Håber virkelig I kan hjælpe mig, så jeg enten kan komme videre eller prøve at få hende tilbage. Vi er gået fra hinanden for ca. 1½ måned siden efter 4 år sammen, og jeg føler virkelig, at det var min egen skyld. Vi havde det godt sammen, men nogle gange var der også konflikter og jeg har lukket meget af i stedet for at snakke med hende og få løst konflikterne. Vi går i skole i samme by og ser hinanden ofte. Hvor ville jeg gerne give det en chance mere, så jeg kan vise, at jeg er blevet bedre. Skal jeg tage kontakt til hende og sætte en samtale i gang?? eller hvad mener I? (Kort resume ved redaktionen.)
Læs en forkortet udgave af spørgsmålet her:
Hej med jer. Håber virkelig I kan hjælpe mig, så jeg enten kan komme videre eller prøve og få hende tilbage. Vi er gået fra hinanden for ca. 1½ måned siden, og jeg føler virkelig, at det var min egen skyld. Vi har kommet sammen i 4 år. Hun var min første rigtige kæreste og det samme var jeg for hende. Jeg ved, at hun har elsket mig over alt på jorden, skrevet søde kærlige ting om hvor højt, hun elskede mig og ikke ville kunne leve uden mig. Jeg følte også, at hun var min eneste. Vi har haft slået op et par gange før og det gav nogle ting til efterretning og gjorde så, at vi gik tilbage til hinanden og hun flyttede ind hos mig.
Vi havde det godt sammen, men nogle gange var der også nogle konflikter, der gjorde, at jeg rendte med en sur smilie inden i mig selv og valgte, at holde min mund lukket og lade hende være, i stedet for at snakke med hende, om hvad der var galt, så på den måde blev hun til tider meget ked af det, mere end jeg faktisk lige selv kunne se. Det fandt jeg ud af senere, da jeg havde læst nogle breve, hun havde skrevet om de perioder, der ikke gik så godt. Altså heldigvis gik det meste rigtigt godt, vi viste hinanden kærlighed og sådan noget. Men efter ca 1.1/2år bliver jeg fyret fra mit arbejde og vi bliver nødt til at flytte hjem til hendes forældre, fantastiske mennesker. Vi boede der omkring 1½ år, men sidst i den periode havde jeg gået i en forkert retning og var gået meget ind mig selv og lavede ikke så meget med min kæreste, spillede mere på computer og tog mig ikke rigtigt sammen til at give hende min kærlighed og viste ikke de store følelser, tænkte måske det skyldtes, at jeg intet arbejde havde og så at vi ikke havde det store privatliv til at gøre, hvad vi ville.
Og i sommers havde jeg igen haft en masse i mit hoved og lukkede mig selv endnu mere ind i mig selv og det gjorde så, at jeg tog en beslutning bare for at vise hende, at jeg var vred, så jeg sagde til hende, at jeg slog op og flyttede over til min far i stedet. Hun blev rigtigt ked af det, men lidt på en sur måde. Men inden jeg tog af sted, sagde hun til mig, om vi ikke kunne være venner, så hun kunne snakke med mig. Jeg sagde bare jo, men skrev ikke til hende en hel uge og en aften kom der en besked fra hende, at hun var rigtigt ked af at have mistet mig og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre og savnede mig helt vildt. Og spurgte om vi ikke kunne være sammen, selvom vi ikke kom sammen. Jeg skrev, at jeg syntes, det var en meget dum ide, men hun bad virkelig og jeg elskede hende jo stadigvæk, så jeg sagde ja.
Vi mødtes kort tid efter og hun havde fået en studie lejlighed. Og så skulle hun studere i udlandet en tid og da begynde jeg virkelig at tænke på hende, at jeg ville have hende tilbage igen som kæreste og vi fik også snakket lidt sammen om det, mens hun var af sted. Men hun var begyndt at lyde en smule skeptisk, for hun vidste ikke, om hun turde tage mig tilbage. Der blev jeg godt nok noget tom. Da hun kom hjem i dec havde vi det skønt sammen, elskede hinanden. Nytåret holdt vi sammen og var til fest, hvor en anden pige spurgte os, om vi kom sammen og min eks var hurtigt til at svare, at det gjorde vi :) og det gjorde mig meget stolt inden i.
