Kære Anonyme
Jeg forstår, at din skilsmisse fylder rigtig meget, selv efter 3½ år, og du kan ikke se, hvordan du kommer videre. I det, du skriver, mærker jeg en stor længsel efter din eksmand. Jeg fornemmer din dybe frustration over, at dit liv ikke lykkes på den måde, som du har drømt om, og at du lige nu står i ”ingenmandsland”, hvor du ikke kan handle. Du er ved at være så desperat, at du tænker, at hvis du var død, så var der et problem mindre.
Du er ikke problemet. Men du kæmper med problemer, som handler om dig og dine nærmeste. I det du skriver, er der mange aspekter, som jeg ikke kan hjælpe dig med i en brevkasse. Men jeg vil opfordre dig til at tale med en terapeut, eller et menneske som er godt at tale med, og som forstår at lytte.
Hvis du er i tvivl om, hvor du skal finde en samtalepartner, kan du kigge under Ressourcer her på siden.
Skilsmisse – den skjulte sorg
Det jeg har valgt at skrive til dig, kan forhåbentlig hjælpe dig til at forstå, hvorfor du har det, som du har det. Skilsmisse aktiverer mange følelser i os - også sorg. I forbindelse med skilsmisse tales der ofte om den skjulte sorg. Du skriver om, at du tænker på ham hele tiden, og at du tænker på, om der var noget, du kunne have gjort anerledes. Dette er typiske sorgreaktioner. Sorg er tabet af noget, som er betydningsfuld. Det kan være en ægtefælle, men det kan også være tabet af den familieenhed, som man har drømt om.
Efter et brud sker der en løsrivelse
Jeg kan ikke fortælle dig, om det er realistisk for dig at blive genforenet med din eksmand. Måske kan det hjælpe dig at prøve at tænke på, hvordan det mon vil være at være ham. Han er formentlig langt videre end dig i den løsrivelse, som en skilsmisse er. Måske kan man tænke, at man bare kan vende tilbage til det, der var, men det kan man ikke, for det ville ikke fungere.
Det betyder, at skulle jeres forhold lykkes, så må I have hjælp af en parterapeut, og det vil din eksmand formodentlig ikke, for han har også sår efter bruddet og formodentlig lagt afstand til dette og kæmpet sig videre. Så hvis du vil være kærlig imod ham, skal du give slip på ham og respektere ham og hans valg.
At miste familieenheden
Men hvad handler så din sorg om? Jeg kan ikke vide det, men jeg har nogle forslag, og så må du selv mærke efter, om der er noget rigtig i det. Du har mistet din familie, ikke personerne, men det at I sammen udgør en enhed. En familie er en enhed, som justerer deres adfærd ind efter hinanden, så fællesskabet fungerer. En familie består af to voksne, som kan være der for hinanden, støtte og hjælpe hinanden og stå sammen om ansvaret for børnene. Denne drøm om familien, kan vi alle have, men sådan ser virkeligheden ikke altid ud. Familielivet og parforholdet er noget, der hele tiden må arbejdes på.
I sorgen er der en bristet drøm om en fælles fremtid, og først når man har erkendt tabet, kan man give slip på det, som man har mistet. Herefter kan der opbygges en fremtid med nye muligheder. Du vil måske spørge, hvordan du kan erkende tabet? Det er det, du skal bruge en terapeut eller et andet lyttende menneske til. Du skal fortælle din historie om det, der skete omkring bruddet igen og igen. Indtil du forstår, at det er definitivt. At du skriver sms eller ringer til ham, gør kun irritationen hos ham større.
Drømmen om det lykkelige liv
Du har også mistet din livsledsager. I sin tid, da du valgte at blive gift med ham, drømte du formodentlig om, at I skulle være lykkelige sammen. I skulle være der for hinanden og støtte hinanden. Men det endte med en skuffelse, og det du i sin tid faldt for, er nu det, som irriterer dig. Måske mærker du ikke irritationen, for du har tilpasset dig, og underspillet din rolle i parforholdet. Din drøm blev ikke til virkelighed.
Hvis du nu skulle blive klogere på dig selv og tage ansvar, skal du tale med en terapeut om den måde, du knytter dig i parforhold. Så vil du lære af, hvorfor samlivet med din eksmand ikke fungerede, og du vil blive klogere på, hvem du er. Det næste spørgsmål jeg tænker, du stiller, er: "Skal jeg så leve resten af mit liv alene uden en mand?" Det kan jeg ikke svare på, valget er dit.
Med kærlig hilsen
Erna
