Ingen venner – hvordan skabe kontakt og hvordan få en kæreste?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg har et meget seriøst problem: Jeg har ingen venner, hverken i skolen eller i fritiden. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan man får venner. Problemet er, at selv når jeg prøver at snakke med folk, ved jeg bare ikke, hvad jeg skal snakke med folk om. Jeg føler mig helt tom, og det føles ikke særlig godt.

Et andet problem, som hænger sammen med ovenstående, er, at jeg ikke har en kæreste. Der er en pige, som jeg synes er ret lækker og sød. Nogle gange opdager jeg, at hun kigger på mig, men jeg ved bare ikke, hvordan jeg kan få hende til at blive min kæreste. Jeg synes selv, at jeg er venlig og rar og behandler folk med respekt, og udseendet fejler heller ikke noget. Men jeg har altså dette problem, og har brug for noget hjælp/vejledning til, hvordan man generelt skaber forhold til andre mennesker.

E (18 år)

SVAR:

Kære E

Tak for dit spørgsmål, som har berørt mig meget. At have én god ven, som man kan være fælles med om gode og dårlige oplevelser, som støtter og siger imod, som man kan kede sig sammen med, som hjælper, når man skal flytte eller låne en cykel .... , betyder mere end 10.000.000 venner på Facebook.

Hvordan finder man de gode venner?

Det kan faktisk være sværere, end man tror, og mange mennesker i alle aldre oplever sig selv som ensomme. Ligesom du, beskriver de, at de mangler nære relationer, og de ved ikke, hvordan de skal skabe dem.

Hvis du klikker lidt rundt på siden, vil du se flere eksempler på det, læs også svarene til dem:
Hvordan bliver jeg bedre til samtale og socialt liv?
Er alt for genert? Hvordan bliver jeg mere modig?
Problemer med det sociale – kan I hjælpe mig?

Flere årsager

Det kan handle om mod til at bryde isen her og nu, frygt for at blive afvist eller skuffet på længere sigt eller manglende evne til at indgå i sociale relationer. Uanset årsagerne er du absolut ikke alene med følelsen af ensomhed eller utilstrækkelighed i fællesskaber.

Der er flere sider af dig, jeg gerne ville vide mere om. Allerførst kunne jeg godt tænke mig at vide, om det er nyt for dig, at du har det sådan med andre, eller om det altid har været sådan. Hvordan var det i børnehaven og i de mindre klasser? Hvordan er dit forhold til dine nærmeste i familien? Har du nogensinde oplevet svigt fra nogen, du var knyttet til?

Kan du evt. have en depression?

Hvordan er din hverdag i øvrigt, er du oftest træt og mangler energi, eller føler du dig frisk og veludhvilet, når du står op? Hvis du generelt er meget træt og modløs, synes jeg nemlig, at du skal tale med din læge om at teste dit humør og overskud for at udelukke, at du kan have en depression.

Hvordan ser andre på dig?

Jeg kunne også godt tænke mig at vide, om andre tænker om dig på samme måde, som du selv gør. Du beskriver dig selv som en flot fyr, der er venlig, sød og respektfuld - men ensom! Vil andre tænke: nu rabler det da for Enrique, for vi er da sammen med ham på samme måde, som vi er sammen med vores øvrige omgangskreds. Vi går til fodbold og i biografen sammen, og vi ses jo også i skolen- bare for at nævne nogle eksempler. Eller vil de give dig ret og beskrive dig som en enspænder, der er udenfor.

Når jeg spørger, er det fordi, der er stor forskel på, hvordan vi oplever virkeligheden hver især.

Hvordan er dit selvbillede?

Du kan opleve dig selv som ensom og lidet elsket i et stort selskab, selv om de andre sætter uendelig stor pris på dig. Problemet er reelt nok, men det er et problem inden i dig og handler først og fremmest om din selvforståelse og selvværd. Hvis det er sådan, tror jeg, at du har brug for hjælp til at se på dig selv på en ny måde - du kan f.eks. benytte nogle af Adam og Evas terapeuter i nærheden af, hvor du bor. Du kan også spørge nogen, du har tillid til (det kan være en lærer, nabo, lægen, studievejlederen eller måske en fra klassen) om, hvad de tænker om dig; spørg om, hvordan de ville beskrive dig med få ord.

Læs mere om selvværd her: Hvad er jeg værd?

Manglende social kompetence?

Det kan også være, at du har ret. At du reelt er alene og dårlig til at etablere kontakter og måske altid har været det. Du skriver selv, at du føler dig helt tom og at det ikke føles godt, når du forsøger. Jeg ville gerne give dig nogle praktiske redskaber. Du kan f.eks. mærke efter på dig selv, hvad der sker, når du er sammen med andre. Hvordan er du tom inden i, hvad er det, der ikke føles rigtigt, hvad gik forud osv. Men når det så er sagt, synes jeg, det vigtigste er, at du får hjælp til at indgå i et fællesskab, for jeg tror, det vil være godt at få mere direkte støtte til det, end jeg kan give dig gennem en mail. Du kan tale med din læge om det eller søge hjælp fra en psykolog eller terapeut, som kan støtte dig i at komme videre med både det praktiske/pædagogiske og følelsesmæssige. Måske kan du finde frem til en via hjemmesiden AdamogEva.dk ved at klikke på fanen Ressourcer.http://adamogeva.dk/web/visgruppeann.php?id=4

Arbejd med dig selv og sats på venskaber først og fremmest

Du skriver, at du ikke har nogen kæreste, men at du har fået øje på en pige, som du synes er lækker og sød. Det viser mig, at du meget gerne vil være sammen med andre, men samtidig synes jeg ikke, at du er parat til at blive kæreste med nogen i øjeblikket. Sagen er nemlig, at man kan være uendelig ensom i et parforhold. En kæreste er ikke middel mod ensomhed - og slet ikke, hvis den kommer indefra, sådan som jeg tidligere har beskrevet det. Jeg er bange for, at du vil komme til at have alt for store forventninger til en kæreste, sådan som du har det lige nu og hvis du ikke i øvrigt har andre nære relationer i familien eller blandt venner.

Hvis du får arbejdet med tingene, så du har et positivt syn på dig selv og lærer at trives med tætte relationer blandt dine jævnaldrende, så er situationen en anden. Derfor vil mit råd til dig være, at du først og fremmest arbejder aktivt arbejder med dig selv og din ensomhed, arbejder på at opbygge venskabsrelationer og at du i en periode glemmer pigen eller måske kun tænker på hende som en ven. Gode venskaber kan udvikle sig til mere med tiden og venskabet er en vigtig del af parforholdet, så det er aldrig spild af tid.

De bedste hilsner og god arbejdslyst

Henrik

Annoncer