Hvordan kan jeg vide om han virkelig godt kan lide mig?

Vis spørgsmål

Jeg har noget "kørende" med en dreng, han er virkelig sød imod mig hele tiden, men jeg er bare i tvivl, om jeg virkelig godt kan lide ham, og om jeg kan stole på ham.

Jeg tænker virkelig tit på ham, og jeg er glad, når jeg ser ham. Når vi kysser eller bare er sammen, har jeg hele tiden sommerfugle i maven. Men alligevel er jeg ikke sikker på, om jeg kan lide ham.

Jeg er mange gange før blevet udnyttet enten for sex eller også for penge. Det har taget rigtig hårdt på mig og gør, at jeg har svært ved at binde mig til en dreng. Hvordan kan jeg vide, om han virkelig godt kan lide mig?

Hilsen L, 15 år

SVAR:

Kære L

Jeg er klar over, at du spørger til, hvordan du ved, om denne dreng virkelig godt kan lide dig og om du kan stole på ham, men ud fra det, du skriver, vil jeg gøre dig opmærksom på, at jeg tror, du har nogle dybere ting at kæmpe med.

Udnyttet

Du skriver selv, at du tidligere er blevet udnyttet for sex og for penge. Du fortæller også, om din manglende tillid og evne til at stole på nogen (måske mest drenge). De to ting hænger meget tæt sammen.

Det, at du er blevet udnyttet, uanset i hvilken grad, har gjort dig sårbar og for at beskytte dig selv, vælger du ikke at have tillid til nogen lige med det samme. Det er forståeligt nok og helt naturlige og sunde reaktioner.

Stå på bremsen

Du skal passe på dig selv. Du skal stå på bremsen nu og finde dig selv. Prøv for en tid at slippe det der med at finde en kæreste; det tror jeg ikke, du har brug for lige nu. Der er lige nogle andre ting, du skal have på plads først. Jeg tror, du har brug for at skabe venskaber og finde nogle mennesker/ét menneske i dit liv, du kan stole på.

Det kan godt være, at denne dreng, som du godt kan lide, kan blive din ven. Vigtigst er, at lige nu har du ikke brug for at få endnu en dårlig erfaring med en kæreste/dreng, som ikke anerkender dig som et menneske med følelser.

Venskab

Venskab er noget helt unikt, og det er i en sådan tæt relation, du kan få bygget din tillid op og gøre dig selv klar til at binde dig til et menneske, du føler, du kan stole på.

Prøv at læse de her artikler og se mere om, hvad et godt venskab er: Gode venner og Pigevenner og drengevenner.

Find tilliden

Grunden til, at jeg gerne vil have dig til at fokusere på venskab frem for en kæreste, er netop for, at du kan finde dig selv igen. Hvem er du, og hvad er det, du ønsker? Sats på venskaber for at få din tillid på ret køl igen. Du trænger til at have et venskab med en, som holder af dig, for den du er og ikke ønsker noget til gengæld. Venskab er noget meget værdifuldt og intimt. Din bedste ven er en, du deler alt med, en du griner og græder med, en du hjælper og han/hun hjælper dig.

Når du har fundet tilliden igen, er du klar til at binde dig. Fokuserer du på venskab frem for en kæreste, er der også god grobund for, at I som venner kan tage det næste skridt og blive kærester.

PS: Jeg har skrevet et svar til en anden pige bla. om at finde den rette, som du kan prøve at læse: To dejlige fyre! - hvem skal jeg vælge?

Find en voksen at tale med

Sidst men ikke mindst, synes jeg, du skal overveje at finde en voksen, du har tillid til og føler dig tryg ved. En du kan snakke med. Vis ham/hende dit spørgsmål og mit svar og snak om, hvad det betyder og hvad du kan gøre for at komme videre.

Du skriver, at du mange gange er blevet udnyttet enten for sex eller også for penge. Det lyder ret alvorligt og kan sætte dybe spor. Jeg kan ikke se, hvornår det er sket og hvor meget, der er sket. Du skriver ikke om det er en voksen eller en jævnaldrende, der har udnyttet dig. Jeg tænker, det måske kunne være godt for dig at få det talt igennem med en professionel, så det ikke bliver ved at gøre så meget ved dig. Det kunne være en psykolog eller en terapeut.

Hvis du vil læse mere om udnyttelse, kan du læse denne artikel: Sig det bare! Om incest.

Jeg håber for dig, at du må få lov til at mærke, at du kan have tillid til en dreng igen, og at du finder en rigtig sød dreng, som er god ved dig og elsker dig for den, du er. Husk bare at du ikke har travlt, men at du har hele livet foran dig. Det er vigtigt, du passer på dig selv for ikke at miste dig selv.

De kærligste hilsner
Vivian

Annoncer