Kære forvirrede pige
Jeg håber, at du får svaret tidsnok, du skriver, at det er en hastesag … her er, hvad jeg tænker.
Den forvirrede dreng
Min umiddelbare tanke, når jeg læser det, du skriver, er, at du fortjener noget bedre. Jeg synes, det virker meget rodet, det du står i.
Han vil dig og så alligevel ikke. Han vil godt være tæt sammen med dig, når I er alene og når han er jaloux … men ellers ikke. For mig at se, trænger han til at finde ud af, hvad det egentlig er, han vil. Holder han af dig, så må han også satse på dig og KUN dig. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om grunden, til at han er jaloux, er, fordi han ikke er helt afgjort med, hvad han vil … vil gerne kysse på andre, siger du. Samtidig kan jalousi være et udtryk for, at han er bange for at miste dig, men det hænger bare ikke sammen med resten af det, du fortæller. Jeg er ærlig talt også lidt forvirret.
Du skriver, at han synes, I skal tænke det igennem … er det i virkeligheden fordi, at han helst vil have, at du slår op, så han slipper. Du skriver også, at han ikke er kærestetypen og derfor har svært ved at vise sine følelser. Er det hans ord? Så tænker jeg igen, at han prøver på at slippe ud af forholdet … han gider ikke have en kæreste og snakke alt det der følelser, vil bare kysse lidt her og der… eller hvad?
Alt dette er bare mine tanker, når jeg læser, hvad du skriver. Det kan godt være, jeg er helt galt på den og det er lidt hårde ord, det ved du bedst selv, men måske jeg sætter nogle tanker i gang hos dig…
Hvad vil du?
Jeg læser, at du gerne vil have en kæreste, som stoler på dig. En som holder af dig, og som gerne vil vise det, når I er sammen med andre, uden at det har noget at gøre med jalousi. En som kan sætte mere ord på sine følelser og som ikke har brug for at kysse på andre eller holde pause, for at mærke om singlelivet er mere attraktivt. Hvis det er rigtig, synes jeg, du skal tænke over, om det er ham, du beskriver, der kan opfylde de ting?
Snak med ham, sig hvad du føler
Du spør', hvad du skal gøre? Først vil jeg foreslå, at du læser nogen af nedenstående links om, hvad det vil sige at være kærester. Så skal du afgøre med dig selv, hvad det er, du vil? Vil du have ham, fordi du er rigtig vild med ham, eller er der mere end det? Hvis du finder frem til, at det her er noget, du vil satse på, så skal du sætte ham stolen for døren. Pauser og åbne forhold er ikke holdbart i længden. Det hjælper heller ingen ting, at du spiller kostbar eller flirter med andre.
Hvis det at skrive er noget, du synes, du er god til, så er det en mulighed, men husk at noget på skrift kan misforstås og misbruges. Derfor er mit bedste råd. Snak med ham, sig hvad du føler .. vis ham evt. dette brev, hvis du har mod på det og så bed ham om at tage en helhjertet beslutning. Det kan godt være, at han har svært ved at sætte ord på sine følelser, det er også vanskeligt og noget som de fleste arbejder med hele livet. Så accepter det, hvis du kan; fortæl ham din version og bed ham om at gå hjem og tænke over det og så komme med et svar dagen efter.
Det kan godt komme til at gøre ondt, men der er ingen af jer, der er tjent med situationen, som den er nu.
Her er lidt links, jeg tror, du kan få gavn af i dine overvejelser:
Håber du finder frem til en løsning til jeres begges bedste.
Med kærlig hilsen
Vivian Heintze Dahl