Kære S
Du har flere forskellige spørgsmål til det at blive gravid og få barn. Jeg vil forøge at besvare dem et efter et.
Er der en bestemt en dag, hvor der er størst chance for at blive befrugtet?
For at blive gravid skal man have sex omkring kvindens ægløsningstidspunkt. Ægløsningstidspunktet ligger 14 dage før menstruationen kommer. Dvs. Hvis man en cyklus på 28 dage, har man ægløsning lige midt i perioden – altså 14 dage efter første menstruationsdag. Har man fx en cyklus på 30 dage, ligger ægløsningstidspunktet 16 dage efter sidste menstruations første dag. Men da man aldrig kan være helt sikker på, hvornår næste menstruation kommer, vil ægløsningstidspunktet altid være lidt usikkert.
Sædceller kan overleve 3-5 dage i kvindens underliv, og befrugtning kan ske op til 2 dage efter ægløsningen; dvs. der er størst risiko for graviditet fra 5 dage før til 2 dage efter ægløsning. Dvs. mellem 9. og 16. dag i en cyklus på 28 dage.
Da det ikke lyder til, I har været opmærksomme på at have samleje lige omkring dit ægløsningstidspunkt, kan det sagtens være tilfældigt, at du endnu ikke er blevet gravid. Og selvom I er opmærksomme på at have samleje på det rigtige tidspunkt, er der stadig kun 25% chance for at blive gravid hver måned. Er du i tvivl om, hvornår du har ægløsning, kan du købe tests på apoteket for at finde ud af det.
Kan rygning være årsag til infertilitet?
Du spørger til om rygning kan være årsag til, at det endnu ikke er lykkedes jer, og det kan det faktisk. Rygning nedsætter frugtbarheden med op til 50% for dig. Lidt mindre for din kæreste; men det påvirker også hans sædkvalitet. At være gravid og ryge hænger på ingen måde sammen. Man bør absolut stoppe rygning, før man forsøger at få et barn.?
Nogle kvinder vil først holde op med at ryge, når graviditeten er indtruffet. Men det er en meget bedre idé at holde op allerede nu, så din krop kan nå at afgifte, inden graviditeten indtræder. Det er vigtigt, at din krop har så få giftstoffer i sig som muligt, når barnets hjerne, centralnervesystem og andre vitale organer skal dannes i de allerførste uger af graviditeten.
Kan man blive steril efter klamydia?
Hvis man har haft en klamydia infektion, der ikke er blevet behandlet, kan man godt være blevet steril. Den underlivsbetændelse, som følger af ubehandlet klamydia kan forårsage at æggelederne stopper til, og at der således ikke er passage for det befrugtede æg, som skal sætte sig fast i livmoderen, for at kunne udvikle sig. Om dette er tilfældet for dig, kan du evt. få undersøgt på en gynækologisk klinik.
Har min forlovede dårlig sædkvalitet?
Om din kæreste har dårlig sædkvalitet, kan jeg ikke svare på; men det er da en mulig årsag til, at du ikke er blevet gravid. Som allerede nævnt nedsætter rygning sædkvaliteten. Hvis hans mor har røget i sin graviditet, kan sædkvaliteten også have taget skade. Andre årsager til nedsat sædkvalitet kan være genetiske årsager, hormonelle sygdomme, betændelse i testiklerne, at stenene ikke var faldet ned i pungen ved fødslen, infektioner (som fx klamydia), medfødte misdannelser mm. Din forlovede kan få foretaget en undersøgelse af sædkvaliteten på en privat klinik mod betaling, hvis I ønsker det.
Tager man meget på i graviditeten?
Vægtstigningen hos gravide er individuel. Den gennemsnitlige vægtstigning er dog 12-15 kg. Det kan umiddelbart lyde af meget, men faktisk vejer selv graviditeten 8-9kg. Selvom barnet ikke vejer så meget, er der andre dele, der hører med fx moderkage, fostervand, livmoder, større bryster, øget blodmængde og øget væske i vævet. Ud over dette er det også fint med øget fedtvæv, hvis man er normalvægtig, og specielt hvis man er undervægtig, da amningen kommer til at tære på kroppens fedtdepoter.
Hvis du bliver bekymret for, at du ikke tager nok på eller modsat, at du tager for meget på, er det en god idé at tale med lægen eller jordemoderen om det i graviditeten. Du er i hvert fald nok nødt til at indstille dig på, at en graviditet kræver, man tager på i vægt.
Er der størst chance for at få en pige eller en dreng?
Der bliver født næsten lige mange piger og drenge (ca. 49% piger mod 51% drenge), og der er ikke noget, man selv kan gøre for at bestemme barnets køn. At der er mange drengebørn i din forlovedes familie skulle intet have at gøre med jeres chance for at få en pige eller dreng. Alle dine æg bærer et X-kromosom. Din forlovedes sædceller er enten bærere af et X eller et Y-kromosom. Hvis det er en X-sædcelle, der befrugter ægget, bliver det en pige (XX). Hvis det er en Y-sædcelle, der vinder kapløbet om ægget, bliver det en dreng (XY). Det er således mandens sæd, der afgør barnets køn, men der skulle være nogenlunde lige chancer.
For ung?
Dine sidste spørgsmål går på, om der er noget, I kan gøre for at få barn hurtigt, og om det kan have noget at gøre med, at I er unge, at I har haft svært ved at få barn indtil nu.
Trods mine gode råd og forklaringer vil jeg alligevel udfordre dig til at tænke over, hvorvidt det er lige nu, I skal have barn. Jeg kender jer ikke, så jeg ved ikke hvilke tanker, I har gjort jer om det at skulle være forældre. Men som jordemoder møder jeg mange forskellige mennesker og ved, at det er et stort arbejde at have et lille barn, og at det er noget, der kommer til at indvirke meget på jeres ungdom.
Det er et stort ansvar – nemlig ansvaret for et andet menneskes liv, og det skylder I barnet at være helt klar til at tage. Tænk over, om den livsstil I lever indbyder til at inkludere et lille spædbarn. Her tænker jeg bl.a. også på jeres rygning - for ét er at ryge i graviditeten, noget andet er, at et lille spædbarn på ingen måde skal udsættes for passiv rygning. I skylder jer selv og den lille at tænke og snakke det hele godt igennem og også undersøge yderligere, hvad det indebærer at være gravid og have et spædbarn. Snak evt. med familie og andre, der selv har spædbørn og prøv at være realistiske omkring projekt baby.
Skulle I være helt sikre på jeres valg og ønske om at få et barn, skal mit råd i henhold til ovenstående være at holde op med at ryge og derefter begynde at fokusere på, hvornår du har ægløsning, så I kan have samleje på det mest ideelle tidspunkt. Generelt er man mest fertil i ungdommen, så det skulle ikke have noget med det at gøre. Lykkes det forsat ikke, må I henvende jer hos jeres læge for at indlede flere undersøgelser. Læs evt. også vores artikel: Når det ikke lykkes at blive gravid
Held og lykke med valget og forarbejdet til at skulle være forældre.
Eva Fibiger Diemer