Midt i januar begynder det at gå skævt. Jeg snakker med hende, om det med at komme sammen igen, og hun siger at 95% af hende vil gerne, men 5% er bange for at blive såret igen. Og det endte med, at vi begge græd lidt, og lagde os til at putte sammen under dynen og holde om hinanden. Det skal siges, på det her tidspunkt var jeg ved at have lært noget om, hvordan man viste sin kærlighed og være sød, det var selvfølgelig lidt svært at vise hele tiden, da jeg også var begyndt at blive lidt bange for at lægge for meget i det, hvis det nu ikke endte med, at vi kom sammen igen.
Og nu til den dag, det gik helt galt... Vi havde skrevet sammen, om at vi skulle være sammen, og hun skrev, at hun lige skulle se, hvordan hun havde det, for ellers havde hun aftalt noget med en veninde, men hun havde fået det lidt skidt, så hun ville hellere være hjemme. Jeg skrev så okay og senere på aftenen skrev jeg så til hende igen, hvordan hun havde det og hvad hun havde fundet ud af? Hun svarede, at jeg bare skulle komme, men at hun ikke havde lyst til at lave noget sådan rigtigt, hmm :( Jeg tænkte og skrev tilbage, at jeg kunne lave ingenting her hjemme i stedet, så svarede hun, at det var ikke det, hun skrev. Og hurtigt blev det så enden på at mødes, da de beskeder, vi skrev til hinanden bare blev til, at jeg aldrig ville se hende mere. Jeg skrev meget dumt i stedet for at tage hjem og snakke med hende.
Der gik så kun 4 dage til jeg ikke kunne klare det mere og skrev til hende på facebook, at det var virkeligt noget dumt noget, at vi var kommet op at skændes om, og at det ikke var det værd at blive sur over, alt muligt sødt også hvor meget jeg holdt af hende. Hun skrev så hurtigt tilbage, at lige så snart jeg havde dummet mig, så fortrød jeg altid bagefter. Hun skrev det surt, men hun ville gerne være en god ven, skrev hun, men ikke mere end det. Og hurtigt gjorde det for ondt på mig at skrive med hende, for er der nogen, der er god til at være kold, så var det hende. Det havde jeg oplevet før.
Jeg sendte blomster med kort og jeg lavede et film album til hende med vores billeder, men intet hjalp. Hun var stadig kold, men skrev at jeg skulle se at komme videre. Og det forsøgte jeg så og da ikke havde skrevet til hende i et stykke tid, begyndte hun at skrive om nogle ligegyldige ting. Og jeg var egentlig for hurtigt til at svare, om det var et tegn på, at hun savnede mig.
Vi var ved at finde ud af, at skulle mødes og snakke tingene igennem. Indtil en dag hvor jeg var lidt dum at logge på hendes facebook for at se, om hun havde skrevet med nogle om mig. Hun havde givet mig sin kode før, da vi var sammen og hun havde også set min indbakke uden min tilladelse. Og jeg havde misforstået en besked, hun havde skrevet med en anden fyr. Jeg skrev, at jeg havde set hende indbakke og spurgte, hvorfor hun havde skrevet med ham? Hun blev så sur, at alt hvad vi havde snakket om, skulle jeg bare glemme. Og jeg blev også sur og skrev, at hun bare skulle glemme så. Vi fik ikke snakket sammen og jeg skrev til hende igen og spurgte, om hun var sur, men hun svarede ikke og jeg gik bare og fik det mere dårligt og kunne se, alt hvad jeg havde gjord forkert i vores forhold og kunne rette op på.
Det hele minder meget om første gang, vi slog rigtigt op, hvor der gik lang tid, hvor hun bare var meget kold. Jeg har aldrig tænkt på en pige så meget før. Og ved at hun har elsket mig mere, end jeg har elsket hende til tider...
Til dagligt går vi i skole i samme by, vi ser hinanden ofte. Hun kigger meget efter mig, har jeg lagt mærke til, og især efter jeg overhovedet ikke har skrevet til hende 1½ uge nu. Altså det gør i det mindste ikke mere ondt, når jeg tænker på hende, men af hele mit hjerte, hvor ville jeg gerne give det en chance mere, så jeg kunne vise, at jeg er blevet bedre og at det ville kunne lykkes os at blive gamle sammen, som hun selv skrev engang.
Skulle jeg tage kontakt til hende og sætte en samtale i gang, når vi står ved siden af hinanden?? eller hvad mener I? Jeg syntes selv, at jeg havde det meste ansvar for, at det til tider gik dårligt ved ikke at snakke med hende om det i tide.
På forhånd tak og spørg, hvis der er mere I vil vide.
Tonny, 27 år
