Kan I hjælpe mig, jeg er 15 år, bange og gravid?

Vis spørgsmål

Jeg er kun 15 og gravid. Jeg er i 2. uge, men jeg er bange for, hvad mine forældre vil sige, hvis jeg fortæller dem om det. De har altid sagt til mig, at jeg ik må have sex, før jeg blir gift. Please hjælp mig!!!

SVAR:

Kære Bange

Jeg kan godt forstå, du er bange og har det skidt med det hele lige nu. Jeg tænker, at du både er bange og usikker på dig selv; hvad gør du, hvordan klarer du det? Det var ikke lige det, du havde planlagt og håbet på. Samtidig er du også bange for, hvordan dine forældre reagerer.

Du har brug for støtte

Jeg vil opfordre dig til at få en snak med dine forældre så hurtigt som muligt. Langt de fleste forældre ønsker, at de kan skåne deres børn for at havne i sådanne vanskelige situationer. Det er sikkert også derfor, de har fortalt dig, at de ikke vil have, at du dyrker sex. Men det betyder ikke den anden vej rundt, at de så ikke vil hjælpe dig og støtte dig, når du havner i noget af det, de gerne ville have beskyttet dig for.

De fleste forældre vil i den situation hjælpe og støtte så godt de kan. Det kan godt være, de lige skal komme sig over chokket. Det kan også være, de bliver skuffet over dig. Men det kommer de over. De elsker dig, og de vil dig det bedste. Vær tryg i det. De er helt sikkert også glade for, at du kommer og betror dig til dem og ønsker deres hjælp og støtte. Du er deres barn.

Så det skal være min opfordring. Få snakket med dem så hurtigt som muligt. Overvej hvordan. Vil du gerne, at de begge er der, så sig, at du har noget, du gerne vil snakke med dem om. Føler du, det er nemmest at tale med din mor eller med din far, så fortæl det til hende eller ham, og sig at du virkelig har brug for deres hjælp.

Tag din mor med til lægen, eller hvis du foretrækker det, så en veninde. Det kan være godt at have en med.

Hjælp og råd

Du kan også læse nogle gode råd i artiklen Uønsket gravid - hvad gør du? - og hvis du får snakket med dine forældre kan I læse den sammen.

Andre muligheder

Hvis du har brug for at snakke med nogle andre end dine forældre, kan jeg også anbefale dig at ringe eller skrive til Abortlinien.dk, tlf. 48 39 48 48 - åben hver dag mellem kl. 18 og kl. 23. De har også en hjemmeside med hjælp til piger, der er i tvivl om hvad de skal: Abortlinien.dk.

Du kan også skrive til Hvadnu.dk, som også er vant til at lytte til piger, der er blevet gravid, uden det lige var det, de ønskede.

Du må også gerne skrive til os igen.

De bedste hilsner
Benna

Annoncer