Kære du
Tak for dit spørgsmål.
Du skriver detaljeret og velovervejet om samlivet med din mand, der lever markant anderledes end dig, og jeg har spekuleret på, hvad jeg kan give dig. Jeg har ikke noget endegyldigt svar, men vil derimod forsøge at bringe nogle overvejelser i spil, som jeg synes, du ikke skal blive for hurtigt færdig med. Jeg vil også understrege, at jeg ikke tager parti for din mand men ønsker at ændre dine refleksioner.
Din mands problemer er andet og mere end fedme
Allerførst, din mand er overvægtig. Han har et BMI på 36, hvilket placerer ham i gruppen ”fedme”, der er niveauet over ”overvægtig”. Det kan næppe være en overraskelse for nogen af jer, og sagen er jo, at selv i de perioder, hvor han vejer 100 kg, er han stadig i gruppen ”fedme”. Jeg nævner det - ikke for at være en lyseslukker, men for at understrege de vilkår, som han er oppe imod. Du nævner også, at han ved, at han spiser forkert, og at I begge ved, at det handler om noget andet.
Du kan af gode grunde ikke svare mig, men hvad handler det om? I samme forbindelse vil jeg spørge dig, om I tænker på din mand som en misbruger?
At bryde en afhængighed kræver støtte og hjælp udefra
Misbrug kan være mange ting f.eks. alkohol, stoffer, arbejde, sex, underspisning og overspisning, som det er tilfældet med din mand. Hvis I tænker på din mand som misbruger, hvilke tanker opstår der så?
Jeg tænker selv, at det er svært at være misbruger, og at det er de færreste, der magter at komme ud af det uden massiv hjælp og støtte af pårørende og professionelle, når det har stået på i mange år.
En misbruger slider ofte med skam og selvforagt
Noget andet, der præger misbrugere,er, at de ofte er præget af stor skam. Det er voldsomt at vide, at man er fed og ikke kunne leve op til egne og andres forventninger. Alle de usagte ord og de misbilligende øjne kender misbrugeren til fulde, og i stedet for at lægge misbruget på hylden, tyr en misbruger til det, der trøster, nemlig stoffet, øllen, maden …. For derefter at blive mødt med (selv-) foragt på ny. Er det et mønster, du kender?
Vrede, foragt og kontrol kan blokere for nærhed
Du skriver: ”Jeg er ved at kaste op over, altid at skulle leve på hver sin vej.” Det virker også meget radikalt, så forskellige I er. Al den kontrol over eget liv, som din mand mangler, har du – måske lige bortset fra dengang, du var ham utro. Jeg kan ikke lade være med at overveje, om din kontrol kun gælder dig selv, eller om den også gælder din mand? I al fald formåede du, at ”sætte ham stolen for døren”, så han opgav festerne.
Hvordan mon din mand oplever dig i dagligdagen? Som én, der elsker ham, eller som én, der vil kontrollere ham og hans helbred? Er du i virkeligheden blevet din mands mor?
Du skriver meget tydeligt, at du savner din mands nærvær. Jeg ved ikke, hvad nærvær er for dig, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at den foragt og vrede, som du bærer på, kan din mand ikke undgå at mærke. Det giver sig udtryk både verbalt og nonverbalt, og du kan heller ikke give dig hen for ham seksuelt. Hvordan skal han formå at være nærværende, når han samtidig oplever en vedvarende anklage?
Du kan ikke ændre din mand - hans liv er hans ansvar
Sådan som jeg ser det, bliver du nødt til at ændre din opfattelse af jeres forhold. Hvor meget du end holder af din mand, kan og skal du ikke påtage dig hans manglende ansvar for eget liv. Det er rigtig svært at nå dertil - og nogle gange umuligt. Din mand er en voksen mand, og han må selv tage ansvar for sit eget liv.
Du kan støtte ham, hvis han er parat, og du kan overveje, hvorfor hans overvægt er så stor en irritation for dig. Er det forfængelighed, frygt for at miste ham, manglende kontrol eller noget helt fjerde? Et eller andet er der i al fald på spil, for han var også fed, da I fandt sammen, selv om du håbede, at det ville ændre sig med årene.
Mit råd til dig er derfor, at du bliver nødt til at fokusere på dig selv i stedet for ham. Ved at anerkende, at din mands overvægt dybest set kun er hans ansvar og ikke dit, vil du kunne ændre jeres tilgang til hinanden, idet du vil kunne sætte ham fri til at tage sit liv på sig, hvis han magter det. Ideelt set vil han kunne få en kone i stedet for en mor.
Du kan tage ansvar for at ændre på din del af samspillet
Hvis det skal lykkes, tror jeg, at du bliver nødt til at have hjælp udefra i form af en professionel samtalepartner dvs. terapeut, psykolog eller præst. Samtalepartneren vil også kunne bringe jer sammen og hjælpe jer til at tale sammen om, hvordan I oplever din mands overvægt.
Jeg mener, at du allerede nu bør aftale en tid med en samtalepartner, for jeg er overbevist om, at børnene også lider under det. Du nævner selv, hvordan de aktivt tager afstand fra din mands spisevaner og skammer sig over ham.
Måske kan du finde en i dit område her på siden under Ressourcer.
I den bedste af alle verdener vil din mand begynde at arbejde seriøst med sin overvægt, når han er klar og først dér. Det er meget frustrerende at vente på, at der kommer et gennembrud – især også fordi vi ved, at den dag måske aldrig kommer. Men igen, det er hans problem og ikke dit. Dit problem er, hvordan du vil kunne rumme det uden at føle afsky, vrede, skam over ikke at kunne acceptere ham osv.
Gud hører bøn
Afslutningsvis nævner du selv den åndelige dimension. Der er en stor trøst i at kunne lægge sin lidelse over til Gud både som enkelt person og som par. Jeg ved ikke, om I beder sammen, men det kunne måske være en vej for jer, så I vil formå at møde hinanden åbent. I vil også kunne opsøge en præst eller anden kristen, som I har tillid til, og bede om helbredelse, udholdenhed, kærlighed og tilgivelse. Nogle gange sker der det fantastiske, at Gud løser os fra vores sygdomme, det kunne f.eks. være din mands overvægt. Det kan også være, at han ikke gør, og i så fald må vi arbejde ligesom alle andre, der ønsker at tage livet på sig, sådan som jeg har beskrevet det tidligere.
De bedste hilsner
Henrik
