Hvordan kan jeg undgå at gøre nogen ked af det?

Vis spørgsmål

Jeg går på efterskole og har det ret godt i hverdagen. Men når vi når til torsdag, og jeg skal tage stilling til, om jeg skal hjem i weekenden, får jeg ondt i maven. Mine forældre er skilt, og efter jeg er kommet på efterskole, har der ikke været nogen rækkefølge i, hvem jeg skal hjem til i weekenderne. Så inde i mit hoved har jeg et lille ark, hvor der står mor 8 gange og far 3 gange.

Mine tanker kører på, at jeg ikke har været nok hjemme ved far. Far kan først have mig hjemme i næste weekend. Men i næste weekend skal vi ud og sove i bivuak, og det vil jeg bare mega gerne. Skal jeg gå glip af en fed weekend på skolen og tage hjem til far? Eller skal jeg bare tage hjem til mor i denne weekend for at lade op, som jeg trænger til og blive på skolen i næste weekend?

Lige meget hvad for en beslutning jeg tager, kommer jeg til at gøre nogen kede af det, og det vil jeg helst ikke. Hvis jeg bliver på skolen i begge weekender, får jeg ikke ladet op. Hvis jeg tager hjem i denne weekend, bliver far ked af det, fordi jeg så har været meget mere hjemme ved mor end far. Hvis jeg bliver her i denne weekend og tager hjem til far i næste, har jeg en masse veninder, der vil blive trætte af det. Skal lige siges, at jeg har boet på skift hos mine forældre to uger ad gangen og er virkelig glad for begge mine forældre.

Hvad ville du gøre, hvis du havde det som mig?

Pige, 15 år

SVAR:

Kære pige

Ingen kan undgå at skuffe

Jeg kan godt forstå, du får ondt i maven. Du holder meget af begge dine forældre og vil helst ikke skuffe nogen af dem. Men det kan ikke undgås. Vi vil altid komme til at skuffe vores kære på den ene eller anden måde, også selvom vi ikke ønsker det. Vi er kun mennesker og kan ikke gøre mere, end vi gør. Du har virkelig tænkt dig om og gør ikke noget bare for at gøre noget. Det er sundt, men kan også komme til at give en følelse af, at du ikke er god nok.

Sund udvikling

Du har boet på skift hos dine forældre, skriver du, så du har været vant til, at alting har været delt lige op. Det er dejligt og super fedt, at det har fungeret godt. Når dine forældre har valgt at give dig muligheden for at komme på efterskole, har de også valgt, at de i lange perioder ikke kommer til at se dig. De ved allerede på forhånd, at når man sender sit barn afsted på efterskole, ja så går der lange perioder hvor man ikke ser hinanden. Det kan være hårdt for både dine forældre og for dig. Men jeg er sikker på, det er en sund udvikling, der sker.

Sig noget til dine tanker

Det farlige er, når vi får tanker som: Jeg er ikke god nok, og jeg kan ikke gøre nogen tilfreds! Vil de mig, når jeg bliver nødt til at vælge dem fra? Når de tanker kommer, er det godt at svare på dem. Når du får tanken: “Jeg er ikke god nok!” så svar: “Jo jeg er, og jeg gør det, så godt jeg kan!” Eller når du tænker: “Jeg kan ikke gøre nogen tilfreds ...” Så må du svare: “Jo, jeg kan, nemlig dem jeg er sammen med lige nu! Jeg er elsket af min familie og mine venner, og derfor sker det indimellem at vi skuffer hinanden.”

Følg din mavefornemmelse

Jeg tænker, du skal følge din mavefornemmelse for, hvad der er rigtigt at gøre. Og hvis det er at tage hjem til mor i weekenden og blive på skolen i næste, så fortæl dine forældre, hvorfor du har truffet det valg: At dine veninder betyder meget, og du gerne vil have denne oplevelse med, men også at du har brug for at komme hjem og lade op. Jeg er sikker på, dine forældre vil acceptere det. Om de kan forstå det, ved jeg ikke, men acceptere det kan de i hvert fald.

Måske kan du også få noget ud af at læse artiklerne Jeg er splittet og Mor og far er skilt – og jeg er vred!

Jeg håber, mit svar kunne hjælpe lidt. Ellers er du meget velkommen til at skrive igen.

Jeg ønsker det bedste for dig og din familie.

Mvh Lene Rønne Pedersen

Annoncer