Kan et langdistanceforhold fungere?

Vis spørgsmål

Hej.

Min kæreste flytter tilbage til Færøerne om et år, har I nogle gode råd til, hvordan vi kan få forholdet til at fungere? Vil ikke miste ham!

“C”, 16 år

SVAR:

Hej C

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan forstå på dit spørgsmål, at du gør dig bekymringer om, hvordan du og din kæreste skal få jeres forhold til overleve, når han flytter tilbage til Færøerne.

Bekymringen er helt forståelig

Selvfølgelig bekymrer du dig om det! Det ses ofte, at par, der lever i et langdistanceforhold, ikke holder sammen. Derimod ses der også par, som faktisk kan få det til at fungere, på trods af de lange afstande.

Hvad kan I gøre?

Fælles for de forhold, der kan få det til at lykkes er, at de fortsat bruger meget tid sammen via mail, sms, mobil og besøger hinanden. De deler deres liv med hinanden, holder fast i fortroligheden om, hvad de går og tænker på i deres liv. De fastholder en intimitet, som ikke nødvendigvis kræver fysisk nærvær, men derimod oplevelsen af, at min kæreste oprigtigt sidder og giver sig hen til den telefonsamtale vi har, og ikke samtidig sidder med vennerne, eller ved fjernsynet.

Et andet område, hvor I med fordel kan blive klogere på hinanden, er hvordan I tackler uenigheder og skænderier. Nu hvor I er tæt på hinanden, har I muligheden for, at give hinanden luft og så komme tilbage og forsøge at genoptage snakken om det, I er uenige om. Det bliver sværere, når det bliver via beskeder, og den ene måske ikke er klar til at gå i dialog igen. Særligt kan det blive svært at diskutere, hvis det foregår via sms, fordi der nemt kan opstå mange misforståelser og fejltolkninger, så mit råd vil være at holde jer til at ringe sammen, når I har noget at diskutere.

Start allerede nu!

Men, men, men vigtigst af alt for at I kan få et sundt langdistanceforhold til at fungere, er at investere i dette allerede nu. Sørg for at bruge tiden på at lære hinanden godt at kende. Nyd hinanden, og få skabt jer et dejligt forhold, som I begge nyder at være i, så har I bygget et solidt fundament op til de forandringer, der må komme.

Held og lykke med jeres forhold, og nyd det nu – uden at bekymre dig for meget på forhånd.

De bedste hilsner
Filip Smidt

Annoncer