Skal jeg blive sammen med min kæreste?

Hej

Dengang jeg var yngre og usikker på mig selv, mødte jeg en, som fik mig til at føle mig helt fantastisk. Det var, som om hele verden blev perfekt, og alt det, jeg havde kæmpet med, forsvandt. Jeg troede virkelig, at jeg havde fundet min eneste ene. Dog blev vores forhold ikke ved med at være ukompliceret. […] Vi endte med at flytte hjemmefra i en tidlig alder.

Da vi rent faktisk flyttede, ændrede alt sig. Min kæreste blev en helt anden person, som sårede mig og trak sig væk uden grund. Han talte grimt til mig og var i princippet ligeglad, hvilket endte i mange søvnløse nætter for mit vedkommende. I bund og grund var han kun kærlig, hvis han manglede seksuelt nærvær, og det knuste mig. Samtidig sov han meget og magtede ingenting, hvilket fik mig til at indse, at han nok havde en slags depression.

I lang tid ordnede jeg alt i vores lejlighed, selvom jeg havde meget andet at se til. Man giver jo ikke bare op på dem, man elsker. Heldigvis lysnede det i det fjerne, og min kæreste tøede langsomt op. Dog ændrede andre ting sig. Førhen havde han nogle strenge regler i forhold til, hvad jeg måtte have på i byen, og hvem jeg måtte snakke med af mine drengevenner. Jeg havde ærlig talt intet imod det, hvis det betød at vi bevægede os i retningen af at kunne stole på hinanden fuldt ud. Nu har min kæreste fundet ud af, at han egentlig gerne selv vil snakke med andre piger, og er ligeglad med hvad jeg gør. Men nu har jeg ingen drengevenner tilbage. Samtidig må jeg ikke se nogen af hans beskeder, hvor han per automatik altid venter med at svare, til jeg ikke er der.

Derudover siger han nogle sårende ting, som f.eks. at jeg er kedelig fordi jeg ikke er spontan som ham. Eller at jeg ikke har nogen venner, bare fordi jeg kan gå flere måneder uden at snakke med mine veninder, men når vi så mødes igen, så er alt præcis, som det plejer at være. Og når jeg græder over nogle af de ting han har sagt, siger han at jeg ikke skal være så følsom, fremfor at han burde lade være med at såre mig.

På min fødselsdag sagde han til mig, at han ikke havde lyst til at være sammen med mig i byen. Kan han ikke bare holde mig ud i en enkelt dag? Jeg er jo ligeglad med, hvad han gør alle andre dage på året. Det endte med, at vi begge sagde sårende ting og skulle bruge et par dage på at komme os.

Jeg er heller ikke perfekt. Jeg kan være ulidelig, men jeg arbejder på at blive bedre. Jeg forsøger at være spontan fra tid til anden og lave aftaler med ting, vi kan lave sammen. Men alligevel vil min kæreste for det meste hellere være sammen med vennerne, hvis tilbuddet skulle komme op samme tid. Og jeg ender med at føle mig kedelig og uden venner. Tilsidesat. Faktisk af og til ensom. Og i min ensomhed forestiller jeg mig, hvordan det ville være hvis jeg blev single, og hvordan det ville være at føle sig forelsket igen. Hver gang får jeg rygende dårlig samvittighed.

Men kan jeg overhovedet stole på min kæreste, når han bliver ved med at vælge sig selv og andre over mig?

Vi har jo også gode øjeblikke, hvor jeg ikke et sekund tvivler på ham. Men jeg er jo også tit ulykkelig. Hvor går grænsen for, hvor meget man skal finde sig i? Vi ville sikkert begge opnå fordele i at være single, og igen føles det fra min side egoistisk at holde fast i ham. I virkeligheden ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre, når alle valg føles forkerte. Og jeg kan ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle have en snak med ham om mine følelser, der ikke vil ende i, at han er træt af, at jeg er så følsom. Eller måske er jeg i bund og grund utryg i at skulle være helt alene igen? Eller ikke klar til at skulle forstille mig min kæreste sammen med en anden? På den anden side vil jeg heller ikke spilde hele min ungdom på en kæreste, jeg ikke er sikker på. Beklager den lange besked, men jeg håber virkelig på et godt råd.

Knus K, 19 år