Ulykkelig forelsket for 3. gang - hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

Hej. For ca. ½ år siden blev jeg forelsket i en vidunderlig pige. En dag var vi 3 drenge og hende, der legede "konsekvens-leg", og hun skulle kysse en af os drenge på munden. Jeg håbede selvfølgelig, at hun valgte mig, men fordi at jeg har været kærester med hendes bedste veninde, sagde hun, at det i hvert fald ikke skulle være mig. Jeg blev rigtig ked af det indeni, men hun kunne ikke rigtig beslutte sig, hvem det ellers skulle være, for jeg var den, hun bedst kunne lide. Og da vi gjorde det, var det fantastisk! Vi skrev sammen resten af dagen, og jeg fortalte hende, at jeg synes, at hun var sød. Vi fortsatte med at skrive sammen i lang tid hver dag, og i skolen var vi meget opmærksomme på hinanden og flirtede.

Vi begyndte at skrive "søde" efterfulgt af navnet og en dag snakkede vi om, hvor vi sådan lå - ven eller? - og hun fortalte, at jeg ikke kun var god ven, og at hun troede, at hun var forelsket. Jeg sagde, at det gjorde jeg også, og så havde vi en lang snak om, at vi måske skulle være kærester, men hun turde ikke, da jeg havde været kæreste med hendes bedste veninde - hun sagde, at der skulle gå nogle måneder. Vi flirtede stadig i skolen, skrev meget sammen og jeg har været hjemme hos hende, men det var lidt akavet i starten.

Flere dage kunne jeg mærke, at noget ikke var, som det plejede, og at hun sagde, at alting var helt fint. Når jeg spurgte, om hun stadig er forelsket i mig, svarer hun ja. Det plejer at være mig, der skriver mest, og spørger mere ind til hende end omvendt og en dag siger hun, at hun synes, vi skal skrive mindre, da det tog hendes tid.

Jeg græd og skrev en lang besked til hende, og spurgte, om hun var sikker på, at hun stadig var min. Hun svarede, at jeg bare var ven. Jeg græd som en sindssyg. Jeg har aldrig været så ked af det før! Men jeg sagde til mig selv, at det ikke var for sent og at jeg godt kunne vinde hende til bage. Siden har hun flere gange sagt, at hun stadig er forelsket og så en dag var hun ikke.

Mit liv var trist og jeg græd, men vi begyndte at skrive sammen igen. Jeg fik at vide, at hun var forelsket igen og jeg var helt vildt glad! En dag skrev hun: Du er min, ved du godt det? Og det gjorde mig lykkelig. Og hun fortalte mig også, at jeg var hendes bedste ven. Næste dag skrev hun, at hun ikke kunne leve uden mig, men næste dag, hvor vi flirtede osv. svarede hun, at hun ikke havde lyst til at skrive lige nu og sagde bare "Farveller"

Jeg blev ked af det, og skrev om hun stadig var forelsket, siden hun virkede sådan, og hun skrev, at hun ikke kunne finde ud af det. Jeg blev ked af det igen, men lod hende tænke over, om hun var. Det var hun så ikke, men at jeg stadig var hendes bedste ven og at vores forhold ikke vil ændre sig. Jeg blev faktisk ikke så ked af det, som jeg havde troet, men jeg havde allerede grædt, så det kunne være derfor. Men jeg græder stadig over det skete. Hun skriver at vi stadig godt kan skrive sammen hver dag, med hjerter osv. Og i skolen har vores forhold heller ikke ændret sig. Og det er jeg rigtig glad for.

Men mit spørgsmål er: Hvad skal jeg gøre nu?? Jeg kan nok godt score hende igen, men jeg skal være lidt gladere først. Men hvis jeg gør det, bliver det så ikke bare et spørgsmål om tid, før hun dropper mig igen, det er jo sket 3 gange! Så skal jeg forsøge det, eller give slip og komme videre? (forkortet af redaktionen)

Vh Den ulykkelige, 12 år

SVAR:

Kære ulykkelige

Du har rigtig været ude på en rutsjebanetur med følelserne. Forelsket, ikke forelsket, varm igen og så kold. Jeg kan godt forstå, du synes, det er svært.

At sende og aflæse signaler

Det er fantastisk med sms og alt det, vi kan skrive med hinanden på nettet, men det giver også en masse knuste hjerter.

I kommer hurtigt til at skrive ord, som betyder mere, end I umiddelbart lægger i dem. Netop fordi skrivesprog er så kedeligt. Det mangler duften af hende den søde, det mangler hendes smukke øjne og alt det der.

Derfor skal I bruge ”søde”, hjerter, ”du betyder alt for mig” osv. Som kulør.

Jeg kan se ordene gør det samme ved dig, som ved mange andre, vi har skrevet til her på adamogeva. I nyder de søde ord, og I regner med, at de betyder det, der står, men I bliver forfærdeligt skuffede, når I ser, at ordene bare var krydderi og farve på den ellers kedelige sms.

Skrive sammen er noget andet end at mødes "live"

Når man vælger at sende flere sms’er til hinanden, i stedet for at mødes og tale sammen, så kan det også hurtigt blive lidt ”stalker-agtigt”.

Hvis vi mødes en lørdag et par timer, så taler vi sammen i den tid, og så glæder vi os til at se hinanden igen på mandag. Men når vi i stedet skriver til hinanden konstant via sms, så er man tvunget til at tjekke telefonen hele tiden, svare og være optaget af det. Der er ikke tid til andet.

Let at lade sig presse af den evige strøm af sms'er

Hvis man som din veninde ikke er helt sikker på, hvor følelserne bærer én hen, så kan massive sms storme gøre mere skade end gavn. De kan presse hende til at give udtryk for nogle følelser, hun slet ikke har, og senere bliver hun nødt til at skrive en lidt skarp besked, om at hun ikke har tid eller ikke lægger mere i det, fordi hun har brug for at trække sig og tænke.

Det er ikke muligt at tænke, hvis man bombarderes med sms’er hele tiden. ”Hvordan har du det, er jeg stadig din, hvorfor er du ikke, som du plejer” osv.

Vigtigt at give hinanden pauser og luft

I er teenagere og humøret og hormonerne driller jer. I er oppe på dupperne, glade og friske, og det næste øjeblik vil i helst trække jer ind i jer selv. Giv plads for at I begge to har lov til at reagere forskelligt og trække sig lidt for at få luft.

I er i en alder, hvor I skal finde ud af det spændende ved det modsatte køn. I har mærket den kildrende fornemmelse i maven. Men forelskelse og følelser tager tid, og nogle gange bliver de ikke gengældt.

Det virker til at din veninde er mere klar til at have dig som en bedste ven.

Nyd at være på bedstevenner trinnet

Prøv at læse min artikel om Trappetanken, for jeg tror, du ønsker at hive hende op på et trin, hun slet ikke er klar til endnu. Måske du heller ikke selv er.

Du finder artiklen her: Kærestepotentiale… eller en god ven?

Du skal også finde ud af, om du kan nøjes med at være hendes bedste ven. Husk at kys og søde ord hører til mellem kærester og ikke mellem bedstevenner, for det skaber kun forvirring, når man blander det sammen.

Held og lykke med kærligheden og bedsteveninden.

Mange hilsner fra Anja

Annoncer