Kan man leve godt i et ”åbent forhold”?

Vis spørgsmål

Det er nogle rigtig fine svar ( se linket dertil nedenfor), der er bare en ting, jeg undrer mig over og som du meget gerne må forsøge at give mig et svar på. Tror du, det er muligt, at have et forhold, hvor man tillader den anden, at være sammen med andre.... Og så have det godt i det forhold????? Og godt med sig selv ikke mindst.

Jeg ved, at jeg ikke kan, men tror du, det er muligt, at nogle kan???? For det undrer mig virkelig, at det kan lade sig gøre, så meget at jeg ikke helt kan tro på det, men måske er det for ham, det der gør, det ikke bliver farligt???? Men kan man, hvis man elsker en, tillade det??? Og kan det være, hun ikke ved det???? Og at han lyver, og når han nyder at være sammen med andre foran mig, tror du så også, han gør det overfor hende???? Og hvordan kan hun acceptere det, uden at hun underkender/tager afstand fra sine egne følelser og dermed også sine følelser for ham.

Han siger om mig, han elsker mig, og hende, at han er glad for hende.....

Jeg ved, jeg bliver nød til, at afvikle forholdet, det er bare mega svært, når han siger, han stadig elsker mig og jeg ved, han gør, men bare ikke tør at gå ind/holde fast i det. Den, jeg elsker, elsker mig så meget, at han får angst for mig og det er svært, særligt fordi han lader den styre sit liv!

Jeg har snakket med ham om professionel hjælp, han siger, han burde snakke med en psykolog, men han gør ikke noget ved det og jeg har forsøgt at hjælpe ham. Men næste gang vi ses, vil jeg alligevel forsøge at spørge til, hvordan det går med hans angst.

Ronja

SVAR:

Hej igen.

Først link til tidligere svar:

Hvor længe skal jeg kæmpe for at få ham tilbage?

Tak for svar - hvordan fastholder jeg mine krav?

Du spørger til, om jeg tror, det er muligt, at nogen kan vælge at leve i det, man kalder, et åbent forhold og så have det godt i forholdet?

At leve i åbne forhold

Jeg tror generelt ikke på, at den dybe og forpligtende kærlighed kan overleve i sådan et forhold. Jeg tror man på et eller andet tidspunkt vil føle sig usikker på den anden og usikker på sig selv. Er man nu god nok? Gør man det godt nok? Mon han bliver hos mig? Osv. Den slags spørgsmål tror jeg, man vil komme til at blive optaget af, hvis muligheden for at have andre elskere er til stede. Der er hele tiden andre muligheder åbne i forholdet til andre, og man kan derfor selv blive usikker på, om dette holder.

Hvis man er usikker i et forhold gennem længere tid, så vil det ofte føre med sig, at man trækker sig eller bliver klæbende og insisterende i forhold til ens partner. Begge tilstande er uholdbare, idet man enten bliver fjern og upersonlig at være sammen med, eller fordi man bliver sådan en person, der klæber til den anden og hele tiden skal bekræftes, hvilket af partneren kan opleves kvælende.

Der er par, som lever på denne måde. Hvis man skal kunne dette, så er det fordi, begge i forholdet ønsker det og fordi begge mener, det er ok. Så lever begge med de risici, det giver, og begge har foretaget valget herom.

Man vil selvfølgelig kunne finde frem til par, der mener, at det er godt for dem og at de ikke lider under denne form for samliv. Men som jeg skrev først i svaret, så tror jeg, at de fleste af disse forhold vil have svært ved at overleve i længden.

Adamogeva.dk

Denne hjemmeside er, jo som du nok ved, også en hjemmeside med en holdning til seksualetik , som vi henter fra det kristne livs og menneskesyn. I dette menneskesyn mener vi, at kærligheden er bestemt til at udfolde sig i trygge relationer. Et åbent forhold er i mine øjne et utrygt forhold og dermed vil kærligheden have svære overlevelses vilkår.

Lyver han eller hvad

Det ved jeg ikke…. Du kender ham. Det gør jeg ikke, så jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt han i det andet forhold lyver om sine kærester eller elskere.

Bliver kærligheden mindre ”farlig” for ham

Ja – måske. Måske bliver han bange for ikke at kunne leve op til de forventninger, en kæreste kan have til ham. Ved at være åben om, at han har flere kvinder, så opnår han måske det, at dem, der accepterer det, også vil stille færre krav til ham. Hvis det er rigtigt – at han derved får kvinder, der stille færre krav til ham, ja så vil han måske opleve det som mindre angstfyldt.

MEN: så vil han formodentlig opleve, at en del kvinder vil gå fra ham, fordi de ikke vil kunne være i sådan et forhold, ligesom du jo er på vej væk. Dermed vil han formodentlig på sigt opleve, at han ikke kan etablere varige forhold, hvis det er på disse betingelser.

Han vil støde på kvinder som dig, der stiller krav og mener, han skal gå til en psykolog. Problemet her er, at han kan opleve disse kvinder, som krævende, mere end han får øje på problemet ved at leve i åbne forhold.

Og det kan jo betyde, at du kan komme til at opleve en mand, der snart tilbyder dig noget, men som trækker sig ,når du begynder at forvente noget eller stille krav. Det er netop dette du, udover det åbne forhold, skal forholde dig til, om du kan og vil leve med.

Venlig Hilsen

Steen Kruse

Annoncer