Kriller i maven når jeg ser min eks - hvad sker der for mig?

Vis spørgsmål

Jeg har nu besluttet mig for at skrive til jer, da jeg går rundt med noget inden i mit hovede, som virker til at fylde mere end det egentlig skulle.

Jeg er 18 år, og jeg har en kæreste. Vi har nu vært sammen i lidt over 3 år, og det er gået godt med os, eller det vil sige - de første to år gik det RIGTIG godt og vi skændes aldrig og der var aldrig noget, alt var så lyserødt. Men vi vidste jo også godt, at vi ikke "for evigt" kunne komme uden om skænderier osv., der har vært lidt her det sidste års tid, vi har skændtes lidt, men ikke sådan at vi går og er uvenner. Jeg har flere gange tænkt, om vi to burde være sammen, faktisk af flere grunde. Ikke fordi at han har vært sammen med andre eller noget, slet ikke - bare mere fordi der har vært nogle ting, som har gjort mig ked af det, men på den anden side, så er han det BEDSTE, når vi så har det godt og er sammen. Og egentlig tror jeg ikke, at jeg kan undvære ham.

Når! Men det jeg faktisk går og tumler med er, at før jeg så mødte min nuværende kæreste, havde jeg en anden kæreste og det er efterhånden en del år siden. Det har nok vært i 14 års alderen, men han var min første rigtige kæreste og den første, jeg var sammen med, jeg var så vild med ham, og dengang ville jeg bare kun være sammen med ham (første rigtige, og "kun" 14 år) - vi var sammen kort tid, 3-4 måneder og jeg var så forelsket, men dengang kunne jeg ikke se, at vi faktisk kun var sammen, når han gad. Vi skrev kun sammen, når det passede ham og var aldrig ude, som om at han ikke ville ses offentligt. Kort efter skrev han over SMS, at vi ikke skulle "være sammen" mere, og jeg var så ked af det. Med tiden fandt jeg så ud af, at han havde været sammen med en masse andre piger, altså i den periode vi var kærester og det hjalp mig lidt med at komme over ham, men jeg var stadig ked af det. Men som tiden gik, kom jeg videre.

Jeg har vært sammen med en anden efter den første, og så har jeg så nu min nuværende kæreste. MEN nu kommer det så!!!!

Jeg har ikke set min første kæreste i en del år, og har egentlig ikke tænkt på ham, sådan de sidste år og heller ikke set ham én eneste gang.

Jeg går på 2 år på Gymnasiet og PLUDSELIG i sidste uge, da de nye elever startede, stod han der, lige på MIT gymnasium, jeg har i hele sidste uge undviget ham og prøver ikke at kigge på ham. Jeg får på en måde kriller i maven, når jeg ser ham, jeg har både lyst til at gå forbi ham og på den anden side ikke. Jeg tænker, det er forkert at have kriller i maven, når jeg jo har en kæreste.

I dag gik vi så forbi hinanden og han sage pænt Hej. Det skal lige siges, at vi i morges så hinanden i kantinen og det er som om, at når jeg griner og snakker med mine veninder, så kigger han diskret over og følger med. Vi undgår sådan lidt hinanden, eller jeg lader som om, at jeg ikke ser ham, men jeg lægger alligevel mærke til, at han hele tiden kigger over på mig. I dag stod han uden for drengenes toiletter i 5 minutter, og jeg sad så i gruppearbejde 5 meter fra ham. Mine kammerater sagde, at han kiggede, men jeg sad med ryggen til og ville ikke vende mig.

Når jeg vender ryggen til, siger mine veninder, at han kigger, faktisk lige til at jeg vender mig om. Nå! Men jeg hilste pænt tilbage og havde en mærkelig følelse inden i. Jeg ved, at han selv har en kæreste nu, og de har vært sammen i godt 1 år.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvorfor jeg får den følelse, jeg får - jeg håber, at I har et svar eller råd!

Knus N, 18 år

SVAR:

Kære N

Mange tak for dit spørgsmål. Jeg synes, det nemmeste lige nu ville være at sidde over for dig og tale med dig. På den måde kunne jeg få dig til at uddybe nogle ting, spørge dig om forskelligt og høre dig svare. Nu bliver det i stedet et svar ud fra det, du skriver, så må du vende tilbage med uddybning, hvis det er.

