Skal jeg holde fast i min kæreste, der igen har været utro?

Vis spørgsmål

Jeg har en kæreste, som jeg har været sammen med i to år. Han er min første kæreste, og jeg elsker ham rigtig højt.

 

Sagen er bare den, at han har været mig utro tre gange. Det har kun været, hvor han har kysset med en pige; den seneste gav han dog også finger. Alle gange har han været fuld og ikke så bevidst om, hvad han gjorde.

Jeg mener, det ikke er nogen undskyldning.

 

Han kom selv og sagde det til mig, og han var rigtig ked af det. Han elsker også mig rigtig højt, og vores forhold er i øjeblikket bedre end nogensinde før. Han fortalte, at han aldrig kunne finde på at gøre det i ædru tilstand, hvilket jeg ved er sandt. Jeg ved dog, at han kommer til at gøre det igen, fordi han ikke kan styre det. Det har han fortalt han mig.

Mit valg bliver også påvirket af, at han efter sommerferien rejser til udlandet i lang tid. Så jeg havde besluttet mig for at blive sammen med ham og bare nyde tiden med ham indtil da. Jeg ønskede nemlig at sige farvel til ham på en ordentlig måde, så vi kan se hinanden, når han kommer hjem på ferie – det behøver ikke at være som kærester eller noget.

Han har også altid været mere end bare min kæreste. Jeg har nemlig i flere år kæmpet med problemer som depression, angst og selvmordstanker. Her har han været det, som har holdt mig i live. Og jeg ved, det vil blive meget meget svært for mig, hvis han ikke er i mit liv. Jeg kan heller ikke bære tanken om, at se ham med en anden. Jeg føler, han er min, og det har jeg ikke lyst til at give slip på.

Jeg har nok bare brug for en lille pause lige nu, så jeg kan tænke og tage tingene, som de kommer. Men det ændrer dog ikke på, at jeg stadig er ét stort spørgsmålstegn! Jeg har for alt i verden ikke lyst til at såre ham. Vi er dog begge enige om, at vi ikke kommer til at slutte kontakten, hvis det er.

Hvad synes du, jeg skal gøre?

Med venlig hilsen

 

den knuste, 19 år

(forkortet af red.)

SVAR:

Hej “den knuste

Tak for din meget lange mail. Jeg vil prøve, om jeg kan komme hele vejen rundt om de problemer, du nævner. Jeg vil komme med nogle holdninger til, hvad jeg synes, men det er ikke nødvendigvis det rigtige for dig. Forhåbentlig kan du hente lidt inspiration, så du kan træffe dine egne beslutninger.

Hvad skal du gøre?

Her kommer de korte svar:

1) Du skal ikke holde fast i forholdet

2) Du skal søge professionel hjælp, når du er deprimeret, har angst og selvmordstanker

Slå op med ham

Du skal ikke holde fast i forholdet, fordi han bliver ved med at være utro, og han skal være væk i flere år. Hvis I, når han kommer tilbage, stadig har følelser for hinanden, så kan I finde ud af, om han er blevet mere seriøs i forhold til det med at forpligte sig. Sammen kan I så måske skabe et dejligt forhold.

Jeg tror sagtens, I kan holde kontakten som venner i de år, hvis I har lyst til det, men hvis han ikke kan være tro, når I er tætte på hinanden, så er det nok slet ikke realistisk, når der er mange tusind kilometer mellem jer. Så et parforhold tror jeg ikke på.

Måske kan du få noget ud af at læse artikler og svar i vores tema Utro kærester.

Din kæreste skal ikke være din terapeut

Med hensyn til dine personlige problemer er det rigtig dejligt, at du kan dele det svære med din kæreste, men du må aldrig hænge ansvaret på ham. Hans rolle som ven eller kæreste skal ikke være afgørende for, om du holder dig i live eller ej. Du skal bruge en professionel til at hjælpe dig med dine psykiske udfordringer, så din fremtidige kæreste kan have kæresterollen alene – og ikke samtidig være din terapeut eller behandler.

Det siger jeg, fordi jeg har set flere forhold gå i stykker, fordi man begynder at blive behandlere for hinanden eller får pålagt ansvaret for den andens lykke eller psykiske tilstand, og det er alt for stort et ansvar. Det gør forholdet til noget andet end kærlighed og hengivenhed.

Undersøg mulighederne gennem din egen læge. Du kan måske få en henvisning til en god psykolog eller terapeut, som kan hjælpe dig til at finde kærlighed til dig selv. Hvis du går i terapi og taler om disse ting, så vil du måske også få styrket dit selvværd, som kan hjælpe dig til at mene, at du fortjener mere end en utro kæreste.

Han fortjener dig ikke

Det med at du ikke kan bære at se ham med en anden, er også noget, du kan arbejde med. Han fortjener dig ikke, så der er ingen grund til, at du ikke skal komme videre og se efter en, der er meget bedre for dig, og som ikke har brug for andre kvinder på samme tid. Det vil altid være svært at se sin ekskæreste med en ny, for han vil altid have en særlig plads i dit hjerte. Det vil dog blive lettere med tiden, og særligt når du igen selv har hjertet fuldt af følelser for en ny og bedre kæreste.

Held og lykke med at få arbejdet med dig selv, med dit selvværd og med at holde af livet. Jeg håber, du finder styrke til at kæmpe for det, der er godt og rigtigt for dig.

Mange hilsner
Anja

Annoncer