Jeg tror på os, men skal jeg give slip?

Hej!

Jeg har været sammen med min ekskæreste i 3,5 år. Han er min første rigtige kærlighed, og jeg elsker ham meget højt. I løbet af vores forhold er der sket en masse ting. Det startede med, at han flyttede for at studere, og jeg blev hjemme og arbejdede, da jeg lige var blevet færdig med gymnasiet. Efter et halvt år rejste jeg i 3,5 måned, hvilket var hårdt, og vi kan se i bakspejlet, at vi slet ikke kendte hinanden dengang – vi var bare forelskede.

Da jeg kom hjem, slog han pludselig op med mig ca. 1 måned efter. Det slog mig helt omkuld, men jeg endte med at rejse mig fra støvet og arbejdede som en sindssyg i tre måneder og tog så til udlandet og udlevede min største drøm der. I mellemtiden havde vi aftalt, at når jeg kom hjem, ville vi tage forholdet op igen, for ingen af os var glade for løsningen. Jeg tænkte på ham hver dag, selvom jeg kun havde en smule mailkontakt med ham i løbet af de 4 måneder, jeg var væk. Vi blev lykkeligt forenet, da jeg endelig kom hjem igen. Han har altid været meget fokuseret på, at jeg skulle udleve mine drømme, og det samme ville han. Har haft mange frustrationer over, at det ikke altid var de samme drømme, men med tiden blev det de samme drømme, da vi deler mange af de samme interesser.

Hele vores forhold har været mere eller mindre på distance, men det fungerede, og vi havde en masse tid til at være os selv på samme tid. Det gav mening, da vi begge er to meget store individer. Så var vi i udlandet sammen en hel sommer, der også var en virkelig god sommer med en masse gode følelser, men hvor vi også så mange af vores mindre gode sider hos hinanden.

Derefter blev jeg i tvivl om mit studie og røg ud i en masse eksistentielle overvejelser og endte med at tage til udlandet for at arbejde i 2-3 måneder, hvor jeg havde det virkelig dårligt, men endte med at skifte retning mht. uddannelse. Jeg var ikke en særlig sød kæreste i de måneder, og han blev meget forskrækket over, hvor skidt jeg havde det og kunne ikke forstå det og har siden været bange for at sige noget forkert, for tænk hvis jeg blev ked af det igen. Han fik en idé om, at jeg var meget skrøbelig og lagde aldrig sine egne problemer over på mig men gik bare med dem og blev samtidig mere lukket og frustreret. Vi vidste godt, der var nogle uløste problemer, men faldt for nemt i fælden med ikke at snakke om det og hygge os i stedet.

Problemet med os to har været, at jeg er meget direkte og siger lige, hvad jeg føler og mener, selvom det sårer ham nogle gange. Han er derimod opdraget på en anden måde, hvor han sjældent kan se idéen i at sige sin mening, hvis det sårer nogen. Derfor har han ofte holdt noget inde overfor mig, mens jeg bare har lukket ud.

Han er meget pligtopfyldende og på 4. år på sit studie, hvor han er presset hele tiden, bekymrer sig om sin fremtid, om mig og er bange for, at han ikke klarer sin næste eksamen, selvom han altid klarer det flot. Alt det her kolliderede for 3 uger siden, hvor han pludselig lukkede op for alle sine bekymringer og frustrationer. Det gjorde mig selvfølgelig utrolig ulykkelig. Jeg ønskede ham kun det bedste men kunne ikke tvinge manden til at åbne op, før han selv gjorde det. Det var en stor lettelse for ham, men det førte til, at han gik fra mig.

Det er hårdt, at han for at kunne vælge sig selv til, blev nødt til at vælge mig fra. Jeg føler, jeg kender ham bedre end nogen, men på den anden side er det ham, der skal lære at være ærlig og åbne sig op og fx stole på, at jeg også kan rumme ham, når han har det hårdt – ellers kan et forhold jo aldrig fungere. Vi har prøvet at være på pause nogle uger, men min mavefornemmelse fik mig til at beslutte, at jeg ikke har lyst til at være en, man sætter på pause, især ikke efter 3,5 år. Jeg kan ikke håndtere det med hverken at være valgt fra eller til. Så konklusionen blev, at vi helt er gået fra hinanden og har cuttet kontakten nu for noget tid i hvert fald.

Jeg er dybt ulykkelig over, at vi ikke bare kan fikse det, for vi er begge to klar over, at inderst inde elsker vi hinanden meget højt og vil gerne være sammen.

Han har selv givet udtryk for, at han virkelig har brug for luft fra os. Han har også sagt, han ønskede, at hvis vi fandt sammen igen, jeg så var mere loyal og tog hans parti, selvom jeg var uenig, hvilket jeg er utrolig dårlig til. Han ville gerne have, det var mere os mod verden, som om det her individuelle liv, vi har kørt, fordi vi mente, det var godt, er kommet bag på os nu.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg klamrer mig til noget, jeg skal give helt slip på og gøre, hvad jeg kan for at komme videre, og om vi bare ikke var så gode for hinanden, som jeg troede. Jeg kan ikke slippe tanken om, at vi skal være sammen igen, men bør jeg det? At han ofte har været uærlig gør, at jeg nu tænker, om jeg tror på en illusion om os, men at det ikke er sandt.

Hilsen den forvirrede, 22 år