Kan man bruge kropssprog til noget i forbindelse med flirt?

Vis spørgsmål

Hej med jer.

Jeg synes personligt, det går rimelig dårligt for mig med at få nogle kvindevenner, hvor der kan opstå potentiale for mere end bare venskab. Jeg leder som sådan ikke efter en kæreste, men vil helt klart starte i et venskab.

Jeg har læst lidt hist og pist om alt det her med flirt og kropssprog. (Jeg må ærligt sige, at jeg synes, kvinder her i DK er (jeg prøver at sige det pænt) men mildest talt de mest lukkede, ikke seen i øjnene, solbriller og skyklapper. Bare for at sige det pænt ;-) ) (skabelsesberetningen ville nok være en ren gyser :-) )

Så for mig at læse om alt det her med kropssprog og hvis sådan og sådan, så viser hun interesse osv. Det giver ikke en rød reje mening for mig i det her samfund. Kan man bruge kropssprog til noget som helst guidning i virkeligheden?

Mand, først i 30'erne

SVAR:

Hej forvirrede mand

Tak for din mail. Som jeg forstår dig, er du frustreret over, hvordan det lykkes/mislykkes at komme i kontakt med kvinder, og om kropssprog fungerer i virkeligheden. Jeg ved ikke, hvor meget du har skrevet med et smil – det er svært at læse ud af brevet – dertil mangler jeg dit kropssprog!

Kroppen lyver ikke

Kropssprog er det mest ærlige sprog, vi har. Det kræver meget træning at få kroppen til at vise noget andet end det, personen mener. Derfor når du spørger, om kropssprog kan bruges til guidning i virkeligheden, er mit svar et klart: JA! Kropssprog er et samlet billede af stemme, betoning, mimik og andre kropslige ytringer og ikke et enkelt udtryk. Så du må se efter flere tegn end blot øjnene.

Nu skriver jeg noget, som måske gør dig vred eller ked af det. Du oplever, at kvinder i DK er lukkede, måske sender de dig en besked via kropssproget, som betyder: “Nej tak, jeg ønsker ikke at flirte med dig!” – altså afvisning. Afvisning viser man bl.a ved at undgå øjenkontakt. Det kan du afprøve hos gadesælgere. Hvis du har haft øjenkontakt med dem, så tiltaler de dig, og ønsker du ikke kontakt med dem, så undgår du at kigge dem i øjnene.

Aflæs kvinderne og accepter deres svar

Du må aflæse kvinderne, og når du oplever, de er lukkede, så er det korrekt. Det betyder ikke at kropssprog ikke duer, men at svaret er anderledes, end du ønsker. Det er nemlig ikke dig, som modtageren, der bestemmer afsenders kropssprog. Du kan aflæse og tolke signaler, og så må du acceptere det svar, det giver dig.

Jeg ved ikke, om du har oplevet andre kulturer, hvor kvinderne var mere åbne end i DK. Du antyder det, men måske er det blot en talemåde. Måske er de kvinder, du forsøger at flirte med, opdraget i en anden kultur, hvor det er udfordrende/uartigt, hvis hendes blik møder en mands. Så kropssprog skal også tolkes ind i kulturen.

Sats på venskaber

Jeg vil udfordre dig til at være opmærksom på, hvordan du lykkes med at kontakte andre end de kvinder, du vil flirte med. Du beskriver, at du gerne vil have kvindelige venner, men det lyder, som om de skal have kærestepotentiale, for at du har lyst til at kontakte dem og lære dem at kende. Prøv at se anderledes på kvinderne: Se dem som potentielle venner, saml på venner, måske dukker der en kæreste op i blandt dem, måske ikke, men så har du mange venner.

Hverken skam eller blufærdighed

At skabelsesberetningen skulle være en ren gyser for danske kvinder, forstår jeg kun som spøg. Alligevel i den perfekte, syndfrie verden – i Paradiset – var der ingen gys, der var åbenhed og tillid, ingen skam eller blufærdighed overfor det nøgne menneske eller hinanden; det kom først med syndefaldet.

Jeg ønsker dig alt godt og fortsæt blot med at aflæse og tolke kropssprog.

Med venlig hilsen
Birgit Rahbek

Annoncer