Løgn over mange år - hvordan tackler jeg hans reaktion?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg har en kæreste og vi har været sammen, siden vi var 17 år. Vi var så forskellige, men elsker rigtigt meget.

Jeg var fest pige og havde mange festvenner dengang. Og så var jeg den person. som har sex med nogen, når jeg har drukket, for jeg har ikke rigtig tænkt på det, om hvordan jeg har følt det eller sådan noget. Og han hader det, han bliver så sur og siger til mig, at jeg er den person, som ikke har tænkt sig om eller noget.

Men vi bliver kærester, jeg bliver rolig og har tænkt over mit liv og bliver en meget mere god person. En dag har han fortalt mig, at han var utro mange gange, så det var ikke de bedste tre år i vores forhold. Vi har tit slået op og blevet kærester igen og igen igen. Når vi har slået op, kommer jeg til at drikke igen og har sex med nogen, og når vi bliver kærester igen, så kan jeg ikke fortælle ham det, for jeg bliver bange, om jeg vil miste ham igen. Indtil i sidste uge, har jeg følt mange gange, at jeg bliver nødt til fortælle ham det, men jeg kan bare ikke. I sidste uge har jeg fortalt ham alt. Og han er så sur og trist, fordi han tror, at jeg er den perfekte pige til ham. Det er bare en uge, men jeg er allerede træt af hans opførsel overfor for mig, hans jalousi og alle grimme ting, som hans siger. Men jeg ved, at det er mit skyld.

Men jeg er træt, så jeg håber rigtigt meget gerne, om I kan hjælpe mig med, hvordan jeg skal tackle det med hans opførsel.

piikuu, 22 år

 

SVAR:

Kære piikuu.

Som jeg forstår dit brev , har du i fem år haft den samme kæreste ”on and off” – og I har begge haft sex med andre ind imellem, mest ved fester og når du/I har drukket.

Du har haft svært ved at fortælle om din del til din kæreste, du har ændret din adfærd, og nu også fundet modet til at stå ved dit liv, og fortalt ham om det. Jeg forstår på det, du skriver, at det du lige nu har fået ud af det er, at din kæreste med sin negative reaktion på din ærlighed tillader sig ”at træde på dig” – fordi du ikke er den perfekte pige – som han så dig – i sin fantasi.

Og jeg forstår godt, det må gøre dig uendelig træt.

Først vil jeg sige til dig, at din kæreste ikke ejer dig – og du ejer ikke ham. I er to forskellige mennesker, som begge har begået fejl (som alle mennesker gør) og I har indrømmet det overfor hinanden. Du mener, det er din skyld – og du har selvfølgeligt et ansvar, i det der er foregået. Det kan dog aldrig give din kæreste ret til at ”køre på dig”. Når han er så sur og trist, både er jaulex og siger grimme ting til dig, er det citat: ” fordi han tror, at jeg er den perfekt pige til ham” – og så er dette ok???? Det lyder til, at du var hans drømmebillede af en kvinde, og det kan du ikke leve op til (og det vil ingen nogensinde kunne – for det er hans fantasi!) og så mener han, at det er ”hans ret” at straffe dig for det. (det tror han måske?)

Det er ærlighedens pris – du betaler. Problemet - som jeg ser det - er, at du er bange for at miste ham igen.

Og hvad er det, du er bange for at miste? Hvad har du sammen med ham? Hvilke værdier har I fælles? Ikke at I skal være ens – men hvad værdsætter du ved ham? Er det ærlighed? Kærlighed? Fællesskab med ham? Sex?

Eller måske er det angsten for at være alene, der styrer??

Du spørger efter hjælp til at tackle hans opførsel. Jeg skriver her en liste i tilfældig rækkefølge – overskriften kunne være:

Hvordan jeg begynder at tage mig selv alvorligt:

 

  • Sætte grænser for dig selv – sige stop!
  • Gå - hvis det ikke hjælper, og han fortsætter med at” køre på dig”
  • Vide om dig selv, at du er ok
  • Vide at uden tilgivelse er der ingen fremtid
  • Tro på at du kan klare dig uden ham – selv om du helst ikke vil
  • Bede ham tale om sig selv ”blive på sin egen stol” når han taler
  • Stoppe med at bebrejde dig selv – tilgive dig selv
  • Være stolt af din ærlighed
  • Søge hjælp hos en veninde eller psykolog/terapeut
  • Lære egne følelser at kende
  • Se fremad – hvad vil du gerne med dit liv?
  • Opgiv at lave din kæreste om
  • Pas på dig selv
  • Husk: du er meget værdifuld
  • Vide at du ikke kan redde din kæreste
  • Vide du ikke kan eller skal leve op til hans drømmebillede
  • Være den du er
  • Stå ved dig selv
  • Hold fast i virkeligheden - også når det gør ondt
  • Drop alkohol – også når livet er svært
  • Vælg at være sammen med andre

Kære kvinde – pas rigtigt godt på dig selv - du er det værd.

Kærlig hilsen

Else Ø. Andersen

Annoncer