Snart 15 og ingen menstruation eller bryster - kan I hjælpe?

Vis spørgsmål

 

Hej, jeg er en pige på 14 år, men bliver 15 om 22 dage. Jeg synes virkelig, det er iriterende, jeg har ingen bryster og jeg har heller ikke fået min menstruation.

Jeg bliver ved med at tænke, 'har jeg en sygdom, siden jeg er så langt bagud' . Alle mine veninder har bryster og de har også fået deres menstruation, da de var 12-13 år:( Jeg har også løjet, om at jeg har min menstruation. Bliver virkelig trist hver gang jeg tænker, jeg ikke har det.

Så kan I ikke hjælpe mig:(

Mie, 15 år

SVAR:

Kære Mie

Mange tak for dit spørgsmål til Adam og Eva. Jeg kan godt forstå, at du er frustreret over, at din krop ikke er som dine veninders.

Jeg vil gerne forsøge at give dig nogle gode råd og nogle tanker med på vejen.

Søg hjælp ved din læge

Allerførst vil jeg sige, at jeg tror, at du skal bestille en tid ved din læge og få en snak med ham eller hende om det. Man kalder det primær amenoré, når en pige på 14 år eller derover ikke har fået menstruation, udviklet bryster, kønsbehåring eller er vokset. Ud fra hvad jeg kan læse på dit spørgsmål, har du ikke udviklet bryster. Jeg tror også, det er vigtigt, at du tager en person med til lægen, som du har tillid til og tør fortælle om dine bekymringer.

Jeg kan ikke læse, om du er undervægtig eller træner meget. De ting kan nemlig være en del af forklaringen, hvorfor din krops udvikling er lidt forsinket. Men da jeg ikke kan sige med sikkerhed, hvad årsagen er, er det vigtigt, at du tager til din læge. Lægen vil helt sikkert kunne give dig nogle redskaber til bedre at forstå lige netop din krops udvikling. Lige nu kan føles som om, du er helt anderledes end de andre piger, men prøv at læse en anden piges spørgsmål her:

PINLIGT!! I må hjælpe mig;(( Har I tip til at få menstruation igang?

Fortæl sandheden til nogen

Jeg forstår virkelig godt, at du har haft det svært med at være anderledes. Derfor har du nok følt dig lidt presset til at sige en usandhed, om at din krop er som de andres. Alligevel vil jeg gerne opfordre dig til at sige til nogen, at det faktisk står anderledes til. Prøv at forklare en god – måske lidt ældre veninde, din søster, din mor, din moster eller lignende, hvordan du har haft det. Det er bestemt ikke unormalt at føle sig usikker, når man er midt i sin pubertet. Det vil de fleste piger, du snakker med, kunne huske.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det også handler om at kunne snakke med, når de andre fortæller. Jeg kan sagtens forstå, at det må være træls at føle, at det er nødvendigt at lyve, når de andre snakker om, hvordan det er at bruge bind eller tamponer, at være bekymret for at bløde igennem osv. Men kære Mie - hold fast i, at du er dig – og du ikke selv skyld i, at din krop er lidt længere tid om at udvikle sig.

Forsøg om du fremover kan lade være med at snakke for meget med om noget, der ikke er sandt. Du bliver bare mere viklet ind i at skulle passe på, at du ikke kommer til at afsløre overfor dem, at du har sagt noget forkert. Prøv i stedet at lytte til, hvad de andre oplever – og hvad du har i vente. Hvis du en dag får mod til det, tror jeg, det kunne være godt at fortælle de nærmeste veninder, at du er kommet til at fortælle noget usandt. Og at det har du gjort, fordi du så du gerne ville være ligesom dem. Det tror jeg, de vil forstå.

At være undervejs

Fra pige til kvinde. I den kan du se, at der sker en helt masse andet med din krop i puberteten. Selvom alt det ydre fylder en del, fordi det er en synlig forandring, så sker der også en del med dine følelser. Måske har du allerede lagt mærke til det.

Jeg vil bede dig prøve at fokusere lidt mere på det. Tænk over hvordan du havde det, da du var 12 år. Kan du mærke, at der er sket noget indeni dig – at du er ved at udvikle dig?

Prøv også at læse lidt mere om puberteten her: Pubertet - en ekstrem forvandling

Kære Mie, det er ikke en nem situation, og derfor synes jeg, du skal forsøge at få hjælp. Jeg tror, det vil hjælpe dig at få sagt højt til nogen, hvordan du har det. At du har skrevet herind til Adam og Eva er et rigtig godt skridt på vejen.

Jeg håber, du får det nemmere. Jeg ønsker dig alt det bedste.

Susanne Staunstrup Jensen, sygeplejerske. 

Leksikon

Læs mere her

Er du glad for dig selv?

Annoncer