Savner min eks – kan jeg byde min kæreste det?

Vis spørgsmål

Hej Adamogeva. Jeg er en pige på snart 20 år, der har et, hvad jeg synes, stort problem. Jeg har en helt fantastisk kæreste. Vi fik en dejlig lille dreng sammen i marts, som dog ikke var helt planlagt, men stadig meget meget velkommen!

Men mit problem er, at jeg stadig har følelser for min eks. Han er min 'ungdoms kæreste' og vi var sammen i 2,5 år.

Jeg savner ham så meget, og tænker på ham hele tiden, selvom vi ikke har været sammen i 3,5 år. Vi gik ikke fra hinanden, fordi vi ikke elskede hinanden mere, men fordi vi begge var meget unge og specielt jeg havde brug for at finde mig selv og opleve at være ung uden at være i et forhold.

Jeg fandt hurtigt en kæreste, efter vi gik fra hinanden, og helt ærligt så var jeg nok kun sammen med ham, fordi jeg havde brug for at glemme min eks. Ikke helt fair overfor ham, men det var noget, jeg desværre først indså, da vi også gik fra hinanden.

Jeg fandt min nuværende kæreste lidt tid efter, mig og min 'rebound' fyr gik hver til sit, og begge to har formået at få mine tanker lidt væk (ikke helt, men i hvert fald lidt) fra min eks. Men det har desværre kun været for en periode, så er han lige pludselig i mine tanker igen hele tiden. Jeg har troet, at det ville gå væk med tiden, og at jeg ville tænke mindre og mindre på ham, og også tænkt at selvfølgelig vil han altid være i mine tanker. Han var jo min første kæreste.

Men det bliver bare ikke bedre, hvis det bliver noget, bliver det værre.

Jeg elsker min nuværende kæreste, ingen tvivl om det, og har en stor drøm om at have en kernefamilie - og det kan han give mig. Jeg er selv skilsmissebarn, så ved at det kan være rigtig svært og det ville jeg jo gerne undgå for min lille drengs skyld. Men jeg synes bare heller ikke, at jeg kan byde min kæreste, at han skal være i et forhold, hvor hans kæreste har det sådan ikke (ikke fordi han ved det).

Jeg ved min eks har det på samme måde som mig. Vi snakket meget sjældent sammen, men det sker nogle gange. Fx. skrev han tillykke til mig, da jeg havde født min søn.

Men vi snakkede på et tidspunkt om alt det, der sker inden i mit hoved og i hans. Og vi har det på samme måde, vi har endnu ikke fundet nogen, der har levet op til det forhold og de følelser, vi havde, da vi var sammen - og de følelser vi stadig har, når vi støder ind i hinanden. Og så har vi begge tænkt, at hvis vi begge to har det sådan her efter så lang tid, er der så noget om, at det skal være ham og mig? Eller er det bare os, der er underlige, fordi vi åbenbart ikke kan komme videre?

Jeg er i vildrede, så håber virkelig i kan hjælpe mig med at få lidt styr på mine tanker. Hvad skal jeg gøre? Vil så gerne det bedste for min lille dreng!! Men kan jeg byde både min kæreste, og mig selv og leve i et forhold, hvor jeg tænker på en anden? Eller vil mine følelser for min eks forsvinde med tiden?

Klem fra den meget forvirrede nybagte mor.

SVAR:

Kære Nybagte mor.

Jeg vil ønske dig et stort tillykke med, at du er blevet mor. Det er dejligt at læse, at du elsker din nuværende kæreste, og du har en drøm om at have en kernefamilie. Jeg kan læse, at du tror på, at din nuværende kæreste kan give dig din kernefamilie. Jeg tænker, at det er et rigtig godt udgangspunkt for at skabe en kernefamilie.

