Kan vi blive gravide, når min kæreste har retrograd ejakulation?

Vis spørgsmål

Kære Adam og Eva.

Min kæreste har medfødt retrograd ejakulation. Han føler sig meget alene med det, da stort set ingen læger, terapeuter el. lign. han har mødt gennem livet har kendt til det. Han bekymrer sig desuden meget om ikke at kunne få børn, og det er også derfor jeg skriver ...

- Findes der grupper, hvor han kan møde/skrive med ligesindede?

- Hvad skal der til for, at vi kan blive gravide?

- Er det kompliceret, risikofyldt eller lign.?

- Hvad er chancerne for, at vi kan få børn? (Jeg er formodentlig fertil, da jeg for ca. 10 år siden blev uønsket gravid og fik medicinsk abort.)

Jeg glæder mig til at høre fra jer! 

K, 31 år

SVAR:

Hej K

Jeg kan forstå, du søger information om din kærestes tilstand, og hvilken betydning den har for jer. Jeg vil i det følgende svare på de spørgsmål, du stiller.

Findes der støttegrupper?

Retrograd ejakulation er en sjælden lidelse, når den er medfødt, mens den er forholdsvis almindelig hos ældre mænd, som er opereret i deres prostata eller har diabetes. Ældre mænd har ikke de store gener ved tilstanden, da en orgasme typisk ikke føles anderledes, og graviditet tænker man ikke så ofte på i den alder. Der er derfor ikke den store baggrund for at lave en specifik støttegruppe, og jeg har ikke hørt om nogle. 

Jeg ved, der findes støttegrupper for folk, som ikke kan få børn, men det er sandsynligvis ikke jeres situation.

Kan I blive gravide?

Sandsynligvis ja. Hos nogle mænd med medfødt retrograd ejakulation er der andre problemer (som fx manglende evne til at producere sæd). Hvis det ikke er tilfældet for din kæreste, er der flere muligheder, der kan føre til graviditet for jer. Jeg vil råde jer til at snakke med jeres læge om situationen. Det kan være, I kan blive gravide uden hjælp. Normalt venter man et år, fra man begynder at prøve, til lægen beslutter at sende videre i systemet for at få hjælp til at blive gravid. I jeres tilfælde ville man måske vente lidt kortere tid.

Hvis man ikke finder andre problemer end din kærestes retrograde ejakulation, er der to behandlingsmuligheder. Disse to bliver sandsynligvis ikke varetaget af jeres egen læge, men af speciallæge, som jeres egen læge ville henvise jer til.

1. Medicin som lukker musklerne i urinblæren, så sæden ikke kan skubbes herop under en orgasme. Om det vil hjælpe, afhænger af den specifikke årsag til din kærestes tilstand. Der er desuden en række bivirkninger til de tre forskellige medicinske behandlinger, man kan bruge. Jeg ved ikke, hvad der er standard i Danmark. Det må en speciallæge fortælle jer mere om til den tid.

2. Udtræk af din kærestes sæd og insemination (evt. i reagensglas).

Er der risici?

Den medicin, der bruges, har en række bivirkninger, som kan være generende. Men da behandlingen sandsynligvis blot skal finde sted, når I skal være gravide, er det i hvert fald kun midlertidigt. Angående udtræk af sæd er jeg ikke klar over, hvordan man gør i din kærestes tilfælde, og jeg kan derfor ikke udtale mig om risikoen ved det. Den er formodentlig lille.

Konklusion

Lidt afhængigt af de specifikke forhold angående din kærestes tilstand går jeg ud fra, I sagtens kan blive gravide. Det er ikke særlig risikofyldt, men det er lidt omstændeligt. Jeg tror ikke, der findes specifikke støttegrupper for din kæreste, og da I ikke er barnløse, før I har fundet ud af, om I kan få børn, tror jeg ikke, der findes relevante støttegrupper for jer.

Jeg håber, jeg har svaret på de spørgsmål, du har. Hvis du ikke føler, det er fyldestgørende, eller der dukker flere spørgsmål op, så skriv endelig igen.

Mvh Jonas

Annoncer