Ingen mens som 15 årig – hvorfor?

Vis spørgsmål

Hej brevkasse

Jeg har læst mange af jeres artikler, spørgsmål og svar, som jeg har kunnet bruge, men jeg har dog stadig et par spørgsmål, som jeg gerne vil høre lidt mere om, end hvad jeg har kunnet læse mig til.

 

Jeg er sådan en, der gerne vil vide mig sikker på det meste, så derfor kan det godt blive et langt brev.

Jeg er lige blevet 15 år og har ikke fået min mens endnu. I skriver en del gange, at det tit hænger sammen med, hvornår ens mor fik det, men min mor fik det altså, da hun var ca. 12½ år gammel, og det hænger overhovedet ikke sammen med, at jeg ikke har fået det endnu.

Min far gik vist nok relativt sent i puberteten. Jeg ved ikke helt, om det kan spille en rolle?

Jeg begyndte at udvikle bryster for ca. 2½ år siden, men jeg kan ikke engang passe en a-skål. Jeg har hørt, at man skal gå til lægen, hvis man ikke har fået sin menstruation to år efter, man er begyndt at udvikle bryster. Det samme har jeg hørt om udflåd, men jeg har kun haft udflåd i ca. 3/4 år.

Jeg har to gange prøvet at få en lille bitte smule rødligt udflåd, det var ikke særligt meget ... Og mit udflåd er heller ikke så tynd og vandagtig, som I har beskrevet nogle steder. Når jeg tager underbukserne af om aftenen er det mere sådan fast i det. Men når jeg fx skal på toilettet er det lidt mere flydende i det. Tror I/du det bare er fordi, det er størknet der, eller det unormalt?

 

Jeg har fået hår under armene og forneden. Dog ikke så det er helt dækket endnu.

 

Da jeg var til sundhedsplejersken sidste år, sagde hun, at jeg ville blive 177 cm høj, og nu er jeg vist omkring de 169 cm.

Kan man sige noget om, hvornår jeg får min menstruation?

Jeg er nemlig ret bange for, at den måske aldrig kommer ...

 

Og hvis jeg går til lægen med det, kan han så gøre noget for, at den kommer snart?

Jeg ved godt, det her lyder mærkeligt, men jeg er altså lidt bange for, hvad min mor tænker om, at jeg ikke har fået den endnu. Jeg ved ikke helt, hvad hun skulle tænke, men det er stadig lidt pinligt, synes jeg ...

Tak på forhånd!

 

Hilsen Mig

SVAR:

Kære dig

Tak for dine fine og gode spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er så godt at få sat ord på det, man spekulerer på. Godt at du tænker over mange ting og har gode overvejelser. Jeg vil svare dig, så godt jeg kan.

Helt normalt

Jeg vil starte med at sige, at du ikke skal bekymre dig for, om du overhovedet vil få menstruation. Som du beskriver dig selv, lyder du, som om du er godt på vej. Kroppen bruger den tid på at udvikle sig, som den skal, og nogle er hurtige, andre har brug for lidt mere tid; det er alt sammen helt normalt og på ingen måde pinligt. Du skal ikke hænge dig så meget i de tal, du nævner. De er kun ment som en overordnet rettesnor.

Godt på vej

Du har ret i, at man siger, pigen ofte ligner sin mor mht. hvornår menstruationen kommer, men sådan er det selvfølgelig ikke altid. Det lyder til, du er godt på vej i din udvikling, men at du er gået lidt sent i gang, hvilket jo betyder, at du også får menstruation senere. Til gengæld har du god tid til at vokse i, og der er sikkert mange, der vil misunde dig din flotte højde.

Snak med din mor

Jeg synes helt klart, du skal tale med din mor om, hvordan du har det, og hvad du tænker på. Hun vil kunne støtte dig og vil ikke synes, det er mærkeligt. Hun vil bare synes, det er rart, du taler med hende om sådan nogle fortrolige “kvindeting”.

Om det at gå til lægen tænker jeg umiddelbart ikke, der er nogen grund til det. Du er jo i gang med at udvikle dig, og naturen går sin gang, så lægen kan ikke gøre så meget fra eller til. Det var noget andet, hvis du slet ikke var gået i pubertet endnu, men det er du jo!

Jeg kan ikke sige dig, hvornår du får din mens, men den skal nok komme. Mit bedste råd til dig er at tage det roligt og tænke, at alt er fint. Og prøv at fokusere på den frihed, du har, fordi du endnu ikke har fået menstruation. Så kommer menstruationen, når din krop er klar til det.

Håber mit svar giver mening for dig.

Kh Marianne

Annoncer