Ulykkelig - hvordan sige farvel til "sjæleven" og lærer jeg har stærke følelser for?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en pige på 15 år, der lige er ved at afslutte folkeskolen. Jeg startede på en ny skole her i 9.kl og er rigtigt glad for skolen. Jeg er blevet meget gode venner med en pige fra klassen, vi er sjæle venner, vi har et fantastisk og smukt forhold til hinanden, ja - jeg elsker hende.

Jeg får sommerferie om 20 dage, så flytter hun til Jylland og starter på gymnasium og jeg tager på efterskole på Fyn. Jeg kan ikke i mine vildeste fantasi forstille mig en hverdag uden hende.. jeg går helt ned ved tanken, jeg glæder mig ikke engang til efterskolen bare ved tanken om, hun ikke er der. Hvad skal jeg dog gøre??

Mit andet problem er, at jeg her på det sidste har udviklet stærke følelser for min mandlige og meget ældre lærer, det er vildt problematisk, jeg kan tænke på ham hele tiden, jeg er ved at blive sindsyg af mine egne tanker. Vores lektie gennem hele året har været at skrive dagbøger til ham, jeg har skrevet om alle mine tanker osv til ham, og han siger, han kommer til at savne mig. Hvordan skal jeg kunne give slip på de stærke følelser? Og hvordan overvinder jeg sidste skoledag, uden at gå helt ned, når jeg skal kramme min veninde (sjæleven) farvel.- den fortvivlede.

Mille, 16 år

SVAR:

Kære Mille

Hvor er det dejligt at høre, at du har en rigtig god veninde. Det er stort og stærkt at opleve et så dejligt forhold til en veninde. Det skal du endelig glæde dig over!

Du beskriver jeres forhold med forskellige ord, der tydeligt fortæller, at I har et ganske særligt ”veninde-skab”. Derfor er det også meget hårdt for dig at tænke fremad og tænke på, at I ikke længere kan have den samme hverdag sammen.

At sige farvel og goddag

Her i livet kommer vi igen og igen ud for at skulle sige farvel til noget og goddag til noget nyt. Når man som dig skal på efterskole ,siger du ”farvel” (og på gensyn) til din folkeskole og goddag til noget nyt ved at tage på efterskole. Når man får en kæreste, siger man farvel til single-livet (som også har mange fordele) og goddag til et parforhold med en kæreste. Når man får børn siger man ”farvel” til et liv med meget frihed, hvor man havde god tid til romantik, kæresteture osv. for at sige goddag til familielivet. Og hvad vil jeg sige med det? At det er naturligt at gå fra en ting i livet til noget nyt og faktisk også helt naturligt at have brug for at være ked af, at man må sige farvel til noget i livet for at sige goddag til noget andet.

Lige nu står du over for et skel i dit liv. Du har fået en virkelig god veninde i folkeskolen og skal nu på efterskole og kan ikke have samme hverdag sammen med hende som nu. Det bliver en ny tid i jeres venskab. Det bliver et andet veninde-skab, I får. Måske lige så fortroligt og stærkt som nu, men på en anden måde, fordi den tid, I kommer til at have sammen i fremtiden, bliver en anden, fordi I ikke er sammen hver dag. Du beskriver, hvordan du går helt ned ved tanken om, at jeres veje nu skal skilles. Dette kan være rigtig hårdt at stå over for og jeg tror, det er vigtigt, at du giver dig selv lov til at være rigtig ked af, at det er sådan.

Det kan være forfærdeligt at tænke på sidste skoledag, men dagen vil komme og jeg tror egentlig bare, du skal give dig selv lov til at være ked af, at folkeskoletiden slutter og også prøve at glædes over, at du er ked af det, fordi du har gode minder med klassen og din veninde. I virkeligheden er det jo fantastisk, at du har noget at være ked af, for det fortæller, at du har oplevet noget godt :-)

Udnyt sommerferien til et farvel og goddag

Jeg tror. at det er vigtigt, at du i løbet af sommerferien glædes over, at du har haft et godt venskab til din veninde og også tænker på, at det jo ikke er slut, bare fordi I ikke skal det samme næste år. Jeres venskab kan få en ny dimension. I kan lære hinanden at kende på andre måder, hvilket også kan gøre venskabet endnu stærkere og dybere. Samtidig tror jeg, at det er afgørende, at du også bruger sommerferien til at indstille dig på, at du skal på efterskole. Det er noget helt specielt at gå på efterskole, og du kan få et helt fantastisk år, som du aldrig vil glemme. Men hvis du det meste af tiden på efterskolen går og tænker på, at du ikke kan ses med din veninde, så spænder du ben for dig selv og bliver ikke åben over for nye venskaber. Prøv at indstille dig på, at efterskoleopholdet har noget helt specielt og dejligt at give dig. Du har kun gået på folkeskolen et enkelt år og alligevel har du været i stand til at knytte et fantastisk bånd med en veninde. Det virker på den måde til, at du er god til at skabe bånd og indgå i et fællesskab med andre og også er god til at tage imod fra en anden og god til at give. Brug disse evner på efterskolen. Det er noget specielt at være på efterskole – grib chancen og få noget ud af opholdet.

Varm på din lærer

I forhold til den lærer du omtaler, så tror jeg, du for en periode skal prøve at fokusere på noget andet end ham. Jeg tror mest, det er tiden, der kan hjælpe dig, hvad din forelskelse i ham angår. Fyld livet op med veninder og drengevenner på din egen alder. Fyld livet op med efterskoleliv. Det, tror jeg med tiden, kan hjælpe dig til at glemme ham lidt mere.

Held og lykke med forholdet til din veninde og med dit efterskoleophold!

Mange hilsner fra

Lene

Annoncer