Tak for dit spørgsmål.
Du beder om et godt råd, men jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, du vil ha råd om – så jeg kommenterer lidt på det, du skriver og håber så, der er noget, du kan bruge i dit liv.
Godt når det brudte kan blive helet
Allerførst synes jeg, det er godt at høre, at I nu er interesseret i at genoptage jeres samliv. Dels er det jo det, der var tanken, da I blev gift med hinanden, at I skulle være sammen i både medgang og modgang indtil jeres dages ende. Derfor gør det mig altid glad, når jeg hører om ægtepar, der finder sammen igen efter en separation eller skilsmisse. Jeg tænker også, at det ikke mindst er en rigtig god ting for jeres fælles børn.
At genopbygge tillid tager tid
Du skriver, at jeres tillid til hinanden er brudt – det er selvfølgelig det, der bliver den helt store udfordring for jer i fremtiden, at I skal ha genopbygget tilliden til hinanden, og her tror jeg, I må gå stille og roligt frem. Når det gælder at vise tillid, tror jeg først og fremmest, du skal være optaget af selv at vise, at din mand kan ha tillid til dig. Dvs. du skal selv være ærlig om dine følelser og tanker overfor ham. Du kan og skal ikke forandre ham, men måske kan du forandre noget hos dig selv, når du bevidst vælger at vise ham tillid, og når du konsekvent selv er troværdig og ærlig i forhold til ham.
Vælg kærligheden
Det er hårdt arbejde – for der er nok i jeres fortid, der kan nære mistilliden – den kommer helt af sig selv. Men tilliden, den kræver bevidste valg fra jeres side – det kræver, at I vælger kærlighed og tillid frem for mistro og mistillid.
Hvis I kan blive enige om det, tror jeg, det vil være en god ide, at I sammen finder en eller måske et par, som I kan snakke med om det, som er sket, og som kan støtte jer i jeres fælles fremtid. Det kan også være en parterapeut.
Læs evt. disse artikler sammen og tal om, hvad der gik galt for jer:
Kærlighed og forelskelse
Kærlighed i praksis
Konflikter i parforholdet
Tilgivelse er nødvendig
Du skriver også, at I begge har haft forhold til en anden i den tid, der er gået. Her vil det formentlig være godt, at I konkret beder den anden om tilgivelse og lover hinanden, at I lader det være noget, der ligger bag jer. Du må altså love din mand, at du vil lægge forholdet til den anden bag dig og ikke opsøge eller bevidst drømme om den anden – og du må love din mand, at du ikke vil bruge hans forhold til den anden kvinde imod ham, når han har sagt til dig, at det er slut.
Læs mere her:
Utroskab
Den nødvendige tilgivelse
Skal det skete i fortiden have lov at ødelægge fremtiden?
Når det gælder spørgsmålet om, hvor længe hans forhold til den anden kvinde har stået på, må du jo gøre op med dig selv, om du vil lade kvindens ord give næring til mistillid imellem jer, eller om du vil forholde dig til det, som din mand siger – og uanset hvem, der har ret, er det jo her og nu, I skal afgøre jer for, om det, der er sket i fortiden, skal få lov til at ødelægge fremtiden for jer.
Når det gælder spørgsmålet om, hvor længe hans forhold til den anden kvinde har stået på, kan du måske overveje følgende: Kan det tænkes, at din mand har været angst for at fortælle dig hele sandheden af frygt for, at du ikke ville være sammen med ham igen, hvis han var dig utro, da I var sammen? Eller kan det tænkes, at kvinden har en interesse i at så splid mellem jer – eller måske har hun blot en anden opfattelse af hvilket forhold hun har haft til din mand inden bruddet. Det kan være godt at få snakket om disse ting, så der er fuld åbenhed og ærlighed mellem jer.
Men uanset hvordan du stiller dig til ovenstående må I nu afgøre jer for, om det, der er sket i fortiden, skal få lov til at ødelægge fremtiden for jer.
Også i dette forhold kan det måske være godt at snakke med en anden om det, en som ikke skal tage parti for den ene eller den anden, men som skal hjælpe jer til at holde fokus på jeres indbyrdes forhold. Hvis I ønsker det, kan I evt opsøge en præst og bede ham om at lytte til jer, når I hver især fortæller om jeres eget forhold – og så kan han tilsige jer syndernes forladelse og lyse velsignelsen over jer som hjælp til at finde Guds kraft til et fortsat liv sammen.
Jeg håber, I bliver bevaret i jeres kærlighed til hinanden.
God arbejdslyst!
Bjarne Hougaard