Kan ikke tilfredsstille min mand ved sex - hvad er der galt?

Vis spørgsmål

Hey . Jeg har en fantastisk kæreste, som jeg elsker højt. Vi har været sammen snart et år ... men sys ikke, jeg kan tilfredsstille ham, når vi har sex. Han onanerer sig altid til udløsning, når vi er sammen .. han onanerer osse en del selv .. tror hver dag .. han siger, han elsker mig og og han blir tilfredsstillet .. vi har dog ikke særligt tit sex og det er lidt hårdt at vide, han onanerer uden mig, når jeg ikke synes, vi har særlig meget sex .. er der noget, jeg kan gøre .. er meget fortvivlet

Basse, 36 år

SVAR:

Kære Basse

Tak for din henvendelse til AdamogEva.

Du beskriver et problem, som handler om, at du ikke synes, du kan tilfredsstille din kæreste seksuelt, når I er sammen. Du fortæller, at han onanerer, for at få udløsning, både når I er sammen seksuelt og også på andre tidspunkter. Som jeg forstår dig, savner du, både at I oftere har sex med hinanden og at du kan tilfredsstille ham, når I er det.

Vigtigt at tale sammen om jeres sexliv

Jeg ved ikke hvor meget, I taler med hinanden om sex, men det jeg umiddelbart har lyst til at sige til dig er, at I må tale noget mere.

Du fortæller, at din kæreste tilfredsstiller sig selv, når I er sammen. Det synes jeg, du skal tale med ham om. Prøv om du kan få ham til at fortælle dig, hvad årsagen er til, at han gør det. Er det fordi, at han ikke kan få orgasme, når I har samleje? Er det fordi, han ikke synes, det er spændende at have samleje og hellere vil være sammen med dig på en anden måde? Tal med ham om, hvordan han kunne tænke sig at få tilfredsstillelse, hvis du skulle give ham den.

Ingen er tankelæsere

Det seksuelle samliv fungerer sjældent godt, hvis man ikke ind imellem taler med hinanden om det. Man kan komme til at tro, at man godt ved, hvad den anden har lyst til og på den måde, kan man blive fastlåst i at gøre det på en bestemt måde. Pludselig kan man synes, at det ikke er så spændende mere, fordi man er holdt op med at tale med hinanden. Man gør bare det, man plejer at gøre. Derfor er det vigtigt at holde gang i samtalen. Det kan man gøre, både når man ikke har sex og når man er midt i det. Nogle gange kan det være nødvendigt, at man simpelthen instruerer hinanden i, hvad der er godt. I er jo forskelligt udstyret og har derfor også brug for at blive stimuleret forskelligt. Det er ikke sikkert, man lige kan gøre det helt rigtigt og dejligt for den anden, hvis den anden ikke guider lidt undervejs. Gør I det?

Tag tid til samtale

Som sagt ved jeg ikke, om I er gode til at tale om sex. Hvis I ikke er, kan det måske være lidt besværligt at komme i gang. Nogle gange kan det godt blive tabu at tale om sex, selvom man godt nok har sex med hinanden. Hvis det er sådan, er det nødvendigt, at dette tabu brydes ned. En god start kunne være, at tage af sted på kærestetur en weekend, bare jer to alene. Når man har rigtig god tid til hinanden, kan man gradvist opbygge den fortrolighed og tillid, der skal til, for at komme i gang med at tale om sex. Derfor kunne det måske være en god ide for jer at starte der. Du kunne eventuelt booke et sommerhus og invitere din kæreste.

Læs mere - og gør det evt. sammen

Det sker jævnligt, at vi på AdamogEva får spørgsmål, der ligner dit på den ene eller anden måde.

Du kan se et eksempel her og der er også et par artikler, jeg kan anbefale:

Hvorfor har min kæreste ingen sexlyst?

Vejen til god sex

Værd at vente på

Du kan evt. gå på opdagelse på AdamogEva og se, om du kan finde andre besvarelser, som kan hjælpe dig.

… men mit råd til dig er: Tal noget mere sammen.

Jeg vil ønske dig held og lykke med det og ønske det bedste for dig og din kæreste.

De bedste hilsner fra Benny

Annoncer