Hvordan tænde gnisten igen efter utroskab og manglende følelser?

Vis spørgsmål

Vi er gift og har været det i snart mange år og har 3 børn sammen. Min mand var utro for godt et år siden, og jeg opdagede det og smed ham ud. Han flyttede hen til hende og boede der nogle måneder.

Han kom tilbage og har boet sammen med mig siden. Han sagde, at det var helt slut med hende, og at han ville satse på vores ægteskab. Jeg ville det samme og ville gerne først, at han fik opbygget et godt forhold til vores børn igen, da de har lidt alt for meget under alt dette. 
Han har fået det godt med dem alle, og de trives igen og er glade. Vi har et fredeligt hjem nu uden råben og sure miner og uden iskold kulde fra min mand til mig.

Vi har ikke haft det godt i flere år, og min mand har været meget passiv og ikke deltaget ret meget i familielivet og havde opgivet alt. Han havde ikke lyst til at leve, og jeg er sikker på, at han havde en depression, og den har da også banket lidt på indimellem ...

Jeg har været desperat efter at få ham til at leve og deltage i vores familie og vores samliv og har desværre råbt en del af ham, og især mine børn har jeg været efter ... Den adfærd har jeg lagt bag mig, og det forekommer nu kun i en lille grad en meget sjælden gang, da min mand har sagt, at han ikke kan leve med min vrede. Jeg ved, at han ville gå igen, hvis vi genoptog det mønster, og det ønsker jeg heller ikke ...

Mit spørgsmål er: Jeg elsker min mand og har ikke lagt skjul på det. Har tilgivet ham utroskaben ... Det var meget svært, men har fået meget hjælp til at kunne det og ikke slæbe det med mig og har mødt Gud meget igennem alt dette her.

Min mand sagde til mig, da han kom hjem, at vi skulle gå stille frem, men det kunne jeg ikke vente på og ville have samliv med ham blot en uge efter ... Vi har så haft sex de første 3 måneder, og jeg overtalte ham til 2 gange om ugen, men de sidste 2 måneder har vi ikke haft sex.

Han siger, han ikke har følelser for mig og kan undvære sex og ellers ikke ved, hvordan han kan få lyst og føler, jeg presser på. Jeg svarer ham, at jeg er bange for, at han ikke kan undvære det og pludselig finder en anden eller hende igen, som han boede hos. Han siger, at det er helt slut, og jeg tror ham.

Kan han undvære sex? Og hvordan kan jeg tænde gnisten igen? Førhen sagde han til mig, at han kunne ønske sig sex hele tiden og ville have det hver aften og var super stolt af mig. Nu siger han aldrig, at jeg er flot, sød eller andet ...

Jeg vil min mand i modgang og medgang, men synes at jeg har oplevet nok modgang ... Det blev et langt spørgsmål, men jeg er kørt træt.

Connie, 39 år

SVAR:

Kære Connie

Tak for din henvendelse til AdamogEva.dk.

Min mand har mistet lysten til mig

Du fortæller om et langvarigt ægteskab, som gennem en lang periode har været i krise. For et stykke tid siden var din mand dig utro, og du smed ham ud. Efter nogle måneder, hvor I var væk fra hinanden, er han nu flyttet ind hos dig igen. Du har tilgivet din mands sidespring og elsker ham stadig og ønsker brændende, at I kan få det godt med hinanden igen.

Jeres sexliv fungerer ikke, som det har gjort tidligere. Du beskriver, at din mand har mistet lysten til sex og ikke længere har følelser for dig.

Efter denne lange krise og mange kampe magter du nu næsten ikke mere at have modgang. Du er ved at være kørt træt.

Kan man tænde gnisten igen?

Du stiller nu spørgsmålet: Kan du tænde gnisten i ham igen?

Lad mig starte med at sige til dig, at jeg er imponeret over, at du har haft energi til at komme så langt. Jeg har stor respekt for, at du har været i stand til at tilgive din mand og lukke ham ind i familien igen. Det, tænker jeg, må kræve noget helt usædvanligt. Jeg tænker, at du er en helt usædvanlig kvinde, at du stadig kan elske din mand efter det, I har været igennem!

Du stiller et spørgsmål, som handler om din mands manglende lyst til sex og til dig. Hvis det billede, jeg havde af jeres forhold, var, at I var glade for hinanden og levede et godt liv sammen lige bortset fra, at din mand ikke havde lyst til sex med dig, ville jeg være gået ind i præcis den problemstilling og forsøgt at hjælpe dig med det.

