytte ud af hans lejlighed endnu! Jeg kan heller ikke flytte hjem til en ”anden” kammerat – for hvad skulle undskyldningen for det være?

Jeg tænker meget på fremtiden. Vi har så mange fælles venner – og vil i den forbindelse møde hinanden konstant. Herudover ligger min nye lejlighed et stenkast fra hans lejlighed, og jeg kan se hans altan fra min altan! Det her er jo noget værre lort! Jeg tænker på alle de oplevelser, vi har haft sammen – vi har altid været gode til at lave en masse sammen og har mange fælles interesser. Jeg har så sindssygt svært ved at give slip! Jeg aner ikke, hvordan jeg skal slippe ham – for jeg har ikke lyst til at slippe ham – og så alligevel jo. Jeg har absolut heller ikke lyst til at være sammen med en anden! Jeg føler, jeg har spildt mit liv – men jeg føler også, at jeg har fået så meget!

Han giver så meget tryghed, men samtidig også så meget utryghed. Han er super kærlig og han vil ofte kramme og røre ved mig – og han bliver også opstemt, når det er gensidigt. Vi dyrker ikke sex. Situationen er formentlig også skide svær for ham – for selvom jeg synes, han er en følelseskold skid indimellem, så må han da have nogle følelser indblandet. Han har indimellem forsøgt at gøre det hele mere ”venne-agtigt”, hvor vi ikke har så meget nærkontakt, men det virker bare så åndssvagt og unaturligt, og det synes han også selv.

Jeg har sagt til ham, at jeg sidder fast, og måden jeg tror, jeg bedst kommer videre på er måske ved ikke at se ham mere. Løsningen kunne være, at vi får det bedste ud af det hele nu, mens jeg stadigvæk bor i lejligheden, men når jeg flytter, så ses vi ikke mere. Men det mener jeg ikke – jeg vil bare så gerne ud af det her på en ordentlig måde – og hvad er den ordentlige måde? Jeg vil have det hele, og tanken om, at han får en ny kæreste er egentlig ok – det er nok tanken om, at jeg pludselig befinder mig i anden række, som jeg slet ikke kan have med at gøre. Og tanken om, at jeg har været hans ”forsøgskanin” i hans ”identitetskrise”. Han siger – det her skulle aldrig være sket – vi skulle aldrig være begyndt på det her forhold, men blot være blevet ved med at være venner! Jeg er ved at eksplodere – jeg har ikke lyst til, at vi ikke skal ses, for jeg har bare så mange ting, jeg gerne stadigvæk vil nå at opleve med ham – og sådan har han det jo også!

Jeg kan tale med ham om absolut alt, og vi er ekstremt gode til at tale sammen! Jeg kender ingen, som jeg klikker/kommunikerer så godt med – og det samme siger han! Det er heller ikke realistisk, at vi ikke skulle ses mere – det kan ikke undgås qva alle vore fælles venner, fælles job mv. Jeg er normalt overhovedet ikke jaloux anlagt – men jeg tror aldrig, jeg ville kunne acceptere at sidde ved samme bord med ham og en evt. ny kæreste.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg har bare lyst til at grave mig dybt ned! Jeg græder normalt aldrig – for tiden græder jeg hele tiden. Jeg aner ikke, hvad der er den rette løsning – og jeg har ingen, jeg kan tale med det om, for der er ingen, der kender til forholdet! Jeg har svært ved at sætte de rette ord på alt dette rod. En ting der er helt sikkert – jeg har aldrig nogensinde før følt, at noget var så svært, som jeg oplever dette!

Jeg er konstant træt, irritabel og aggressiv og der skal ingen ting til at pisse mig af. Jeg er gået fuldstændig i stå og kan slet ikke forestille mig et liv uden ham – eller generelt bare hvordan mit liv skal se ud fremadrettet.

E, 23 år

SVAR:

Tak for din henvendelse!

Det gør et dybt indtryk på mig, at læse det du skriver om dig selv, din situation og om forholdet til din ven. I har begge satset på jeres venskab gennem mange år og er blevet tæt knyttet til hinanden. Og I har begge også fået meget godt ud af jeres venskab.

Derfor er det også en bitter-sød smag, du sidder tilbage med, nu, hvor din ven – og kæreste – har taget en beslutning angående sit liv, hvor der ikke er plads til dig som kæreste. Din situation bliver blot mere frustrerende og besværlig af, at du ikke synes, du kan tale med nogen om det forhold, I har haft og om din sorg, vrede og oplevelse af svigt. Det, at opleve sig forladt af ham, som du holder af, og som du véd holder af dig, giver næring til mange modsatrettede følelser, sådan som du også selv beskriver det.

Med til din situation hører oven i købet, at du og din ven, arbejder på samme arbejdsplads og at stort set alle jeres venner er fællesvenner.

Se virkeligheden i øjnene!

