Hej Alex.
Håber du stadig har begge ben på jorden, og fortsat overvejer din situation.
Glæd dig over de gode venskaber
Ud fra det, du skriver, lyder det som om, du har nogle gode, fornuftige venner, som betyder noget for dig, og det er rigtig godt at ha` som ungt menneske.
Det forløb, du beskriver, kunne pege i retning af, at Y alligevel ikke helt mener, at hun vil mere end at have glæde af dig "i sorgens stund", da I begge havde det svært. Se det positive i at ha` været hinandens støtte, da i begge følte jer svigtet, det er godt med lyttende venner.
Læs også mere om gode venskaber her:
Aldersforskellen
Du nævner, at hun er 17 og du er 15. To år betyder intet, når man er noget ældre. Men i jeres alder er det ikke uden betydning. I er forskellige steder i jeres liv og der skal være plads til, at I hver især udvikler jer. Måske vil det være godt, først at satse på det gode venskab, som I allerede har. Det er aldrig spild af tid, da det er en meget vigtig del af kæresteforholdet, hvis det senere kommer dertil. Du kunne også vise din veninde dette svar og I kunne tale om, hvad det er i ønsker lige nu. Måske kan hun bare ikke få sig til at sige til dig, at hun ikke er parat til at være kærester, fordi hun holder rigtig meget af dig, som en god ven.
Læs mere om det med aldersforskellen i dette svar: 17 år og forelsket i min venindes bror på 14 - hvad gør vi?
Mit forslag til dig er for en tid at lade være med at tænke i "mulig kæreste", men i stedet give dig tid til at være dig og måske netop tænke over, hvem du er og hvilke værdier, du vil sætte pris på hos en pige, når du skal have kæreste igen.
Læs artiklen: Den eneste ene
Nyd at være dig selv
Det er godt også at kunne nyde din "alenetid", det er der god læring i, mange vil på et eller andet tidspunkt i livet leve alene. Nogle gange oplever jeg voksne mennesker, som absolut ikke kan finde ud af at leve alene, de bliver nærmest desperate, og skal bare ha` en at leve sammen med, så snart de er ude af et parforhold, og det er jo ikke det bedste udgangspunkt.
Når du er i et kæresteforhold, giver du jo af dig selv til et andet menneske. Intimitet, nærhed, fortrolighed og hemmeligheder, derfor er det også vigtigt, at det velovervejes, inden du går fra pige til pige. At beskytte dig selv kan derfor også være, at være "bare dig" en tid. Jeg ved godt, at tid og medier tuder ørerne fulde med "kærestesnak", det er lige før, det er unormalt ikke at ha` en kæreste, men det er helt normalt, når man er 15 år.
Du bør ikke bruge tid på, at føle dig udnyttet, det er tiden for dyrebar til, lad glæden fylde også i dit liv.
Hilsen Jytte Haven Nørgård, Familieplejer.