Var det menstruation eller en pletblødning efter fortrydelsespille?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva

Jeg er en pige på 18 år, som har et par spørgsmål.

Jeg har haft samleje med min ''ven'', det var med kondom, men det sprang desværre. Da vi opdagede det, stoppede vi med det samme, og han var ikke kommet endnu. Alligevel tog jeg en fortrydelsespille.

Efter 5 dage begyndte jeg at bløde. Det varede i 4 dage. Kunne det være min menstruation, eller er det bare pletblødninger? Jeg fik meget uren hud, som jeg plejer at få, når jeg har menstruation. Men min ''rigtige'' menstruation skulle først komme her om nogle dage.

Vi har haft sex siden kondomet sprang, men der er ikke sket flere uheld. Kan jeg være gravid? Og de blødninger, kan det have være min menstruation?

Håber I kan svare

K, 18 år 

SVAR:

Kære K

Kort sagt tror jeg ikke, du er gravid. I tog den fornuftige forholdsregel at afbryde samlejet, og derudover tog du en fortrydelsespille. Din ven fik ikke udløsning, hvilket er nødvendigt for befrugtning af et æg. Alt i alt virker det altså usandsynligt, at du skulle være blevet gravid. Alligevel er du blevet nervøs – og det er helt forståeligt. Det vender jeg lige tilbage til.

Fortrydelsespillen og anden prævention

Fortrydelsespillers virkning er forholdsvis ukendt og ikke 100% sikker, men taget inden for anbefalet tid (afhængig af præparat), er der god chance for, at det virker. Man mener, de hæmmer ægløsningen, og at de gør livmoderen uegnet at leve i for et befrugtet æg. Derfor skal du også være opmærksom på, at der kan være et etisk dilemma i at bruge fortrydelsespillen, idet den kan fremkalde en tidlig abort. Læs evt. mere i vores leksikon under Fortrydelsespillen.

Hvis du efter denne oplevelse fortsat har sex og ønsker at beskytte dig yderligere, kan du overveje at supplere kondom med anden form for prævention, fx p-piller. Se mere i artiklen Prævention.
Kondomet er fortsat nødvendigt for at beskytte jer mod kønssydomme.

Menstruation eller pletblødning?

Fortrydelsespillen indeholder en ret stor dosis hormoner og laver derfor rod i din normale cyklus. Det er derfor ikke til at sige, om det er din menstruation eller en anden form for blødning, du har haft. Du kan heller ikke regne med, at din menstruation finder sin normale rytme lige med det samme. 

Pas godt på dig selv og dit sexliv

Denne gang var det “bare” en forskrækkelse. Alligevel har du allerede nået at mærke bekymringerne for graviditet samt de fysiske konsekvenser, fortrydelsespillen har for din krop. Måske har I ikke overvejet det – men der er jo den mulighed, at I gemmer sex, til jeres forhold kan danne rammen om evt. børn ... Du og din kæreste kan i hvert fald overveje, hvad I kunne få ud af at sætte sex på pause og dyrke andre sider af jeres forhold. Måske kan I hente inspiration ved at læse vores artikler <link artikel vaerd-at-vente-paa _blank>Værd at vente på og <link artikel sex-og-foelelser _blank>Sex og følelser.

Jeg håber, du fik svar på dit spørgsmål. Ellers er du velkommen til at skrive igen. 

Venlig hilsen
Ida Secher Rom

Annoncer