Kærlighed og forvirring – er det min depression, der spiller mig et puds?

Vis spørgsmål

 

Hej e og a. Jeg har før skrevet indlægget: Depression gør kærlighed svær. Og jeg har lige noget mere, jeg vil spørger jeg om.

 

Nu er der gået længere tid, og mine følelser kører op og ned.

Jeg tænker og tænker og mærker og mærker.

Jeg har som nævnt i mit foregående indlæg, den dejligste kæreste på hele jorden, uden sammenligning.

 

Jeg har været forelsket i ham fra dag ét, men efter jeg har fået depression, er alt blevet vendt på hovedet, tror jeg.

 

Jeg kan pludselig ikke genkende mine følelser: så jeg vil prøve at beskrive dem, med håb om at I kan genkende dem:

 

 

Når jeg ikke er sammen, snakker jeg stort set om ham hele tiden, jeg bliver glad, når jeg ser et billede af ham. Og vi var i IKEA i går, hvor der gik et sæt igennem mig, da jeg så ham.. Han siger, han elsker mig hver eneste morgen og jeg siger det igen.. Lige når jeg siger det, bliver jeg glad,

 

Men jeg har det som om, det er forkert, det jeg gør, jeg får dårlig samvittighed pga, jeg er nedtrykt, når vi ikke er sammen. Jeg har jo en depression og jeg håber, det er derfor! Hvis jeg tænker på at gå fra ham, får jeg det dårligt, både psykisk og nogle gange fysisk.

For jeg kan ikke forestille mig, at vi ikke skal være sammen..

 

Jeg tror, jeg er ved at blive bims...

 

Er det min depression, der spiller mig et puds?

 

Jeg håber virkelig, I kan hjælpe mig,

 

Mvh fisken, 22 år

 

SVAR:

Kære Fisken

Dejligt, at du frimodigt vender tilbage for at få svar på det, du går og tumler med. Her link til det, du skrev sidst: Depression gør kærlighed svær - kan I hjælpe mig?

Et mylder af tanker og følelser

Når jeg læser din henvendelse, kan jeg ikke lade være med at bemærke, hvor meget du hele tiden er opmærksom på og analyserer dine tanker og følelser. Du skriver også selv ”jeg tænker og tænker og mærker og mærker”, og jeg tror faktisk, at det er en del af problemet. Du tænker simpelthen for meget og er alt for opmærksom på, hvad du føler – eller ikke føler.

For at få lidt ro på dine tanker og følelser i forhold til din kæreste, er mit forslag til dig derfor, at du i en periode (fx 1-2 måneder) bevidst vælger ikke at overveje, hvorvidt du elsker din kæreste mm. Når tankerne, følelserne og tvivlen så dukker op (for det skal de nok), så kan du bevidst vælge at modsige tankerne med en forberedt tanke, der fx kan lyde noget i stil med ”jeg har en dejlig kæreste, som jeg elsker, og som jeg har valgt at være sammen med”. Det kan godt være, at du må gentage den forberedte tanke nogle gange, før du får ro for de mere tvivlende og forvirrende tanker og følelser.

Depressionen

Tankemylder er meget normalt, når man er deprimeret, så dine mange forvirrende tanker og følelser i forhold til din kæreste hænger godt sammen med, at du er deprimeret.

Jeg er fortsat i tvivl om, hvorvidt du får professionel hjælp til håndtering af din depression? Hvis du ikke allerede er kommet i gang med et terapi-forløb, så synes jeg, at du skal prøve at komme i gang med et forløb. Selvom et sådant forløb selvfølgelig vil være målrettet selve depressionen, så vil det også være naturligt i den sammenhæng at få hjælp til følgerne af depressionen, fx ændringerne i dine følelser for din kæreste, din tvivl og din dårlige samvittighed. Jeg tror, at du vil få rigtig meget ud af at tale det hele igennem og få nogle konkret råd, som du kan prøve af fra gang til gang.

Jeg håber, mit svar kan være dig til hjælp, og at du også finder hjælp gennem samtaleterapi.

Jette 

Annoncer