Lige mistet kæreste - hvorfor skete det?

Hej med jer! Jeg har et spørgsmål, som jeg meget gerne vil have svar på. I dag har min kæreste og jeg slået op. Jeg vil kalde min ekskæreste for A.

A og jeg havde sammen i godt 3 måneder, men været nogle af de bedste venner i 1 år. Det var fælles ven der førte os sammen. Han er både min og A's bedsteven.

Men noget, jeg ikke forstår, er, hvorfor A og jeg slog op. Han siger, at mennesker ændrer sig, og man vokser fra hinanden, og at det alligevel ikke ville være os. I slutningen af vores forhold sagde A hele tiden til mig (hver gang vi blev uenige), at han ikke forstod, hvorfor jeg var sammen med en som ham. Hvorfor jeg egentlig stadig elsker ham. Jeg svarede, at det var fordi, han var sådan en fantastisk dreng og meget mere.

Vi er ikke så tit sammen. 1 gang om ugen og hvis vi er heldige 2 gange. Det var en af grundene, til at vi begyndte at falde fra hinanden. Der var ikke tid nok sammen. Og når vi endelig havde en aftale, aflyste han det uden at fortælle mig det. Derfor blev jeg sur, da min grænse gik der. Det andet var, at det hele tiden var mig, der skulle kontakte først. Mig der skulle komme og kramme. Men sådan havde det ikke altid været!

En af vores største diskussioner var, at han følte, at jeg behandlede ham som en hund og jeg følte, at han aldrig havde tid til at se mig eller bare skrive en lille sms, der kun kan tage 2 sekunder at sende. Det er der, hvor jeg tænker, "skal jeg slå op?"

Men så når vi endelig er sammen, så husker jeg hvor dejligt, det egentligt er. Hvorfor vi er sammen, fordi han er så fantastisk. A fortalte mig i dag, at hans følelser for mig ikke længere er der. Jeg kunne mærke at allerede efter den første måned, begyndte det at gå ned af bakke. Han sendte ikke længere lange beskeder, om hvor dejlig jeg er, og at hvor meget han holdt af mig.

Men A har heller ikke rigtig været sig selv her på det seneste. Han har stress, og har haft selvmordstanker. Jeg følte, at det hele var min skyld. Noget, jeg bare ikke forstår, er, at det lige pludselig kunne gå fra den ene dag til den anden.

I går var jeg taget over til ham - igen.. Men det var fordi, vi var kommet op af skændes. Han lovede at skrive til mig tirsdag, men endte først med at gøre det fredag. Han glemte at gøre det tirsdag, og derfor ikke turde skrive de andre dage, fordi han var bange. Jeg gad ikke skrive, fordi jeg var træt af, at det hele tiden var mig.

Når vi bliver uvenner, er det altid mig, der siger noget. Han siger aldrig noget til mig. Han synes ikke, at jeg skal ændre mig. Men så i går stillede jeg ham de her tre spørgsmål:

1. Gider du det her forhold?
2. Elsker du mig stadig?
3. Har du tid til det her forhold?

Han svarede ja, jeg vil rigtig gerne have, at det her skal gå. Men jeg forstår ikke, hvorfor du vil være sammen med en som mig. Selvfølgelig elsker han mig stadig. Men det var ikke sikkert, at han havde tid det at elske mig og give det, jeg vil have. Han synes, at jeg var den rigtige, men det var på det forkerte tidspunkt.

Så tog vi til fest senere den dag. Dagen (i dag) efter var planen, at jeg skulle komme over til ham og sove, men han sagde, at han var for dårlig til at kunne være sammen. Der kunne jeg ikke mere. Endnu en aftale aflyst, uden jeg selv vidste det. Fordi det var nemlig mig, der skulle kontakte ham og spørge om i dag. Han svarede, at det ikke skulle ske igen.

Og ja, der slog han så op. Han fortalte, at han indså noget. At det ikke skulle være os. Men noget jeg ikke forstår var, at for en uge siden, var vi begge HELT forelsket, da vi var sammen. Han sagde, at jeg var fantastisk og at han elsker mig.

Selvfølgelig snakkede vi om, hvad vi drømmer om. Han fortalte, at han havde to drømme. Den første var at blive gift med mig og bo i Spanien. Og blive fodboldspiller. (Han ELSKER fodbold. Det er hans andet liv)

Men så at det lige pludseligt er slut. Det forstår jeg ikke.

Pige, 15 år