Nu er det sådan, at det ikke er det indtryk, jeg sidder med. Jeg har mere en fornemmelse af, at jeres forhold balancerer på en knivsæg, og at der under overfladen ligger en masse konflikter begravet, som I aldrig for alvor har fået drøftet med hinanden. Du fortæller, at I har lagt skænderierne, vreden og kulden bag jer.

Den manglende sexlyst er et symptom på noget dybere

Jeg tænker: Når din mand var utro og flyttede sammen med en anden kvinde, så var der en årsag til det. Der var noget i jeres forhold, som ikke var godt, og som han ikke kunne holde ud at være i. Det synes jeg også, du selv antyder med sætningen ‘min mand har sagt, at han ikke kan leve med min vrede’. Den vrede, som du taler om her, forstår jeg, allerede var til stede, da han besluttede sig for at være dig utro. Måske var den vrede med til, at du pressede ham ud i utroskab.

Nu er det ikke sådan, at jeg tænker, det er din skyld, at din mand var utro. Det er det på ingen måde. Utroskaben har han alene selv ansvaret for. Jeg siger bare, at der var noget, som ikke fungerede i jeres forhold, og som var medvirkende til det. Din mands andel i jeres ægteskabs mistrivsel kan have været manglende deltagelse og engagement i familiens liv, lyder det til. I har begge jeres andel og part i, at I ikke havde det godt med hinanden.

Nu er I så flyttet sammen igen, og I forsøger (som jeg fortolker situationen) at feje alt det gamle ind under gulvtæppet. Det fungerer nogenlunde overfladisk set, men når det kommer til sex, falder I over den ‘bule, der er i tæppet’. Lige der viser det sig, at intet er, som det burde være. Lige nu har I en facade over for hinanden - børnene og omgivelserne, som er nogenlunde på plads - men virkeligheden ligger der ‘under gulvtæppet’. Der ligger det egentlige problem, som jeg ser det. Det egentlige problem er ikke din mands manglende lyst til sex med dig. Det er blot et symptom på det, der ligger under tæppet.
Derfor er løsningen i mine øjne ikke at have fokus på den manglende sex. Løsningen er, at få løftet tæppet og få det fejet ud, som ligger under det. Der, et eller andet sted i alt det onde og stinkende, som dukker op, ligger nøglen til din mands hjerte.

I har brug for at få ryddet op i fortiden og finde nye veje sammen

Mit råd til dig er derfor: Jeg tror, I har brug for sammen at gå gennem et længere terapeutisk forløb, hvor I får endevendt alt det, der er gået forud for din mands utroskab og frem til i dag. Jeg mener, I har brug for at få det hele frem i lyset og få det talt igennem.

  • Hvad var det, I faldt for hos hinanden?
  • Hvordan begyndte tingene at gå galt?
  • Hvornår begyndte vreden og frustrationerne at opstå?
  • Hvad var årsagen til det?
  • Hvordan kan det være, at I ikke gjorde noget ved det dengang?
  • osv. osv.

Når fortiden er talt igennem, har I brug for at tale om fremtiden.

  • Hvorfor lod du din mand flytte ind igen?
  • Hvorfor ville din mand overhovedet flytte ind igen?
  • Hvad vil du med ham?
  • Hvad vil han med dig?
  • Hvad vil I sammen om 1, 5 og 10 år?
  • Hvad er jeres drømme?
  • osv. osv.

Jeg tænker, at I har brug for at få genformuleret hele grundlaget for jeres forhold og det, I ønsker for og med hinanden. I har brug for endnu engang at kunne sige til hinanden, som I gjorde det for mange år siden: ‘Ja, jeg vil elske og ære dig, til døden os skiller.’

Søg hjælp hos en parterapeut

Jeg tror, I har brug for hjælp til det, for hvis I kunne selv, ville tingene ikke have hobet sig op, som de har gjort. Derfor foreslår jeg, at I sammen modtager professionel hjælp til at gå igennem denne proces. Det er det bedste råd, jeg kan give dig.

Med den rette hjælp og vilje hos jer begge, er der håb for jeres fælles fremtid. Kærligheden kan vækkes på ny. Det kræver hårdt arbejde, ydmyghed, selverkendelse, blod, sved og tårer fra jer begge, men det kan ske, hvis I går vejen! Det er en vej, som kræver tid, sandsynligvis mange måneder. Det, som er blevet nedbrudt og ødelagt gennem år, kan ikke genopbygges på uger.

Jeg ønsker for jer, at I må have modet til at tage dette skridt, og at I må opleve, hvordan det forandrer jeres situation afgørende.

De bedste hilsner fra Benny

Leksikon

Læs mere her

Er du glad for dig selv?

Annoncer