Smerte ved samleje - hvordan får vi talt om det uden at såre?

Vis spørgsmål

Hejsa. Kort fortalt har min kæreste ondt, når jeg kommer op i hende, men ønsker ikke at gå til lægen. (Kan se der er mange andre piger, som har det på samme måde herinde)

Hvordan får jeg bedst snakket med hende om, at jeg føler, at jeg mangler noget, uden at såre hende?

Med venlig hilsen

Henrik, 25 år

SVAR:

Kære Henrik

Tak fordi du har frimodighed til at spørge os på AdamogEva.dk. Jeg skal forsøge at give dig et fyldestgørende svar.

Som jeg ser det, er der to problemer i dit spørgsmål. Dels at din kæreste har ondt, når du kommer op i hende og dels at få kommunikeret din længsel efter at have et rigtigt samleje med hende.

Sex må ikke gøre ondt

Det må aldrig gøre ondt at have sex. Derfor skal I have fundet årsagen til, at det gøre ondt hos din kæreste. Måske kan det skyldes muskelspændinger, fordi hun ikke kan slappe af under samlejet. Det kan også skyldes, at hun ikke er våd nok, og det derfor gør ondt, når du presser dig vej ind, og det kan, som det er hos nogle kvinder være, fordi hun fejler noget, f.eks. vagianisme, som en læge er nødt til at kigge på og tage sig af.

Kvindens lyst går gennem berøring

Du skriver, at hun ikke vil gå til en læge. I så fald må I prøve at afdække, om det er de andre ting, det er galt med først. Hvis en kvinde spænder for meget i underlivet, kan det hjælpe at få hende til at slappe helt af, inden du trænger ind i hende. Det kan du gøre ved f.eks at give hende kropsmassage eller bare berøre hende andre steder på kroppen i lang tid (f.eks. 20 min.), inden du trænger ind i hende.

Du kan ved at berøre og kysse hendes ansigt, hals og bryster give hende lyst til sex på en måde, som gør, at hun åbner sig og lettere kan lade dig trænge ind. Hvis hun mærker lyst, vil hun som regel også blive våd og derved have nemmere ved at lade dig trænge ind. Når du trænger ind i hende, må du have god øjenkontakt og gøre det langsomt, så hun hele tiden kan stoppe det, hvis det gør ondt. Lad evt. hende sidde oven på dig, så hun selv kan styre slagets gang. Hvis hun ikke bliver rigtig våd, selvom hun mærker ophidselse, kan I købe noget glidecreme på apoteket og smøre på penis, inden du trænger ind.

Professionel hjælp

Hvis denne afspænding, hvor I begge giver jer god tid, ikke hjælper, har I et problem, I er nødt til at tale om med en professionel. Det kan være nogle psykiske blokeringer, der ligger hos din kæreste, til at hun ikke kan slappe af, og så skal der tales om det. I kan benytte jer af en sexolog/psykoterapeut/psykolog, som kan spørge ind til de bagved liggende følelser. Har din kæreste f.eks. være udsat for nogle overgrebslignende oplevelser tidligere i livet, kan dette sagtens være medårsag til, at hun mærker smerte, når du trænger ind i hende.

Du er altså først nødt til at afdække, om det er fordi, hun ikke når at blive ordentlig afspændt, tændt og våd, inden I har sex, og i så fald kan du selv gøre noget ved det ved at koncentrere dig om hendes erogene zoner, være langsom og benytte sansetræning (Se linket ovenfor). Er det ikke tilfældet, er I nødt til at søge hjælp enten for de psykiske blokeringer hos en psykoterapeut/psykolog/sexolog eller gå til en læge, for at han kan kigge på, om der er noget fysiologisk i vejen med din kæreste. Jeg synes, du skal deltage i sådanne samtaler, da det omhandler jeres fælles liv. Derved viser du også din kæreste, at du står ved hendes side og vil hjælpe og beskytte hende.

Tal sammen og del jeres behov

Du spørger, hvordan du kan tale med hende om dine behov. Jeg tænker, at det er utrolig vigtigt, at I taler meget sammen om jeres behov, da hendes blokeringer måske skyldes, at hun ikke får sagt, hvad hun egentlig har lyst til og behov for, når I har sex. Hvis du kan fortælle hende, at jeres arbejde med at det ikke skal gøre ondt hos hende, også er dit behov, fordi du ønsker, at hun skal have det godt, og fordi du længes efter at være helt sammen med hende, kan hun måske åbne op for, at det er et fælles projekt, I har. Så kan I dele den vej, I skal gå, uanset om det blot er hjemme i sengen eller hos en professionel.

Kvinder slapper mere af, hvis de føler sig trygge, i gode hænder, set og næret omsorg for. Måske har hun nogle områder i jeres liv, hvor hun ikke er tryg ved dig, og det kan gøre, at hendes krop blokerer og lukker af, når du vil trænge ind. Tal med hende om der er områder i jeres liv, hvor hun savner noget opmærksomhed fra dig. Du fortæller ikke, om I er gift, men du skriver, at hun er din kæreste. Så må hun være det fineste, du har. Måske længes hun efter at blive gift med dig. Vi på AdamogEva.dk mener, at sex har den bedste og tryggeste ramme i ægteskabet.

Pas godt på dit sexliv

Værd at vente på

Jeg håber, I får talt rigtig godt sammen og finder svar på problemet til jeres fælles glæde og tryghed.

Her er en artikel og et brevkassesvar, som jeg tænker, I kan have god brug af:

Sex og følelser

Sex første gang - i praksis

Kærlig hilsen fra Lise Berggren Smidt, Krops-og psykoterapeut.

Annoncer