Kære Anonym
Tak for dit spørgsmål. Dejligt at høre, at du kan bruge vores hjemmeside!
Du skriver ikke så meget om hvordan dit forhold til din mor er, hvilke konflikter I har og hvad det mere præcist er i dit forhold til din mor, der gør dig ked af det. Jeg ville ønske, du sad overfor mig, så jeg kunne stille dig nogle spørgsmål og du kunne uddybe nogle ting. Jeg forsøger med et svar, men rammer det ikke plet, så skriv endelig igen og uddyb, hvad der gør dig ked af det.
At komme op på hesten igen
Ud fra det, du skriver, oplever jeg dig som en pige, der ønsker et dejligt liv og som også har både styrke og mod til at gribe livet. Men at det lige nu er svært og at du er bevidst om, at nogle ting gør ondt. Det er første skridt til at få det bedre, at du ser i øjnene, at nogle ting er svære. Men hvordan komme videre herfra?
Hverken barn eller voksen
Som 15 årig har man brug for, at nogen tager sig af en. Det har man også, når man er 25 eller 57 år, men på en lidt anden måde, når man er 15 år, for i den alder befinder man sig stadig mellem at være barn og være voksen. Derfor har man som 15-årig brug for omsorg og kærlighed fra en voksen – og ikke ”kun” fra en 17-årig kæreste.
Jeg kan godt forstå, at skænderierne med din mor gør dig ked af det og tager energi fra dig. Selvom du har det godt med din kæreste, er det ikke ”nok” for dig, at du har ham.
Med det, du skriver, virker det til, at du egentlig gerne vil have det godt med din mor, men at skænderierne fylder meget og at det er svært. Jeg tænker på, hvilke konflikter, du har med din mor? Hvis du ser bort fra skænderierne og dit forhold til din mor, har du det så godt? Er du ked af det og har det generelt svært, eller er det alene dit forhold til din mor, der påvirker dig både fysisk og psykisk? Jeg stiller det spørgsmål, fordi det er vigtigt at finde ud af, om det er ”almindelige” teenage-skænerier, du har med din mor eller om det, der er svært, også drejer sig om noget andet, eller om dit forhold til din mor er ekstra kompliceret.
Teenager og forholdet til mor
Når man er 15 år kan det være rigtig irriterende, når ens mor ”blander sig”. Som 15-årig kan man på mange måder tage ansvar for sig selv, men der er også punkter, hvor man har brug for, at en voksen kan tage ansvaret for en.
Du skriver, at du sagtens kan tage ansvar for dig selv, hvis du har ambitionerne. Men er det ikke for store krav at stille til dig selv, at du som 15-årig skal tage så meget ansvar? Jeg tænker på, om der er noget, du gerne vil overbevise din mor eller andre om?
Du skriver ikke, hvad din mor og dig skændes om – om det bl.a. handler om, at du gerne vil flytte hjemmefra og måske gerne vil bo sammen med din kæreste, men at din mor ikke synes, du er gammel nok? Måske handler det om noget helt andet, det kan jeg ikke helt gætte mig frem til ud fra din korte beskrivelse.
Det virker til, at du prøver at løsrive dig fra din mor og at du i stedet binder dig mere til din kæreste? Det er dejligt, at I har det godt sammen, men jeg tror, det er vigtigt, at du på nuværende tidspunkt også har en tæt relation til en voksen.
Det er naturligt, at man som 15-årig gerne vil have sine egne meninger og også gerne vil løsrive sig mere og mere fra sine forældre. Spørgsmålet er blot, hvad du reelt er klar til? Efter min mening er det tidligt at blive forlovet som 15-årig. Der er bestemt ikke noget i vejen med, at du har en dejlig kæreste, men giv dig selv lov til at tage det hele lidt med ro. Finde dig selv og finde ud af, hvad du vil her i livet. Det er ikke bare lykken at binde sig i en meget tidlig alder. Nyd tiden med hinanden som kærester uden at låse jer fast på, at det bare skal være jer. Jeg tror, det er for tidligt at tage stilling til det. Jeg ved ikke, om I går med tanker om at flytte sammen, men mit råd til jer er at vente med det. Der er meget nyt at forholde sig til ved at bo sammen med en kæreste og jeg tror, det vil være godt ,at du først ”finder” dig selv lidt mere.
Find en voksen at snakke med
Hvad mon lægen sagde til dig, ud over at hun kunne se både fysisk og psykisk, at du er ked af det? Fik du en henvisning til en psykolog eller hvad foreslog lægen?
Jeg tror, det vil være godt for dig at finde en voksen, du kan snakke med om det, der fylder i dig. Er der mon en voksen, du kan gå til? En lærer, en moster, en venindes mor?
Eller kunne du fortælle din mor, at det gør dig ked af det, at I har det svært sammen. Måske fortælle hende, hvad du har brug for fra hende. Kunne hun gøre noget, der vil gøre dig glad? Noget der vil få dig til at føle dig hørt og elsket af hende? Hvis der er noget, en mor ønsker, så er det, at ens barn har det godt. Har du overvejet, om din mor udtaler, det hun gør, fordi hun har omsorg for dig og ønsker, at du skal passe på dig selv? Mon din mor faktisk tror på, at du kan klare meget ansvar, men at hun også godt ved, at du ikke er voksen endnu og det derfor også er vigtigt, at du ikke endnu skal tage 100% ansvar for dig selv?
Jeg vil endnu engang opfordre dig til at skrive igen og uddybe dit spørgsmål, hvis det drejer sig om noget andet, end det jeg har skrevet til dig om.
Lad dig selv få det godt igen ved at gå til en voksen, der kan hjælpe dig!
Mange varme hilsner fra
Lene Esmarch