Det har du for så vidt allerede gjort. Det fremgår klart af det, du udtrykker, når du skriver, at måden ”jeg bedst kommer videre på er måske ved ikke at se ham mere”. Det er jeg overbevist om er rigtigt. Problemet er bare, at det ikke er så enkelt. Der er ikke nogen nemme løsninger

Du og din tidligere kæreste har ikke nogen fælles fremtid! Samtidig har I haft en lang fælles fortid, og det kan ikke andet end vække en mængde – nogle gange modsatrettede følelser og tanker – når virkeligheden tvinger en til, at se i øjnene, at jeres fremtid er hver for sig.

I forhold til et fremtidigt liv sammen med din tidligere kæreste, har du ikke noget valg. Det er du nød til at se i øjnene og acceptere.

Din ven, har taget sin beslutning. Han vil satse på at finde sig en kvinde og stifte familie sammen med hende. Du har mistet din kæreste, og det er ikke sandsynligt, at I vil kunne redde jeres venskab. Sats ikke på det.

For din egen skyld!

Jeg er med på, at mit råd kan virke ufølsomt og hjerteløst. Men jeg er ikke tvivl om, at det – på sigt – vil være den rigtige løsning for dig, at have så lidt kontakt som muligt med din eks-kæreste. I har haft så meget sammen, at det vil smerte – givet vis jer begge to – meget mere, end det vil gavne jer, at ses fremover. Den forståelse og medfølelse, som din ven vil kunne give dig, vil du ikke kunne bruge til så meget. Det vil bare være som salt i et åbent sår. Givetvis for jer begge.

Hvad gør du nu!

Som jeg ser det, ville det være den bedste løsning for dig, at du valgte at flytte til en anden by i en anden egn af landet. Jeg mener i hvert fald, det er overvejelse, du må gøre.

Det ville være forbundet med kolossale store omkostninger for dig: alle dine venner, dit arbejde, din by og måske også din familie. På den anden side vil det også være forbundet med mange problemer, at blive i din by.

Vi kommer ikke uden om, at du står til at miste meget – uanset, om du bliver eller du beslutter dig for at begynde på en frisk i en anden by.

Du ved bedre end jeg, hvad der er muligt. Kan det firma, som du arbejder for, evt. skaffe dig et tilsvarende arbejde et andet sted i landet? I hvor høj grad er du bundet til den by, du bor i nu? Har du familie og bekendte andre steder i landet?

En anden løsning er, at du hurtigst muligt finder et andet arbejde i din by og begynder at opdyrke en ny omgangskreds. Men det er også forbundet med store omkostninger. Bl.a. vil du meget let komme til at stå med et forklaringsproblem overfor alle jeres fælles venner. Sandsynligvis vil det ikke være muligt at holde jeres hemmelighed mellem jer to.

Det er meget uheldigt, at din nye lejlighed ligger så tæt på din tidligere kærestes lejlighed – og at I fra jeres altan kan se over på hinanden. Er det holdbart? Hvis der er mulighed for det, så overvej en anden bolig et andet sted i byen.

Eller kunne din ven overveje at flytte og skifte arbejde? Jeg kunne forestille mig, at han – med sine fremtidsplaner – i lige så høj grad som du, ser en interesse i, at jeres forhold ikke bliver offentlig kendt. Hvad det angår, kan man sige, at I har en fælles udfordring, som det ville være relevant, at I tog en grundig snak om. Måske kan I træffe nogle aftaler og finde en løsning sammen, hvor I begge får og begge giver (vedrørende arbejdsplads, venner, bosted m.v.).

Tal med en!

Det er en meget besværlig situation, du er kommet i, og du står til at miste meget. Derfor vil det givetvis blive en lang og smertelig proces, at finde frem til en måde at komme videre på i dit liv. Du må sige farvel til en god ven, din kæreste, intimiteten med ham, drømmen om en fælles fremtid, og flere andre væsentlige ting. Eventuelt også til din by, dine venner, din kommende lejlighed og dit job.

Jeg vil opfordre dig til at opsøge en psykolog, en terapeut eller en anden, som du har tillid og som kan være dig en støtte og hjælp i den sorgproces, som vil blive en del af din nærmeste fremtid. Det er jeg sikker på, vil være langt bedre for dig, end at forsøge at klare det hele selv. Det er ikke sundt for dig, at lade det du haft sammen med din kæreste – og alt det du har mistet - forblive at være noget, som du aldrig sætter ord på overfor et andet menneske.

Forfald ikke til selvynk!

Du er 23 år og du har fremtiden foran! Tag en bevidst beslutning om, at du ikke vil lade den situation, som du er kommet i, ødelægge dit liv. Sådan behøves det ikke være! Når tid kommer, så sæt dig nye mål for dit liv.

Flemming H. Møller, præst og psykoterapeut

Annoncer