Min ven og jeg er varm på samme pige – hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er lidt frustreret og har et stort problem. Der er den her pige, som min bedste ven godt kan lide, og jeg kan også godt lide den her pige, og min ven ved det ikke. Vil ikke gøre ham ked af det, men jeg vil også gerne have en kæreste, da jeg aldrig har haft en før.

Så hvad gør jeg?

Tak på forhånd.

Ham der, 15 år

SVAR:

Hej

Tak for dit spørgsmål. Det er rigtig godt, at du spørger nogen til råds for at blive lidt klogere på, hvad du skal gøre.

Jeg kan godt forstå, det er lidt svært for dig. Når jeg læser dit spørgsmål, forstår jeg det sådan, at du rigtig gerne vil have en kæreste. – Den pige du kunne forestille dig, kunne blive din kæreste, er din bedste ven også ”varm på”. Jeg kan ikke vide, hvad der er bedst for dig at gøre. Men jeg vil gerne komme med nogle tanker, som du kan overveje.

”Varm på” den samme pige som min bedste ven

For det første vil jeg sige til dig, at det er ikke unormalt, at man kan blive varm på den samme pige, som éns bedste ven godt kan li. Når man er 15 år, - går og kommer følelserne lynhurtigt. Man bliver hurtigt glad, man bliver hurtigt ked af det og ikke mindst, er der pludselig en pige, man rigtig godt kan li og måske er forelsket i.

Ta' det med ro

Jeg vil råde dig til at tage det lidt med ro og se, hvad der sker. Jeg tænker nemlig, at hvis du tager det lidt med ro, kan det være, det hele lægger sig til rette, så du lettere finder ud af, hvad du skal gøre. Måske mister din bedste ven interessen for hende eller det kan være, du finder ud af, at det måske alligevel ikke var lykken for dig, at blive kæreste med hende. Jeg er godt klar over, at det nok ikke er det fedeste råd at få, når du er 15 år og super gerne vil have en kæreste. Alligevel er det det råd, jeg vil give dig. Jeg tænker nemlig, at der er meget på spil for dig. For det handler jo også om din bedste ven og det venskab forstiller jeg mig, der er vigtigt for dig at bevare. Lad os nu forestille os, at du beslutter dig for at spørge pigen, om I skal være kærester. I værste fald kan din bedste ven blive så ked af det, at der går noget i stykker i jeres venskab. – Så står du måske både uden kæreste og måske også et mindre tæt venskab med din bedste ven. Det er i hvert fald en overvejelse, jeg vil råde dig til at gøre. Derfor vil jeg opfordre dig til at tage den lidt med ro.

Det kræver tid at finde en kæreste

Det er helt ok ikke have prøvet at have en kæreste, når man er 15 år. Samtidig er det er helt naturligt, at du ønsker dig en kæreste. Men det er ikke bare lige noget, man får, når man har lyst til det.

Det at finde en kæreste kan godt være lidt at et tålmodighedsarbejde. Det er nemlig vigtigt, at lære hinanden rigtig godt at kende, inden man begynder at være kærester.

Prøv at kigge dig lidt om på siden, måske der er noget, du kan bruge. Her er forslag til artikler og du kan også læse svar til andre:

Forelsket - en fantastisk følelse

Kærlighed og forelskelse

Pigevenner og drengevenner

Den eneste ene

Håber meget for dig, at du finder en måde at tackle det på. – Du er velkommen til at henvende dig igen.

De bedste hilsner

Annette

Annoncer