Skriver søde beskeder - hvordan tale mere med rigtige ord?

Vis spørgsmål

Hej Adam og eva :) Jeg har en ven, der hedder Magnus. Jeg har kendt ham siden vi har helt små. Vi skriver sammen hver dag, og er gode venner :)

Han er rigtig sød, men jeg er ikke forelsket i ham.. Det virker lidt som om han er lidt forelsket i mig, for han laver hjerter og kys til mig :I Han laver rigtig tit vildt mange smileyer, en hel besked med bare smilende smileyer..

Jeg vil gerne snakke mere, rigtig og med ord... Men i bund og grund er han rigtig sjov at skrive med :)

(ps. Han er ozz 13 år gammel).

Vh. Pigen på 13 år :) godt nytår!

SVAR:

Hej med dig

… og Godt Nytår også til dig. ;-)

Jeg kan godt forstå, hvis du synes, det er lidt vanskeligt at forholde sig til, når Magnus, som du har kendt længe, begynder at lave hjerter, kys og en håndfuld smiley’er i sine sms’er til dig. Ud fra det du skriver, tænker jeg, at du nok har ret i, at han er en smule forelsket i dig.

Rigtige ord

Jeg blev så glad, da jeg læste det, du skrev: ”Jeg vil gerne snakke mere, rigtig og med ord...”. For der er ikke spor i vejen med at skrive søde sms’er til hinanden, men det er vigtigt og godt at have for øje, at samtale med rigtige ord har stor betydning.

Det kan være svært at kommunikere en hel masse meningsfyldt på mobilen. Prøv derfor hver dag at huske på at snakke med ham også, bare helt almindelig snak om dagligdags ting. Det kan være om noget, der er sket i skolen, noget du har hørt eller måske et program, du har set i fjernsynet.

Uanset om du ser Magnus som kærestepotentiale eller bare en god ven er samtale vigtigt. Når I snakker med hinanden lærer I hinanden bedre at kende og det skaber tryghed og tillid.

Ven eller kæreste

Tryghed og tillid er godt at holde fast i som venner … og kærester.

Jeg har fundet et par artikler om det at have gode venner, som jeg tænker du ville have noget ud af at læse:

Gode venner

Pigevenner og drengevenner

Derudover har jeg fundet lidt artikler om forelskelse og kærester, særligt den første artikel handler om, hvad forskellen på venskab og kærester er:

Kærestepotentiale… eller en god ven?

Flirt - den vilde jagt efter en kæreste

Forelsket - en fantastisk følelse

Når du læser disse artikler så hav dig og Magnus i tankerne. Det er vigtigt, at du finder ud af, om du vil mere end venskab. For hvis Magnus er forelsket i dig, hvilket der er noget, der tyder på, bliver du også nødt til at finde ud af, hvad det er du ønsker.

Sats på venskab

Fortæl ham, hvad der er vigtigt for dig. Sig til ham, at han er en god ven. Vær ærlig. Måske har du brug for, at I lærer hinanden endnu bedre at kende eller bare at I laver ting sammen som gode venner nu engang gør (se en film, lave lektier sammen, fritidsaktivitet, sport eller andet).

Jeg ønsker for dig, at du og Magnus må få et endnu rigere venskab, fyldt med snak, hygge og humor og at du med tiden må blive klogere på, om venskabet måske skal blive til mere. Husk at du har hele livet foran dig og ikke behøver at have travlt med at få en kæreste.

Derfor er mit råd helt kort: Sats på venskab og rigtige ord. ;-)

Med kærlig hilsen

Vivian

Annoncer