Meget alene - er jeg anderledes?

Hej Adam og eva. Jeg vil gerne starte med at fortælle, at jeg er meget alene. Min eneste tætte veninde, jeg har og som jeg er aller mest sammen med for tiden, er min kusine på 11. Jeg er selv 14.

Jeg har 4 veninder, jeg går i klasse med, som jeg har kendt i omkring 4 år, siden jeg startede i deres klasse i fjerde. Vi er ret tætte, men jeg begynder langsomt at føle, at jeg skiller mig mere og mere ud. Jeg lider virkelig meget af jalousi, og hver dag misunder jeg mine populære veninder.

Min anden tætteste veninde efter min kusine er hende, der er en af skolen/byens mest populære piger. Men den veninde, jeg misunder mest og som nok gør, at jeg mister meget af mit selvværd, er nok min tidligere bedste veninde. Vi var bedsteveninde og var aller mest sammen indtil juletid, så begyndte hun at hænge ud med hende skolen/byens populære pige, og jeg begyndte at føle, hun ikke gad være sammen med mig mere.

Det begyndte at blive til flere skuffelser, skænderier, diskussioner og tårer. Jeg blev meget ked af det, for lige pludselig begyndte en masse mennesker at ville lære hende bedre at kende, og jeg stod der og følte mig som en efterladt person.

Hun fik flere og flere likes på sine billeder på facebook, og det var der, jeg begyndte at blive rigtig jaloux. Jeg vil gerne blive gode venner med hendes venner for at vise dem, at jeg også kan være sjov, som hende. For det er nok sådan det forgår i vores tid. Man skal være humoristisk.. Konstant! men jeg tør ikke at være humoristiks hele tiden. Det er mest, når jeg er sammen med folk, jeg stoler på.

Jeg har ikke rigtig nogle drenge venner. Der er en dreng fra min klasse, som jeg snakker lidt med, og vi skubber hinanden for sjov, men jeg har ikke brug for at lære ham bedre at kende. Lider jeg af drenge fobi eller sådan noget?..

Alle de fire veninder, jeg snakker om fra min klasse, misunder jeg. Jeg er sammen med dem hver evig eneste dag i skolen og alligevel føler jeg mig som en, der står helt alene 20 meter væk, når vi går rundt på skolen blandt parallelklasserne. De har alle sammen over 40 likes på deres billeder og på mit nyeste har jeg to.

Jeg er ikke grim. Folk ved, hvem jeg er, men tænker vel, at jeg er ret ligegyldig, fordi jeg er lidt mere usikker end mine veninder. Jeg viser det. Det gør de ikke. De er så åbne og grinende. Nok også mere spændene, mens jeg er stille, og alle drengene her i byen ligner hinanden. Eller også er det bare fordi de eneste drenge, jeg kender, er mine veninders drenge/pigevenner som virker alle ens.

Min gamle bedsteveninde og hende byens populære pige er bedstevenner med en dreng, der går i min klasse. Jeg har været forelsket i ham siden 3. klasse, og det er ikke så mange måneder siden, mine følelser for ham forsvandt. Han har også været forelsket i mig her i syvende klasse og har altid kunne li mig lidt, men det er han ikke mere. Vi har gået i klasse sammen uden at snakke sammen eller blevet venner, så jeg har et meget underligt forhold til ham. Jeg ved ikke, hvad jeg skal, eller om jeg skal gøre noget. Jeg havde bare brug for at skrive det ned et sted, inden jeg begyndte at græde over mit sure liv igen.

Knus Luna, 14 år