Når forelskelsen fordufter

Når man har været i et fast forhold i længere tid, kender man hinanden ret godt. Forelskelsen har fortaget sig og noget af spændingen er forduftet. Man tør måske lettere sige sin mening og vise, hvem man i virkeligheden er. Det er også her det lyserøde kæresteforhold kan forsvinde og hvor man kan opleve, at det bliver mere ’hverdag’ med skænderier osv. Det er her det bliver tydeligt, om man har udviklet et dybt venskab/kæresteforhold med plads til forskellighed. Det er det der skal til for at et kæresteforhold kan holde, når forelskelsen fordufter.

Et stærkt kæresteforhold

Du fortæller at dig og din kæreste af og til skændes. Jeg ser det ikke som noget negativt, at man skændes, så længe man har respekt for hinanden og behandler hinanden på en god måde og kan sige undskyld osv. Faktisk er det helt afgørende for et godt parforhold, at der er plads til, at man kan sige sin mening, og at der er plads til forskellighed. På den måde er jeg, ud fra det du beskriver, ikke bekymret for det parforhold, du står i. Samtidig har jeg lyst til at spørge dig om, hvad der ligger i din sætning om, at I ikke burde være sammen? Du beskriver ikke, hvad du mener med det, hvorfor jeg har lyst til at spørge dig, hvad du tænker et godt parforhold er?
Har I fortrolighed? Kan du være dig selv sammen med ham? Er der åbenhed, tryghed og plads til forskellighed? Er I tiltrukket af hinanden? Det er noget af det jeg tænker på i forbindelse med det gode parforhold.

Plads til udvikling

Nogle finder den person de er sammen med resten af livet allerede som 15-årig. Nogle når de er 35 år. Det, der er særlig vigtigt når man er i et langvarigt forhold når man er mellem 15 og 25 år, er, at der er plads til, at man hver især udvikler sig individuelt og sammen. Der sker så meget i de år og det er vigtigt, at man kan udfolde sig og ”finde sig selv”. Det er vigtigt at være opmærksom på, om der er plads til forskellighed eller om man er ved at vokse fra hinanden på en negativ måde. Giver man fortsat hinanden noget i parforholdet og giver hinanden mulighed for at udvikle sig? Ellers er det bedste at slå op.

Forkert med kriller i maven?

Du beskriver din eks-kæreste og føler, at det er forkert, at du får kriller i maven, når du ser ham. Jeg tror ikke, du behøver at være så bange for krilleren i maven, hvis du kan være åben og fortælle din kæreste om det. Det kan tage luften ud af ballonen. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at krilleren kommer og hvorfor. Måske er det fordi du savner spænding i dit nuværende kæresteforhold? Lige nu er du i et kæresteforhold, som du har været i i ca. 3 år. Prøv at fokusere på, om dig og din kæreste oftere skal overraske hinanden, på date eller andet. Hvordan kan I sammen skabe et stærkt og levende forhold?

 Jeg synes ikke, du skal bruge ret meget tid på at tænke på din eks-kæreste. Du har fortjent en, du kan stole på. Ønsker du et parforhold igen med en kæreste, der samtidig er sammen med flere andre piger?? Måske kan han være smigrende, sjov, se godt ud osv. men I vil ikke kunne få et tillidsfuldt og sundt forhold. Prøv først at se på det parforhold, du er i nu og se, om det er godt. Hvis det er det, så fokuser på at gøre det endnu bedre. På den måde vil kriller i maven, når du møder andre søde fyre, blive mindre væsentlig og ikke være en trussel på samme måde. Hvis du skulle komme frem til, at det parforhold du står i nu ikke går, så tror jeg det vil være meget skidt at gå tilbage til din eks-kæreste. Det tror jeg ikke, du får noget godt ud af.

Måske kan du have glæde af at læse artikler og svar i vores tema At finde den rigtige.

Pas på dig selv!

Kærlig hilsen
Lene Esmarch

Annoncer