Savnet af ekskæresten

Jeg kan samtidig læse, at du savner din ungdomskæreste, som du tidligere var sammen med i 2½ år, inden du mødte din nuværende kæreste. Jeg kan godt forstå, at du bliver i tvivl om, hvad der er bedst at gøre i forhold til dig selv, dit barn og din nuværende kæreste. Jeg tænker, at du let kan blive i tvivl om, du har truffet det rette valg, når du stadig mærker savnet og følelserne for din tidligere kæreste. Det bliver heller ikke lettere for dig, når du har hørt fra eks-kæresten, at han har samme oplevelse som dig.

Tag et aktivt valg

Jeg tænker, at du beskriver et dilemma, som du bliver nødt til at tage et aktivt valg i forhold til. Du har tidligere taget en beslutning om at være sammen med din nuværende kæreste og få et barn sammen med ham. Den beslutning, som du har taget, påvirker ikke kun dig, men også din kæreste/barnets far og især dit barn. Min personlige holdning er, at det er vigtigt, at du fastholder denne beslutning og kæmper for, at jeres familie (herunder dig, dit barn og din kæreste) bliver og er den kernefamilie, som du har drømt om. Sådan at dit barn ikke kommer til at opleve den samme smerte, som du har oplevet ved at være skilsmissebarn.

Overbevist om din styrke

Du skriver, at det er svært at lade være med at tænke på din ekskæreste, derfor tror jeg, at det godt kan blive hårdt arbejde og udfordrende for dig at fastholde et valg om at være sammen med din kæreste. Jeg er overbevist om, at du har styrken til at fastholde dit valg om at være sammen med dit barns far, hvis du vil.

Råd til at fastholde dit valg

I det følgende vil jeg give dig nogle råd, som måske kan hjælpe dig med at fastholde et valg om at komme videre med at fastholde din nuværende kernefamilie.

Først og fremmest skal du afslutte jeres forhold 100 %.

  1. Hvilket betyder, at du skal tænke, at der absolut ikke er mulighed for at finde tilbage til din ekskæreste. Du er startet på et nyt liv med din nuværende kernefamilie, som ikke indbefatter din ekskæreste (der er ikke plads til en relation med ham, det kan lyde hårdt).
  2. Dette betyder, at du ikke skal snakke med din ekskæreste mere eller skrive/modtage sms (slet hans telefonnummer, slet hans beskeder/sms til dig uden at læse dem). Det, at I har kontakt med hinanden en gang imellem, kan være med til at vedligeholde jeres følelser for hinanden.
  3. Skriv en liste over ting og egenskaber ved din nuværende kæreste, som du værdsætter. Hvad er det ved ham, som du elsker? Egenskaber, som er dyrebare i forhold til, at han er mand og far i din kernefamilie (du skriver, at han kan give dig din kernefamilie)?
  4. Hver gang du kommer til at tænke på din ekskæreste, skal du prøve at tænke på de ting, som du har skrevet på listen i punkt 3 – ting som du værdsætter hos din kæreste.
  5. Brug tid med din kæreste, tal sammen om håb og drømme. Fortæl hinanden, hvad I sætter pris på ved hinanden, i jeres liv og hverdag.
  6. De følelser, som du havde for din tidligere kæreste, kan du måske aldrig få for nogen igen, men det må du acceptere – sige farvel til den tid og de følelser. Du får nogle andre følelser og oplevelser med din nuværende kæreste, som er ligeså værdifulde – måske endda mere.

Dit barn har brug for sin mor og far

Jeg skriver ikke ret meget om muligheden for at afslutte forholdet med barnets far. Årsagen til dette er, at dit barn har brug for at være tæt sammen med både sin far og mor, og dette vil ikke kunne lade sig gøre, hvis du brød dit forhold til din kæreste. Jeg tror også, at det ville være svært for dig og din ekskæreste at skabe det samme forhold til hinanden, som I havde tidligere, da der er sket meget, siden I var kærester sidst – eks. at du er blevet mor.

Hent også inspiration ved at læse disse artikler:

Kærlighed og forelskelse

Kærlighed i praksis

Jeg vil ønske dig alt held og lykke til med at skabe og fastholde din kernefamilie.

Kærlig hilsen

Linda Valbjørn

Annoncer